Forsker: Sundhedspersonalet klar til ny teknologi

Rikke Gregersen
Forskningsansvarlig for demensområdet på VIA University College

De sundhedsprofessionelles øgede kompetenceniveauer kan dæmpe demente borgeres vanskelige og forpinte adfærd (én af de store udfordringer i demensomsorgsarbejde) samt nedsætte sundhedsprofessionelles sygefravær.

Demens er et af de mest komplekse og omkostningstunge områder i sundhedssystemet og menneskeligt belastende for de berørte.

I hvilken grad velfærdsteknologi bør repræsenteres i den kommende nationale handlingsplan for demens afhænger af, hvem der spørges, og hvordan området defineres.

Teknologiuddannelse 
Undersøgelser viser ellers, at teknologiske hjælpemidler kan understøtte demente menneskers uafhængighed, selvbestemmelse og deltagelse i hverdagsaktiviteter. Udspørges sundhedspersonale, bevidner tidligere undersøgelser en grad af teknologimodstand, som man som udgangspunkt bør bearbejde, hvis borgeren skal opnå fordele ved målrettede teknologiske løsninger. Undersøgelser peger desuden på, at teknologier langt fra bruges i det omfang, som det berettiger til i forhold til mennesker med kognitive funktionsnedsættelser.

Demens-handlingsplanen kan derfor hensigtsmæssigt anbefale, at teknologi inddrages i tilstrækkeligt omfang i grunduddannelser og efter- og videreuddannelse af sundhedsprofessionelle, så der kan foretages kvalificerede til– og fravalg af teknologi og etiske overvejelser i spændingsfeltet mellem demens- og teknologiområdet. Det kan være dilemmaer i anvendelsen af robotter, ændrede borger-professionelle relationer og gråzoner omkring overvågning.

Implementeringen af egnede produkter halter, fordi strategier ikke på forhånd er tænkt ind i budgetter og overvejelser omkring mandskab, der løbende kan støtte den demente borger i dagligdagen. Det anbefales, at aktører tænker helstøbte løsninger ind ved investeringerne, herunder hvordan teknologierne kan implementeres i borgerens eget hjem og hverdagsliv.

Brugerne er de sande eksperter 
Udviklere af teknologi eller tilpasninger af eksisterende teknologi, eksempelvis fra hjerneskadeområdet, bør som udgangspunkt tænke produkterne ind som brugerdrevne. Med det at forstå, at de sande eksperter på området er brugerne selv.

Der vedbliver at være særlige udfordringer på demensområdet i kraft af, at disse mennesker vurderes som inkompetente og en professionel attitude kendetegnet ved ”vi ved bedst”. Imidlertid står det klart, at mennesker med demens kan opfatte produkternes værdi væsentligt anderledes, end demenseksperter/teknologiudviklere vurderer. De kan også vise sig mere kompetente end forventet – eksempelvis i forhold til at kunne håndtere spil på tablets med brugervenlige, intuitive flader.

Det er i denne sammenhæng væsentligt, at ny teknologi introduceres så tidligt i demensforløbet som muligt, og at de teknologiske behov afdækkes i samarbejde med demente borgere og deres familier.

Der er løbende behov for at skabe evidens og vidensudbredning af produkter, der kan skabe uafhængighed, selvhjulpethed og livskvalitet. Odense Kommunes Teknologibibliotek, hvor produkter kan afprøves, udlånes og assisteres af personale, bør være rollemodel for kommuner.

Råd til bedre medarbejderstyrke 
Uddannelsesområdet bør prioriteres i demens-handlingsplanen af flere grunde, og på måder, der sikrer, at kommunerne har råd til løbende at opkvalificere medarbejderstyrken på ældreområdet. Tilskudsordninger er ikke alle medarbejdergrupper forundt, og i tider med slunkne kommunekasser har det betydning, om man kommer flere afsted på efteruddannelse.

De sundhedsprofessionelles professionalitet bør være et løbende tema. Tankevækkende er eksempelvis forskning, der viser, at de sundhedsprofessionelles øgede kompetenceniveauer kan dæmpe demente borgeres vanskelige og forpinte adfærd (én af de store udfordringer i demensomsorgsarbejde) samt nedsætte sundhedsprofessionelles sygefravær.

Ny epokegørende viden peger på, at demens kan være betinget af livsstil, til dels kan forebygges og er påvirkelig i især de tidlige stadier gennem tilpas fysisk og mental stimulering. Her kan teknologisk-assisteret træning fremtidigt komme til at spille en stor rolle og kan indgyde håb i mange demensramte familier i forhold til, at de selv kan forsøge at påvirke demensprocessen.

Nødvendigt med ny forskning 
Forskning og forskningsformidling er nødvendig. De nye uopdyrkede potentialer ligger i forhold til kognitive hjælpemidler, der dels kompenserer den demente borgers kognitive tab som eksempelvis hukommelse og opmærksomhed, eller endda for en periode udvikler og/eller vedligeholder borgerens kognitive kapacitet gennem borgerens egen aktive indsats (og dermed om muligt udsætter plejehjemsanbringelse).

Kognitive hjælpemidler, der tilpasses den enkelte borgers differentierede læringspotentialer er sandsynligt et nyt teknologisk udviklingsområde.

Barrieren er det fejlagtige men klassiske billede af demens som retlinet forfald, og hvor det i et samfund, hvor sundhedsydelser skal prioriteres, ikke kan ”betale sig” at gøre noget.