Her er regeringens demensplan

DEMENS: Tre nationale mål og 27 konkrete initiativer skal løfte demensindsatsen og gøre Danmark mere demensvenligt. Læs regeringens forslag til en demenshandlingsplan.

Tre overordnede nationale mål og 27 initiativer skal sikre borgere med demens et mere værdigt liv. 
Tre overordnede nationale mål og 27 initiativer skal sikre borgere med demens et mere værdigt liv. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix
Frederik Tillitz

Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) præsenterede mandag regeringens oplæg til Danmarks nye nationale demenshandlingsplan 2025.

Mennesker med demens skal kunne leve et værdigt og trygt liv, mener ministen. Samtidig skal udredningen, behandlingen og plejen af demensramte i højere grad ske med udgangspunkt i den enkeltes behov og værdier.

Derudover skal de pårørende tilbydes bedre rådgivning og mere støtte og inddrages aktivt i indsatsen over for deres familiemedlemmer, der er ramt af en demenssygdom.

”Med de initiativer, som regeringens oplæg indeholder, sætter vi ambitiøse mål på konkrete indsatser for at hjælpe mennesker med demens og deres pårørende med at få et bedre og mere værdigt liv. Det er på tide, at vi løfter den danske indsats på demensområdet”, siger Sophie Løhde i en pressemeddelelse.

Der er i dag mere end 35.000 personer over 65 år med en demensrelateret diagnose, men det faktiske antal mennesker med demens er formentlig langt højere og forventes at stige i de kommende år, fordi der bliver flere ældre.

Tre overordnede mål
Regeringen opstiller i handlingsplanen tre overordnede mål for den danske demensindsats frem mod 2025, som bliver understøttet af 27 konkrete initiativer.

Et af målene er en opfordring til, at alle kommuner i Danmark gennem blandt andet lokale demensstrategier bliver demensvenlige kommuner.

Et andet mål er, at flere mennesker med demens skal udredes, og at 80 procent skal have en specifik demensdiagnose. Regeringen vil styrke kvaliteten i udredningen og foreslår blandt andet, at regionerne samler de nuværende mere end 30 demensudredningsenheder, så der bliver færre og mere tværfaglige udrednings- og behandlingsenheder.

Det tredje mål i regeringens oplæg til demenshandlingsplanen er at nedbringe forbruget af antipsykotisk medicin blandt mennesker med demens med 50 procent frem mod 2025. For at opnå en halvering af forbruget vil regeringen blandt andet sætte øget fokus på medicinforbruget på tværs af kommuner, styrke overvågningen af lægernes udskrivning af antipsykotika og igangsætte en læringsindsats om korrekt medicinering målrettet praktiserende læger.

Under hvert fokusområde lægger regeringen op til at iværksætte en række konkrete initiativer, 27 i alt.

Inddragelse og hjælp til pårørende
Derudover vil demenshandlingsplanen sætte fokus på hjælp til pårørende til mennesker med demens gennem flere og bedre aflastningstilbud, pårørendekurser og åbne rådgivnings- og aktivitetscentre.

”Hvis en demenshandlingsplan skal have en langvarig effekt, skal alle, der har demens tæt inde på livet enten personligt eller fagligt, kunne genkende sig selv i initiativerne,” siger Sophie Løhde.

Udarbejdelsen af regeringens oplæg til den nationale demenshandlingsplan er foregået med input og bidrag fra en række af de aktører, som hver dag lever og arbejder med demens.

Regeringen og satspuljepartierne har afsat 470 millioner kroner i perioden 2016-2019 til initiativer i den nationale demenshandlingsplan. Forventningen er, at den endelige nationale demenshandlingsplan er forhandlet på plads i efteråret.

Læs hele ’Et trygt og værdigt liv med demens – oplæg til den nationale demenshandlingsplan 2025’.

Dokumentation

Fakta om regeringens oplæg til den nationale demenshandlingsplan 2025
Med udgangspunkt i et fagligt oplæg fra Sundhedsstyrelsen og en række input fra forskellige aktører på demensområdet lægger regeringen op til fem fokusområder for demensindsatsen frem mod 2025:

Tidlig opsporing og kvalitet i udredning og behandling

Bedre kvalitet i pleje, omsorg og rehabilitering

Støtte og rådgivning til pårørende med demens

Demensvenlige samfund og boliger

Øget videns- og kompetenceniveau


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00