Forpligt velfærdsuddannelserne til digitalisering

Af Ellen Silleborg
Specialkonsulent, Danmarks Evalueringsinstitut (EVA)

Det er nødvendigt, at velfærdsuddannelserne arbejder med digitale og velfærdsteknologiske redskaber for at kunne leve op til de krav, arbejdsmarkedet stiller, og for at kunne udnytte alle de nye digitale muligheder, som til stadighed dukker op.

Som på alle andre udviklingsområder er det inden for digitalisering og velfærdsteknologi betydningsfuldt at kende sin retning.

På mindst tre områder ville en klarere digital og velfærdsteknologisk retning ift. velfærdsuddannelserne være på sin plads: Det gælder professionshøjskolernes resultatkontrakter, de enkelte uddannelsers bekendtgørelser og en tværgående digital taksonomi.

Manglende digitale mål 
For to år ad gangen indgår professionshøjskolerne udviklingskontrakter med Uddannelses- og Forskningsministeriet. Kontrakterne indeholder såvel obligatoriske som valgfrie mål. Overraskende nok er digitalisering og velfærdsteknologi ikke et af de obligatoriske mål. Og lige så overraskende er det, at blot en enkelt professionshøjskole (UC Lillebælt) har følgende to valgfrie mål: "Velfærdsteknologi" samt "teknologiparathed og digitalisering". 

På landets seks resterende professionshøjskoler er der ingen forpligtelse til at imødekomme fremtidens digitaliseringsbehov.

Enhver undervisers ajourføring bør indbefatte en interesse for nye velfærdsteknologier, fordi teknologierne har betydning for fremtidens velfærd.

Ellen Silleborg
Specialkonsulent, EVA

Det er bekymrende, fordi vi ser en tendens til, at den enkelte underviser tænker: "De studerende vi har i dag, færdes jo hjemmevant i det digitale - de er teknologisk indfødte, så mit bidrag er alligevel spartansk".

Jeg tror at enhver undervisers ajourføring bør indbefatte en interesse for nye velfærdsteknologier, fordi teknologierne har betydning for fremtidens velfærd. En tydeligere understregning af digitale mål i resultatkontrakterne mellem ministeriet og professionshøjskolerne kan være med til at understøtte den digitale udvikling af uddannelserne.

Målene kan med fordel deles op i tre kategorier: Mål for teknologi knyttet til undervisningens kvalitet (didaktik), mål for teknologi og teknologiforståelse knyttet til professionen (faglighed) og mål for administrativ it (fx digitale eksaminer).

Bekendtgørelserne har kun sporadisk fokus på digitalisering
Fokus på digitalisering er desværre også sporadisk i de enkelte velfærdsuddannelsers bekendtgørelser.

To positive historier er dog læreruddannelsen og sygeplejerskeuddannelsen. Da man f.eks vedtog den nye læreruddannelse i 2013 var der et klart fokus på teknologi og digitale kompetencer i alle fag og som eksplicitte læringsmål. Det lover godt for fremtidens lærere og dermed den danske folkeskole.

Også bekendtgørelsen for sygeplejerskeuddannelsen har fokus på området - og faget har desuden en god tradition med at overveje, hvordan nye redskaber skal integreres i rolleforståelsen. Derfor pågår der på dette felt en løbende og vigtig debat om, hvad velfærdsteknologi gør og bør gøre ved sygeplejerskers professionsopfattelse.

Men vi ved, at der er mange uddannelsesbekendtgørelser, der stadig har marginal fokus på velfærdsteknologi og digitalisering, fx socialrådgiveruddannelsen og tandplejeruddannelsen.

Også den spritnye bekendtgørelse for pædagoguddannelsen har overraskende nok kun et spartansk fokus på digitale kompetencer. Det er dog blevet til et nyt fag - "Medier og digital kultur" - men desværre som et valgfrit modul.

Udfordringen ved at skabe et selvstændigt valgfrit uddannelseselement er, at emnet let nedprioriteres i uddannelsens øvrige dele. Denne mekanisme har EVA set i tidligere evalueringer, f.eks af læreruddannelsen fra 2007, hvor blandt andet valgfaget specialpædagogik medførte en nedprioritering af området i uddannelsens øvrige (obligatoriske) elementer, selvom kompetencen også indgik som en del af uddannelsens grundfaglighed. Det indebærer den risiko, at det alene bliver de studerende, der vælger det valgfrie modul, der får kompetencerne, selvom det ikke er hensigten.

Behov for en tværgående digital taksonomi
Og på hvilket niveau skal de studerendes digitale kompetencer så ligge?

Det sprog skal vi skabe sammen. Et konkret eksempel: Lad os sige, at man som folkeskolelærerstuderende ønsker at lære eleverne matematik gennem digitale spil. Hvad synes vi: Skal den studerende blot kunne finde frem til et spil? Skal den studerende kunne beskrive det? Eller begrunde sin udvælgelse? Skal vi kræve, at man som minimum kan analysere det ene spil op mod et andet - eller skal vedkommende ligefrem kunne udvikle et nyt spil?

I dag er disse overvejelser lokalt forankrede på underviserniveau. Det ville være en indlysende fordel, hvis professionsbacheloruddannelserne vidste, hvilke kompetencer de kommende studerende har, når de træder ind på professionsbacheloruddannelserne, og hvad deres progression skal være.

Derfor foreslår jeg - på linje med Rådet for Erhvervsakademi- og Professionsbacheloruddannelser - at vi investerer i at formulere en taksonomi på området. Det lyder måske voldsomt, men vi har i Danmark en god tradition for at arbejde med overgange fra en uddannelse til en anden, og med værktøjer som eksempelvis kvalifikationsrammen.

En digital taksonomi ville for det første styrke de studerendes digitale progression, så eksempelvis digitale kompetencer fra folkeskolen og gymnasiet blev holdt ved lige - og styrket. For det andet ville det kunne styrke de enkelte uddannelsers overvejelser - hvilket er alfa omega, hvis dimittender skal være klædt på til fremtidens krav.