Forskningsleder skimter lys for enden af den velfærdsteknologiske tunnel

Negativiteten i udsagnene kom til at fremstå mere markant end ønsket, da Kristian Kidholm i foråret lod sig interviewe af en journalist fra DR.

Resultatet af samtalen blev, at forskningslederen på Center for Innovativ Medicinsk Teknologi på Odense Universitetshospital blev hovedkilde på den landsdækkende artikel om, at 7 ud af 10 telemedicinske projekter dumper. Og at fremtiden for fjernbehandling i sundhedsvæsenet er tvivlsom.

Og det var jo ikke helt meningen, forklarer Kristian Kidholm, da han i midten af oktober debatterer telemedicinens eksistensvilkår på E-Sundhedsobservatoriet i Nyborg.

Han er derfor gået rapporter og evalueringer igennem endnu en gang, så han kan fortælle den rigtige historie.

Der er altså ikke de her gigantiske besparelser, og det betyder, at hvis vi køber så dyrt udstyr, så æder vi gevinsten i projektet.

Kristian Kidholm
Forskningsleder, Center for Innovativ Medicinsk Teknologi, Odense Universitetshospita

Ingen kliniske effekter
En historie, som tager afsæt i, at de klinisk bevislige effekter af telemedicinen hidtil er udeblevet.

“Man har i alle projekterne troet, at de ville reducere patienternes sygelighed, men det har man ikke kunnet. Vi har ikke kunnet vise kliniske effekter af de her telemedicinske løsninger,” siger han.

Efterhånden som resultaterne fra de fem storskalaprojekter, som alle var del af den telemedicinske handlingsplan fra sommeren 2012, kom frem, stod det klart, at arbejdet ikke kunne retfærdiggøres ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv.

“Man var heldig efterfølgende at finde ud af, at der for patienter med svær KOL var en livskvalitetsforbedring. Det var et super godt resultatet, men alligevel ikke den store effekt, som man havde forventet,” siger Kristian Kidholm.

Økonomi bliver afgørende
Og i fraværet af kliniske effekter bliver det derfor hovedsageligt et spørgsmål om økonomi, forklarer han.

“I sidste ende kommer det an på, hvorvidt man scorer en økonomisk gevinst, eller om projekterne fører til merudgifter.”

En oversigt over de afsluttede storskalaprojekter viser, at økonomien i mange tilfælde er god. Grøn er i denne sammenhæng lig med økonomisk rentabilitet.

Kilde: Center for Innovativ Medicinsk Teknologi, Odense Universitetshospital

Men der er problemer med beregninger, forklarer forskningslederen.

“Her skal man være opmærksom på, at KIH snyder en lille smule på vægten. De laver ikke økonomisk analyse, som man skal, hvor man både kigger på betydning for personalet samt hvad dimserne koster. Og der er selvfølgelig nogle dimser her. Der er købt telemedicinsk udstyr for i alt 8 millioner kroner,” siger han.

Nyt regnestykke når udstyret tages med
Fordelt på antallet af deltagere af projekterne giver det en merudgift på 13.000 kroner per patient. Og tager man de udgifter med, ser regnestykket pludselig noget anderledes ud.

Kilde: Center for Innovativ Medicinsk Teknologi, Odense Universitetshospital

“Det betyder, at vi hverken kan vise kliniske eller økonomiske effekter af arbejdet. Det kan man godt blive trist over. Man kan altså ikke sige, at man bare skal købe en masse telemedicinsk udstyr, og så sparer vi en masse penge.”

Dyrt udstyr æder gevinster
Og det leder ham frem til hovedpointen: Nemlig at man skal vurdere prisen på udstyret, før man går i gang med projekterne.

“Projekterne viser, at det typisk koster et sted mellem 3.000 og 10.000 kroner at give én patient telemedicin. Og det betalte vi, fordi vi forventede, at der var kæmpe store besparelser ved mindskede genindlæggelser og så videre. Men der er altså ikke de her gigantiske besparelser, og det betyder, at hvis vi køber så dyrt udstyr, så æder vi gevinsten i projektet,” siger han og fortsætter:

“Nu prøver vi så at købe hyldevarer fra Bilka og bruge patienternes eget udstyr. Det reducerer omkostningerne betragteligt. Og så ser tingene pludselig meget bedre ud.”

Håb om nyt liv
Han beskriver udviklingen som en naturlig del af en “hype cycle”. Hvor man starter med spirende innovation og store forventninger. Men efterhånden som forventninger brister, havner man i en dal af desillusion.

“Men jeg synes, at der er noget, der peger fremad. Og som viser, at vi måske er på rette spor,” siger han.

Han nævner tre konkrete eksempler med tilknytning til Odense Universitetshospital, som alle udmærker sig ved at have markant lavere omkostninger per patient:

• Brug af videokonferencer til diabetespatienter
• En platform som understøtter hjemmeophold til for tidligt fødte børn
• App’en “Mit Forløb” som gør det lettere for patienten at kommunikere med sundhedsvæsenet

“Fordelen ved disse projekter er, at antallet af brugere er meget stort samtidig med, at vi benytter patienternes egne smartphones og computere. Det får samlet set priserne meget ned,” forklarer han.

Og som nedenstående graf viser det, er andelen af danskere, der besidder en smartphone, efterhånden så stor, at man godt kan stille som krav, at folk medbringer deres egen dims.