Genopførelsen af den offentlige sektor

National technology officer i Microsoft, Rana Shahzad, besidder den hektiske aura, der kendetegner en mand med mange jern i ilden.

Få minutter efter ankomsten til Kjøkken & Bar i det centrale Oslo har han ikke blot formået at sætte hovedparten af den forudbestilte burger til livs. Han har også talt overfladisk med tjeneren, hilst på en håndfuld bekendte, skaffet journalisten en fiskesuppe samt forklaret om den grundlæggende svaghed ved velfærdssamfundet.

I Danmark risikerer Rana Shahzad ikke at blive genkendt på gaden. Men i Oslo og omegn er den 46-årige norsk-pakistanske it-iværksætter og samfundsdebattør et halvkendt ansigt efter at have medvirket som dommer i en tv-serie om nye iværksættere. Desuden gjorde han sig bemærket ved i 2005 at kritisere den tidligere norske udenrigsminister Jonas Gahr Støre for at beklage trykningen af Muhammed-tegningerne.

I 1994 udviklede han Norges første netbank til private computere. I de efterfølgende år har han skabt og solgt en række virksomheder. En periode var han aktivt medlem af bystyret i Oslo (aktuelt er han på orlov). Og når han i dag kun har tid til at mødes med Altinget i frokostpausen skyldes det, at han er fanget i møder resten af dagen som leder af Det Kriminalpræventive Råd.

“Men alt det er kun hobbysysler og udtryk for brændende engagement,” siger han med mad i munden og begynder angrebet på den offentlige sektor.

“I essensen har den offentlige sektor ikke ændret sig siden Anden Verdenskrig. Mit spørgsmål er, hvordan vi ville indrette os i dag, hvis vi skulle starte forfra. Er det virkelig meningen, at en tredjedel af nordmændene skal bruge deres arbejdsliv på at servicere de sidste to tredjedele? Og selv om staten nu udliciterer flere velfærdsområder, ændrer det ikke på den grundlæggende struktur.”

Jeg er nødt til at memorere adgangskoder til fire forskellige tjenester for at sikre mig, at jeg husker at give min datter et ekstra sæt sko med i skole, eller at min søn skal have en stor madpakke med til fodbold. Hvorfor er systemet ikke indrettet, så det tager udgangspunkt i borgerne frem for at tage udgangspunkt i systemet?

Rana Shahzad
National technology officer, Microsoft

Brug for radikale forandringer
Et præfabrikeret svar på, hvordan samfundet så skulle se ud, har Rana Shahzad ikke medbragt. Men at forandringerne skal være radikale, er han ikke i tvivl om.

“Mit udgangspunkt er, at omkostningerne i den offentlige sektor er alt for høje. En måde at ændre det på er ved i langt højere grad at involvere borgerne i arbejdet,” siger han.

Det kunne være ved at give dem tilladelse til at udføre nogle af de sundhedsopgaver, som staten i dag har monopol på. En person med diabetes kan i dag ikke måle sit eget blodsukker og efterfølgende dele tallene med sin praktiserende læge. Det betyder, at patienter i dag tvinges ind til unødvendige konsultationer.

Men problemet trives på tværs af sektorerne, forklarer han. Og for at understrege pointen finder han et stykke papir og kradser et improviseret organisationsdiagram ned i virvaret mellem burger, stearinlys, computer og fiskesuppe.

“Problemet er, at den offentlige sektor i dag vil fylde 100 procent. Men hvis vi skal have en sektor, som også fremadrettet er bæredygtig, bliver vi nødt til at få private virksomheder på banen.”

I Rana Shahzads alternativ fylder staten kun 70 procent, mens de sidste 30 procent af funktionerne skal åbnes op for private aktører. Det kræver i første omgang et framework, som skaber politisk enighed om rammerne.

Drømmer en fælles nordisk standard
I Danmark arbejder Erhvervsstyrelsen på et sådant sæt rammer for brug af digitale data. I Norge og Sverige finder lignende processer sted.

“Hvorfor skal de nordiske regeringer, regioner og kommuner formulere hver deres sæt af planer og opbygge et hav af autonome platforme, som ikke kan tale sammen. Hvorfor ikke bruge kræfterne på at etablere en fælles nordisk infrastruktur, som kan gøre det meget enklere at samarbejde på tværs af lande og sektorer.”

“Min drøm er en fælles platform, en slags nordisk app-store - Nordic Cloud - hvor virksomheder kan byde ind med løsninger på opgaver, som er sendt i udbud.”

Han sætter sin lid til et projekt om udnyttelse af offentlig data, som netop er sat i gang af Nordisk Ministerråd. Han mener, at en organisation som Nordisk Ministerråd kan få en vigtig rolle at spille i en tid, hvor regeringerne i høj grad er optaget af nationale dagsordener.

“Embedsfolkene har haft fokus på nationale projekter og koncentreret sig om at få det til at fungere. Det betyder, at der ganske enkelt ikke har været nogen, som har haft overskud til at anskue markedet fra et mere visionært perspektiv.”

Nogle undrer sig på nuværende tidspunkt måske over, hvor det lige er, at Microsoft kommer ind i billedet. Og det er også meningen, forklarer Rana Shahzad.

“Jobbet som national technology officer handler om at skabe politisk opmærksomhed på ny teknologi som middel til at modernisere den offentlige sektor. Teknologi er en “enabler”, som kan skaffe billigere løsninger for staten, men så skal vi have aktiveret underskoven af små og mellemstore virksomheder, som i dag ikke kan få en fod ind på markedet.”

Du afviser, at Microsoft skulle have særlige interesserer i at fremme en teknologivenlig dagsorden?

“Det er klart, at Microsoft ser en interesse i, at teknologien vinder større indpas. Men det vil jeg også skyde på, at en lang række andre virksomheder gør. Og det her er altså ikke et spørgsmål om at proppe et nyt stykke software ned i halsen på folk.”

Nye løsninger kræver nye aktører
Efter yderligere et par rituelle benægtelser af, at Microsoft skulle have skjulte interesser på spil, vender samtalen tilbage til de små og mellemstore virksomheder, som på mange måder er Shahzads hjertebørn. Tror man, at målet er, at staten bare skal smide nogle lunser til virksomhederne, som så kan vokse sig store og fede, tager man nemlig grundigt fejl, forklarer han.

Et nyt eksempel må lægges frem på det lille cafebord, som, hvis det kunne snakke, formentlig ville kalde på en afrydder. Han bruger sine egne fire børn - to i børnehave og to i skole - til at illustrere, hvor håbløst kommunikationen med det offentlige er skruet sammen.

“Jeg er nødt til at memorere adgangskoder til fire forskellige tjenester for at sikre mig, at jeg husker at give min datter et ekstra sæt sko med i skole, eller at min søn skal have en stor madpakke med til fodbold. Hvorfor er systemet ikke indrettet, så det tager udgangspunkt i borgerne frem for at tage udgangspunkt i systemet?”

Et rimeligt krav ved udgangen af 2014 må ifølge Shahzad være, at informationer fra børnehave, skole og fritidsaktiviteter automatisk finder vej til hans kalender på telefonen. Men også, at det ikke længere skal være nødvendigt at tilmelde sit toårige barn til at starte i børnehave.

“Staten ved, at min kone fødte for to år siden. Hvorfor er det så nødvendigt, at jeg skal indtaste samtlige informationer vedrørende mit barn én gang til?”

Og løsninger af den slags kræver nye øjne fra nye aktører.

“Justitsministeriet har ikke beføjelser til at dele data med social- og sunhedsministerierne. Det kræver omfattende lovændringer, og den slags kan tage op til 10 år. Enten kan vi vente på langsomme reformer, eller også kan vi flytte opgaverne væk fra det offentlige og over i det private.”

Norsk udviklingsprogram er for konkret
Det ville dog være fejlagtigt at påstå, at der slet ingen ting sker på det velfærdsteknologiske område i Norge. Tidligere på året præsenterede Helsedirektoratet et nationalt udviklingsprogram, som med et budget på 28 millioner kroner skal forsøge at kickstarte brugen af velfærdsteknologi i 10-20 norske kommuner. Blandt tiltagene er tryghedsalarmer, gps, elektroniske låsesystemer og andre tryghedsskabende løsninger.

Men Shahzad er ikke imponeret. Det er en start, men ikke nok.

“Man ender med at fokusere på konkrete løsninger, som løser en række aktuelle udfordringer. Problemet er, at man ikke får brudt med traditionen med at bygge tekniske siloer. Jeg tror, at man ville komme meget længere, hvis man sagde, at den offentlige sektor har en række behov, og så lade det være op til det private erhvervsliv at byde ind med løsningerne.”

“Det er en illusion at tro, at den offentlige sektor bliver så innovativ, at den kan se indbyggernes behov i det øjeblik, at de opstår. Der vil altid være små disruptive miljøer, som driver udviklingen fremad, og dem bliver staten nødt til at inddrage.”

Hvem skal støbe visionerne?
I en tid, hvor den politiske debat er præget af en frygt for læk og udnyttelse af borgernes data, er det så ikke utænkeligt at forestille sig, at man lader private virksomheder udvikle nye forretningsområder ved samkøring af offentlige registre?

“Det er jo netop derfor, at vi har brug for et framework, som ved hjælp af regulering skaber lovlige rammer omkring arbejdet.”

Hvad skal der til, hvis du skal overbevise de norske politikere om, at de skal gå i den retning, som du beskriver?

“Det kræver, at vi får formuleret og solgt visionerne på et nordisk niveau, så politikerne kan se fordelene ved at gå i en mere digital retning. Og derefter kan man så få det bureaukratiske led med.”

Men den vision, som du her taler om, hvordan har I formuleret den? Når jeg kigger mig omkring, mangler jeg nemlig at se et klart og tydeligt bud på, hvad det faktisk er, vi skal bruge teknologien til. Folk, der som dig efterspørger forandringer, ender tit med at fokusere på detaljerne, og så bliver den overordnede vision aldrig fortalt.

“Det tror jeg, at du har ret i. Og det er korrekt, at jeg heller ikke har sat mig ned og skrevet en egentlig vision for, hvad vi skal med velfærdsteknologien, eller hvordan den kan forandre samfundet. Det kan være, at jeg skal i gang med det. Det gælder bare om at finde tid,” smiler han.

Og så når vi ikke mere. Frokosten er slut, og mødet i Det Kriminalpræventive Råd i lokalerne oven på Kjøkken & Bar i det centrale Oslo fortsætter.