Kjeld Møller: PLO ser fremad med nyt udspil

PLO har endelig fået ja-hatten på. Det er vurderingen fra professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen fra SDU efter han har læst PLO’s seneste sundhedsudspil, ”På patientens vegne”.

For Altinget har Kjeld Møller Pedersen lavet en samlet vurdering af udspillet. Samtidig har han efter hvert af PLO’s 28 forslag skrevet en kort kommentar til alle forslagene.

Kjeld Møller Pedersen:

PLO og DSAM lavede midt på året 2015 et fælles projekt omkring en vision for almen praksis.  Det var jeg ikke imponeret over.  Til gengæld er PLOs udspil, ”På patientens vegne”, om bedre sammenhæng, større tilgængelighed og højere kvalitet i sundhedsvæsenet godt. 

Det er der flere årsager til: Det er konkret, selvom det indeholder både nyt og gammelkendt og ikke mindst: Det er pro-aktivt, ikke reaktivt og klagende.  Det er et signal om dialog.  Det er (naturligvis) et signal om, at man vil såvel det hele som det nære sundhedsvæsen.  Det er derfor også et indspil til udvalget om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, hvor PLO desværre ikke direkte sidder med ved bordet.  Almen praksis er ikke – og har aldrig været - en ø, men en central del af sundhedsvæsenet, som vi både skal værne om og udfordre. 

Det bekræfter oplægget også – selvom jeg har hørt nogen være i tvivl om det.  Det er helle ikke – særligt meget – oplæg til kommende overenskomstforhandlinger.

Det er ikke det samme som, at gammelkendte konfliktpunkter pludselig forsvinder som dug for solen, men man kigger fremad:  Hvad kan vi i fællesskab gøre – selvsagt til gavn for patienterne.  Det skal man jo rutinemæssigt skubbe foran sig – også PLO, der endda taler på Patientens Vegne, men er der nogen i sundhedsvæsenet der ikke vil det bedste for patienterne?   Sagt venligt drillende.

Sammenfattende: Kom i gang!  Og meget kan med god vilje sættes i gang hurtigt. 

Her vises PLO's 28 forslag. Efter hvert forslag skriver Kjeld Møller Pedersen en kort kommentar:

1. Vækst og udvikling i almen praksis

Der er behov for, at samfundet investerer i almen praksis. Der skal uddannes flere speciallæger i almen medicin, og lægerne skal bruges til det, de er uddannet til, nemlig at være praktiserende læger.

PLO foreslår, at alle læger – og ikke kun 80 procent som i dag – videreuddannes seks måneder i almen praksis. Det vil dels skabe et bedre grundlag for at rekruttere til specialet, og det vil bidrage til at sikre bedre sammenhæng i sundhedsvæsenet.

PLO foreslår yderligere, at antallet af hoveduddannelsesstillinger til almen medicin øges betragteligt. De fleste eksperter er enige om, at behovet for læger med denne brede uddannelse er tydeligt stigende.

PLO bidrager gerne til, at uddannelseskapaciteten udvides i landets lægeklinikker.

Kommentar: Godt forslag om, at alle læger – og ikke kun 80 procent som i dag – videreuddannes seks måneder i almen og en betragtelig udvidelse af antallet af hoveduddannelsesstillinger til almen medicin. Det er et langsigtet forslag – men rekruttering til almen praksis er afgørende. Der gennem sig naturligvis også et lille økonomisk spørgsmål men lade det ikke stille sig i vejen.

2. Lægen skal ikke gøre det hele selv

Mange opgaver i fremtidens almene praksis kan med stor fordel løses i et samarbejde med andet sundhedspersonale i klinikkerne. Udover administrative opgaver drejer det sig især om laboratorieopgaver, forebyggende og opfølgende konsultationer samt omsorg for patienter med kroniske lidelser.

Derudover kan personalet tiltænkes en vigtig støttende funktion for de mange borgere og pårørende, der har behov for det, især ældre og borgere med psykiske problemer.

PLO foreslår, at de praktiserende læger får incitamenter til at ansætte mere sundhedsfagligt personale. Herved vil praktiserende læger kunne fokusere på patientbehandling af høj faglig kvalitet.

Kommentar: Helt rigtigt – og det er vel allerede erkendt hos mange praktiserende læger og under hurtig udvikling. Og mange praksissygeplejersker står og tripper.  

3. Læger i klynger skal udbredes

Læger har mulighed for at gå sammen i klynger, hvor de deles om at få løst en række administrative opgaver i forbindelse med ansættelse af personale, it-arbejde og benchmarking. I disse klynger kan man også dele særligt fagligt personale og indtænke kvalitetsarbejdet – ikke kun mellem forskellige klinikker, men også i et samarbejde med sygehuse og speciallæger.

En sådan organisering er ikke særlig udbredt i Danmark, men det er den i det hollandske sundhedsvæsen, og det kan vi i Danmark lade os inspirere af.

PLO foreslår, at lægeklynger tænkes ind i den fremtidige vækst og udvikling af almen praksis.

Kommentar: Ja – naturligvis. Det fandt bønderne jo ud af i landbo-foreningerne. Hvorfor så ikke almen praksis og så bruge tiden på lægegerning.

4. Rammedelegation som et mere systematisk tiltag

I visse situationer giver det god mening, at en sygeplejerske på delegation fra en praktiserende læge kan iværksætte medicinering af en borger, der er tilknyttet en kommunal sygeplejerske. Derved sikres en hurtig indsats uden forsinkende og tidskrævende mellemled.

Det vil fortsat være en læge, der er ansvarlig for de givne rammer. Det kræver naturligvis en klar aftale mellem læge og kommune, og det kræver, at medicinen gives af en sygeplejerske med de fornødne kompetencer.

Lægeforeningen støtter generelt, at læger delegerer opgaver, når det fagligt giver mening.

PLO foreslår, at Lægeforeningen, Dansk Sygeplejeråd, KL og Danske Regioner aftaler en konkret skitse til, hvordan rammedelegationer kan udbredes i det nære sundhedsvæsen.

Kommentar: Ja – kom i gang og være ikke bange for juristeri. Forslaget om, at Lægeforeningen, Dansk Sygeplejeråd, KL og Danske Regioner aftaler en konkret skitse til, hvordan rammedelegationer kan udbredes i det nære sundhedsvæsen. Og husk: patienten i centrum, ikke professionen.

5. Lettere at få læger til lægedækningstruede områder

I områder, hvor der er behov for flere læger, er arbejdsmængden typisk meget stor. Det kan i sig selv øge lægemanglen, fordi det afholder nogle læger fra at søge dertil, og fordi det kan få læger til at stoppe før tid.

PLO foreslår, at vi lokalt fjerner nogle af de begrænsninger, der i dag er for at drive en lægepraksis.

Vi kan gøre det lettere at ansætte kolleger, så arbejdsbyrden deles ud på flere hænder, og vi kan give fri adgang til etablering af delepraksis. Derved bliver disse områder mere attraktive for de læger, der ikke ønsker eller har mulighed for en meget lang arbejdsuge.

Lokalt kan vi fjerne nogle af de økonomiske begrænsninger, idet områder med mange socialt udsatte kan kræve yderligere indsatser. 

Endelig forestiller vi os, at PLO, gerne i et samarbejde, stimulerer til udvikling af skabelonmodeller, således at det bliver lettere for praktiserende læger at udnytte nogle af de muligheder, der er for at arbejde med ansatte læger, satellitpraksis og andre organiseringsformer.

Kommentar: Der er ingen lette løsninger, men overenskomsten åbner op for løsninger, som entreprenørsjælene i almen praksis – og de findes – kan bruge. Derfor glimrende forslag om, at PLO, gerne i et samarbejde, stimulerer til udvikling af skabelonmodeller, således at det bliver lettere for praktiserende læger at udnytte nogle af de muligheder, der er for at arbejde med ansatte læger, satellitpraksis og andre organiseringsformer.

6. Samarbejde skal sikre mere tidssvarende klinikker og lettere adgang for patienterne

I takt med at stadig flere og stadig mere komplicerede opgaver skal løses i almen praksis, er det vigtigt, at de fysiske rammer og faciliteter bliver moderniseret. Det vil også bidrage til at gøre almen praksis mere attraktiv for unge læger. Bedre og større fysiske rammer kan i sig selv give bedre tilgængelighed.

Det kan give mulighed for ansættelse af andet sundhedspersonale, der kan løse selvstændige opgaver og dermed frigive lægetid. Endelig giver bedre og større fysiske rammer mulighed for, at flere læger går sammen i samarbejdspraksis eller kompagniskabspraksis og dermed opnår bedre fleksibilitet i planlægningen af arbejdet.

Folketinget har allerede afsat 800 mio. kroner til etablering af nye sundhedshuse. Både regionerne, kommunerne og de praktiserende læger viser løbende interesse i at investere i mere moderne klinikker og sundhedshuse.

PLO foreslår derfor, at dette følges op af et fælles initiativ, der inkluderer alle fire parter, for derigennem at øge og kvalificere investeringerne.

Vi foreslår, at disse midler kan bruges:

• I storbyer, hvor der er behov for modernisering.

• Uden for storbyerne, hvor der er behov for at etablere større enheder, fx ved trafikale knudepunkter.

• I udkantsområderne, hvor det giver god mening for borgerne at fastholde små klinikker, ikke mindst af hensyn til tilgængeligheden.

Kommentar: Tidsvarende fysiske rammer er meget vigtige – ikke bare for patienterne men især for de praktiserende læger.  Der jo et (fortjent) hib til politikerne omkring de 800 mio. til nye sundhedshuse: ”Både regionerne, kommunerne og de praktiserende læger viser løbende interesse i at investere i mere moderne klinikker og sundhedshuse. PLO foreslår derfor, at dette følges op af et fælles initiativ, der inkluderer alle fire parter, for derigennem at øge og kvalificere investeringerne” med min fremhævning. Ofte tøver man – hvorfor mon? – med at invitere de praktiserende læger med som ligeværdige parter.

7. Ny udvidet konsultation og ledsagerkonsultation

Langt de fleste patienter tildeles i dag den samme tid hos deres læge, uanset hvilken problemstilling der er tale om.

Med et voksende antal ”komplekse patienter” med komplicerede problemstillinger er der et stigende behov for, at disse patienter med særlige behov kan få mulighed for at tale med deres læge i længere tid end normalt.

PLO foreslår derfor, at der for komplekse patienter indføres en ny type konsultation af længere varighed.

Målgruppen for en sådan udvidet konsultation kan være socialt udsatte med fx psykisk sygdom eller misbrug, skrøbelige ældre medicinske patienter eller børn fra udsatte familier. Det kan også være multimorbide ældre patienter eller polyfarmacipatienter – det vil sige borgere, der har så mange lidelser, at de gør brug af mere end fem til syv receptpligtige lægemidler på samme tid.

PLO foreslår også, at der som et nyt begreb indføres en ”ledsagerkonsultation”, hvor man som pårørende eller kontaktperson sammen med patienten kan tale med lægen om, hvordan patientens situation bedst håndteres ved at inddrage pårørende som ressourcepersoner.

Det kunne fx være relevant i forhold til patienter med demens eller anden psykisk sårbarhed. Der skal selvsagt ske en præcis afklaring af, hvilke patientgrupper der kan komme ind under disse ordninger, og hvor ofte de pågældende ydelser kan udløses i forhold til den enkelte patientgruppe.

Kommentar: Mere tid til den enkelte konsultation for komplekse patienter og sammen med pårørende. Et godt emne til overenskomstfor-handlingerne, og på det praktiske niveau bliver spørgsmålet, hvordan man kan afgrænse, fx mange længere konsultationer til komplekse patienter.

8. Bedre telefonbetjening

Når man har brug for at komme igennem til sin egen læge, er det frustrerende at opleve, at telefonen er optaget. Mange klinikker har indført et telefonkø-system, hvor man oplyses om, hvilket nummer man er i køen. Andre har automatisk viderestilling til den vagthavende praktiserende læge.

PLO foreslår, at vi i arbejdet med at øge vores tilgængelighed over hele landet får indført nogle tekniske løsninger, der imødekommer borgernes ønske om at komme i kontakt med klinikkerne på en enkel måde og undgå blindgyder.

Kommentar: Ja – men jeg troede fra egen erfaring, at det ikke var et problem ..

9. Bedre uddannelse af klinikpersonale – til gavn for patienterne

I takt med at presset på ydelser hos de praktiserende læger stiger, er det vigtigt, at klinikpersonalets kompetencer bliver løftet. Dermed kan flere opgaver løses selvstændigt af klinikpersonalet, og på den måde kan der frigives lægetid til andre opgaver i klinikken.

Der går i dag ofte lang tid, før nyt personale fungerer på det høje og selvstændige niveau, der er nødvendigt. Klinikpersonalet uddannes meget forskelligt – ofte i form af meget kortvarige og enkeltstående kurser.

PLO foreslår derfor, at der etableres et samarbejde mellem de praktiserende læger og de ansattes organisationer for at se på, hvordan vi hurtigt kan sikre et højere kompetenceniveau for de ansatte i almen praksis.

Der bør opstilles klare mål med uddannelserne – mål, der skaber sikkerhed for, hvad personalet kan håndtere efter gennemført efteruddannelse. Først og fremmest skal vi styrke personalets kompetencer i forhold til at håndtere individuelle sygdomsforløb hos patienter, der lider af kroniske sygdomme som KOL, astma, hjertesygdom, psykisk sygdom og diabetes.

Derudover kan der laves uddannelsestilbud inden for blandt andet telefonvisitation, sårpleje, urinvejsinfektioner, vaccinationer, blodprøvetagning, hygiejne etc.

Kommentar: Åbenlyst rigtigt kom i gang – og vent med at diskutere økonomi: PLO foreslår, at der etableres et samarbejde mellem de praktiserende læger og de ansattes organisationer for at se på, hvordan vi hurtigt kan sikre et højere kompetenceniveau for de ansatte i almen praksis. Der bør opstilles klare mål med uddannelserne – mål, der skaber sikkerhed for, hvad personalet kan håndtere efter gennemført efteruddannelse.

10. Bedre diagnostiske muligheder – for bedre patientforløb

I takt med at andre personalegrupper i klinikkerne overtager opgaver fra de praktiserende læger, skal en del af den frigivne lægetid bruges til at forbedre den diagnostiske proces i almen praksis. Når lægen har mistanke om alvorligere sygdom, skal borgerne ikke opleve at blive kastebold mellem forskellige aktører.

PLO foreslår, at der gives bedre muligheder for adgang til billeddiagnostiske undersøgelser og lettere og hurtigere adgang til diagnostisk afklaring, hvad enten det fungerer som ”ja-nej- klinikker”, der hurtigt giver den praktiserende læge svar på et enkelt spørgsmål, eller egentlige diagnostiske enheder, hvor patienten færdigudredes.

Derved forbedres de diagnostiske forløb med almen praksis som omdrejningspunkt. Der findes allerede lokale tiltag flere steder i landet, men de diagnostiske tilbud bør koordineres nationalt, så borgerne er godt stillet i alle dele af landet.

Kommentar: Ja – ja. Udfordringen er, hvordan allerede eksisterende lokale ordninger kan udrulles. Her må regionerne i arbejdstøjet og på sygehusene skal de huske: Når det kan lade sig gøre i Pærekøbing, hvorfor så ikke i Æbelkøbing? Hvor der en vilje, er den en vej – men er viljen altid til stede?  

11. Overdragelseskonsultation skal hindre fejl og øge trygheden

For at gøre overgangen fra sygehus til egen læge så smidig som muligt foreslår PLO, at patienter, der ikke afsluttes fra sygehuset, men som overgår til et længere forløb, der involverer almen praksis, skal starte forløbet med en ”overdragelseskonsultation”.

Det gælder fx for kræftpatienter samt patienter med stofskiftesygdomme, alvorlig hjertesygdom, lungesygdomme og kroniske psykiske lidelser, herunder demens, der udskrives til et opfølgende forløb hos egen læge.

Med en overdragelseskonsultation sikres bedre sammenhæng, forventningsafstemning og entydigt ansvar (hos den praktiserende læge). Risikoen for fejl minimeres, og trygheden øges for disse patientgrupper. ”Følge-hjem-ordningen” er et eksempel på en sådan overdragelse.

Overdragelseskonsultationen bør kunne bestilles elektronisk ved udskrivelsen fra sygehuset. I særlige tilfælde (fx overdragelse af visse kræftpatienter) kunne man overveje, at konsultationen gennemføres hos egen læge med deltagelse af specialisten fra sygehuset via en videoforbindelse.

Kommentar: Helt rigtigt, men husk også den kommunale hjemmesygepleje. Ideen med at elektronisk bestilling er fin og husk, at Skype er opfundet ... Men hvorved adskiller det sig fra ’følge-hjem-ordninger’?

12. Henvisning fra sygehuslægen til den praktiserende læge

Der er sket en markant stigning i mængden og længden af epikriser (et kort sammendrag af patientens sygehistorie) til egen læge. De fleste er gode at have, men ikke nødvendige at læse, andre er bydende nødvendige at læse og reagere på.

Som det er i dag, er det svært for den praktiserende læge at vide, hvilken én i bunken der er vigtig, og det er ikke altid nemt at gennemskue, hvor i epikrisen det relevante står, som kræver den praktiserende læges reaktion.

Som et bidrag til at sikre bedre overgange foreslår PLO, at den sygehuslæge, der udskriver en patient, får en ny mulighed:

Udover den vanlige epikrise kan vedkommende skrive en egentlig henvisning til den praktiserende læge, der tydeligt beskriver, hvad der skal følges op på og inden for hvilken tidsramme. På den måde sparer man en masse tid og undgår potentielt farlige situationer for patienterne. Samtidig bliver det nemmere for den praktiserende læge at agere som tovholder for patienten.

Henvisningen tilgår en særlig indbakke i den praktiserende læges postsystem, og den giver klinikken et klart ansvar for at følge op.

Kommentar: Enig – men hvordan undgår vi endnu et dokumentlag? PLO foreslår, at den sygehuslæge, der udskriver en patient, får en ny mulighed: Udover den vanlige epikrise kan vedkommende skrive en egentlig henvisning til den praktiserende læge, der tydeligt beskriver, hvad der skal følges op på og inden for hvilken tidsramme. Kunne man i dette tilfælde undvære epikrisen? Min kæphest: Hver gang et nyt dokument indføres afskaffer/reducerer man et andet.

13. Entydigt ansvar for kommunens akutpladser

Omfanget og arten af kommunernes akutpladser er aktuelt både usikkert og meget varierende. Den lægelige betjening af borgerne på disse akutpladser er på samme måde meget varierende. Det skaber utryghed både for borgere og det personale, der har ansvaret for dem.

En reel udbygning af almen praksis overalt i landet vil betyde, at ansvaret for den lægelige betjening af borgerne på disse pladser entydigt kunne placeres hos den praktiserende læge, forudsat at de er færdigbehandlet fra sygehuset.

Indtil der er overblik over opgavens omfang og art, foreslår PLO, at de praktiserende læger får det fulde lægelige ansvar for de patienter, de selv henviser til disse akutpladser. De patienter, der kommer dertil fra sygehuset, lægedækkes af regionen, gerne med deltagelse af praktiserende læger.

Kommentar: Kommunale akutpladser … Problemerkendelsen er rigtig – men løsningsforslaget er ikke godt, hold dog fast ved den praktiserende læge: ”Indtil der er overblik over opgavens omfang og art, foreslår PLO, at de praktiserende læger får det fulde lægelige ansvar for de patienter, de selv henviser til disse akutpladser. De patienter, der kommer dertil fra sygehuset, lægedækkes af regionen, gerne med deltagelse af praktiserende læger.”

14. Fælles kort til patienter med mange diagnoser

Når en patient skifter sektor, hvad enten det er til hjemmepleje, rehabiliteringsafsnit, akutplads, sygehusafdeling eller egen læge, er det ikke muligt i dag at få et enkelt og hurtigt overblik over patientens diagnoser.

Det samme gælder, hvis man bliver tilset af vagtlæge eller indlagt akut på et sygehus med alt fra en ulykke til forværring i kronisk sygdom. Problemet skyldes manglende overblik over store mængder journalmateriale, eller at vigtige optegnelser ikke er tilgængelige. Dermed kan det være svært at give den mest optimale behandling, og der kan potentielt opstå farlige situationer.

PLO foreslår derfor, at der indføres et Fælles Diagnosekort (FDK) med de relevante diagnoser til gavn for alle dele af sundhedsvæsenet.

FDK vil teknologisk kunne integreres med det Fælles Medicinkort (FMK), som allerede er indført og taget i brug.

Kommentar: Jeg er stærkt i tvivl om det er en god ide med endnu et ’kort’ – med mindre det er løsningen på data på tværs af sektorer. Og vil jo kræve, at ICPC-kodning indføres systematisk i almen praksis. Og løser det opgaven med at skabe overblik?

15. Forenkling af medicinnavne

Patienter, der får den samme medicin gennem mange år, bliver ofte udsat for, at medicinen skifter navn flere gange, og glas og pakninger ser forskellige ud, til trods for at medicinens indholdsstof er det samme. På samme måde sker der hyppige ændringer i varenumre. 

Hver gang kræver det rettelser i patientens medicinkort (FMK). De mange navne skaber utryghed blandt borgerne og blandt sundhedsfagligt personale og giver stor risiko for fejl.

PLO foreslår derfor, at Lægemiddelstyrelsen i samarbejde med Lægeforeningen og andre interessenter ser på mulighederne for at forenkle medicinnavnene til fordel for brugerne.

Lægemidlets generiske navn vil være en oplagt mulighed.

Kommentar: Tja – bummelum … Skaber forenklede navne ikke blot mere forvirring – for de konkrete navne forsvinder jo ikke..?

16. Bedre kontakt til kommunens plejepersonale og ressourceforbrug med omtanke

I kommunerne, herunder især ældreplejen, har man meget ofte behov for at komme i kontakt med en borgers praktiserende læge. Fx på grund af spørgsmål vedrørende opfølgning efter indlæggelse, forværring i kendt sygdom eller nyopstået akut sygdom.

Ofte kan det imidlertid være svært for de kommunale medarbejdere at komme igennem på telefonen. Derfor foreslår PLO, at alle praksis forpligtes til at tilbyde en direkte telefonlinje, der kan benyttes af kommunens sygeplejersker.

Man kunne overveje en fast telefontid reserveret for kommunens sygeplejersker suppleret med en almindelig akuttelefon. Kommunen bør, gennem en national aftale, selv betale for at trække på denne ydelse for derved at sikre en effektiv og ressourcebevidst brug af ydelsen. Det samme kunne gælde kommunens mailkorrespondancer med den praktiserende læge.

På samme måde skal lægeklinikkerne sikres en let telefonisk og elektronisk adgang til borgerens sundhedsfaglige kontaktperson i kommunen.

Kommentar: God ide, at alle praksis forpligtes til at tilbyde en direkte telefonlinje, der kan benyttes af kommunens sygeplejersker. Man kunne overveje en fast telefontid reserveret for kommunens sygeplejersker suppleret med en almindelig akuttelefon. MEN hvorfor skal kommunen selv betale? Det vil blokere – hvorfor ikke blot taksere det til en telefon-konsultation? Så undgår vi, at KL går i baglås.

17. Fast tilknyttede læger på plejehjem og bosteder

PLO har i maj 2016 indgået en aftale med Sundheds- og Ældreministeriet, KL og Danske Regioner om fast tilknyttede praktiserende læger på plejecentre. Det er udtryk for en fornuftig udnyttelse af ressourcer, og det sikrer øget faglighed og større tryghed for de ældre borgere.

PLO foreslår derfor, at der indgås en tilsvarende aftale for borgere på bosteder, herunder bosteder for udsatte børn, handicappede og psykisk syge. Når en sådan ordning indføres, vil mange beboere formentlig vælge de pågældende fast tilknyttede praktiserende læger som deres egen læge.

Dette vil sikre bedre tilgængelighed og mindre spildtid på landevejen – og dermed bedre udnyttelse af lægeressourcerne. Erfaringerne fra udrulningen af fast tilknyttede læger på plejecentre kan anvendes.

Kommentar: God ide og der er jo en vis evidens for ideen. Og der er jo faktisk allerede indgået en aftale. Udfordringen bliver, hvordan vi håndterer spørgsmålet om borgernes ret til selv at vælge læge…

18. Elektronisk svangrejournal

Når man er gravid, kommer man i kontakt med forskellige dele af sundhedsvæsenet. Den gravides svangrejournal bør derfor oplagt kunne ses af både den gravide, jordemoderen, gynækologen og egen læge – elektronisk.

PLO foreslår, at der nationalt indføres en elektronisk graviditetsjournal.

Kommentar: Udmærket ide – men kan de involverede parter blive enige? Hvis ikke bliver det måske endnu et dokumentations-lag.

19. Behovene i det sammenhængende sundhedsvæsen skal påvirke lægernes efteruddannelse og forskning

Hvis tankerne om det nære og samarbejdende sundhedsvæsen, der sikrer sammenhæng for patienterne, skal lykkes, stiller det krav til både sygehuse, kommuner og almen praksis. At kunne håndtere sektorovergange bør vi betragte som en egentlig kompetence.

PLO foreslår, at der etableres både forskning og efteruddannelse i håndteringen af sektorovergange, og at dette arbejde involverer læger fra både almen praksis, speciallægepraksis og fra sygehusene. Derved kan vi opnå tidligere diagnostik, bedre ressourceudnyttelse og mere sammenhængende forløb.

Kommentar: Enig – må så håbe, at der er tilstrækkelig prestige i at forske i sektorovergange. Relevant forskning og prestige-fyldt forskning går alt for sjældent hånd i hånd.

20. Styrkelse af de kommunale kompetencer

Det er nødvendigt at styrke samspillet mellem de praktiserende læger og de kommunale medarbejdere på især ældreområdet. Mange praktiserende læger og deres personale oplever imidlertid, at de bruger unødigt meget tid på henvendelser fra kommunerne om mindre problemer, kommunen selv burde kunne finde svaret på.

Derfor foreslår PLO, at der etableres målrettet efteruddannelse til kommunalt ansatte, herunder især til dem, der arbejder med Det Fælles Medicinkort (FMK). På denne måde gives der et kompetenceløft, der reducerer antallet af kommunale henvendelser til den praktiserende læge.

Kommentar: Enig – men det fremstår som det alene er et kommunalt problem. Jeg tror også, at efteruddannelse af alm. prak. læger i kommunale tilbud og praksis kunne være relevant (… det siger nogle af de vandrør, jeg lytter til).

21. Omkostningerne til sundhed skal udnyttes bedst muligt

Sundheds- og Ældreministeriets nedsatte udvalg om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen skal fremsætte forslag, der kan understøtte behandlingen af patienter med forløb på tværs af sektorerne. Forslagene skal tage afsæt i det såkaldte LEON-princip, hvor behandlingen skal tilbydes på laveste, effektive omkostnings- og behandlingsniveau.

PLO foreslår, at regionerne, kommunerne og PLO snarest efter udvalgsarbejdet prioriterer og konkretiserer udvalgets forslag med henblik på at aftale vilkår, indhold og terminer for overflytning af udvalgte behandlinger og patientgrupper fra sekundær sektor til primær sektor ud fra den grundforudsætning, at der kan sikres lavere omkostninger og samme eller bedre kvalitet for patienterne.

Kommentar: Ja – og LEON-princippet er fortsat relevant – men praktiserer vi det? Åbenbart rigtigt forslag, at PLO, KL og regionerne sætter sig sammen om udmøntning af de kommende forslag om fra udvalget om det nære sundhedsvæsen – og især opgaveflytning.

22. Henvisning med længere gyldighed

Efter henvisning til speciallæge oplever mange borgere at skulle forbi den praktiserende læge igen for en ny henvisning, da gyldighedsperioden for visse henvisninger ikke passer til behovet. Det er både spild af borgerens tid og skaber unødige konsultationer i almen praksis.

PLO foreslår, at reglerne gennemgås for at få ens, meningsfulde og klare regler på dette område.

Kommentar: Burde have været indført i går!

23. Åbent vindue til genhenvendelse ved sygehusambulatoriet

Mange patienter oplever, at de kort tid efter behandling på et sygehus får symptomer, der gør, at det er relevant, at de henvender sig til sygehusambulatoriet på ny. Dette kræver i dag ofte en ny henvisning fra den praktiserende læge, hvilket dels er til gene for patienten, dels medfører spild af lægeressourcer.

Det ville være til glæde for alle parter, hvis patienten og kommunens personale i en nærmere fastsat periode efter kontakten med sygehuset kunne henvende sig direkte til den pågældende afdeling ved spørgsmål relateret til den pågældende sygehuskontakt.

PLO foreslår derfor, at der laves en ordning, hvor patienten og patientens egen læge undgår unødige henvisninger, genindlæggelser og konsultationer.

Kommentar: Én af de åbenbare nye ideer, og burde måske suppleres med en art fast telefon-tid på den pågældende afdeling. Og når vi nu endda får patientansvarlige læger på sygehusene…. Forslaget lyder helt rigtig – og nogle vil nok sige, at det allerede er tilfældet mange steder: ”Det ville være til glæde for alle parter, hvis patienten og kommunens personale i en nærmere fastsat periode efter kontakten med sygehuset kunne henvende sig direkte til den pågældende afdeling ved spørgsmål relateret til den pågældende sygehuskontakt.”

24. Kortere henvisningsblanketter

Visse henvisninger er blevet for omfattende. Det gælder fx til visse smerteklinikker, fertilitetsklinikker og revalidering for flygtninge. Det medfører tidsspilde, dels i almen praksis med at udfylde overflødig information, dels hos modtageren af henvisningen, der bruger tid på at læse de lange henvisninger.

PLO foreslår, at skabelonerne forsimples i enighed med de relevante aktører.

Kommentar: Al forenkling er godt!

25. Højere kvalitet i den elektroniske kommunikation

I takt med at det bliver lettere at sende store mængder data, risikerer meningen at forsvinde. Et eksempel er epikrisen. Den er oprindelig tænkt som et resumé af patientens indlæggelse, der skal lette overgangen til praksissektoren.

Men i dag består den oftest af et ”copy-paste” af store mængder sygehusjournal. Tilsvarende oplever mange læger på sygehusene, at kvaliteten af henvisningerne fra de praktiserende læger til sygehusene godt kan forbedres.

PLO foreslår, at Lægeforeningen, PLO og Danske Regioner på landsplan iværksætter et samarbejde om at forbedre kvaliteten af den elektroniske kommunikation mellem sygehusene og almen praksis.

Kommentar: OG bedre kvalitet er altid godt!

26. Elektronisk kommunikation med omtanke

Den lette elektroniske kommunikation har medført, at der sendes en stor mængde data, der blot skal tilgå patientens journal, men ikke læses af lægen. Det gælder genoptræningsplaner, orientering om ambulante tider, kopi af prøvesvar, mange ambulatorienotater og lignende. Disse informationer bør ikke tilgå lægen som epikriser.

PLO foreslår derfor, at Lægeforeningen, PLO, Danske Regioner og Sundheds- og Ældreministeriet i fællesskab ser på, hvordan den elektroniske kommunikation kan forenkles.

Kommentar: Og så forenkling og mindre tidsspilde. Ingen kan være uenige – tror jeg i min naivitet.

27. Central visitation i hele landet

Visse steder i landet er der indført central visitation, det vil sige én indgang til sygehuset, der skal anvendes, når lægen indlægger en patient. Ét telefonnummer og én elektronisk adresse. Det giver forenklinger for både læger og borgere, og det sparer flere arbejdsgange. PLO foreslår, at dette indføres i alle fem regioner.

Kommentar: Én af de åbenbare ideer – få de gode eksempler frem og spørg provokerende, hvorfor det ikke er muligt alle steder. 

28. Færre attester til kommuner

PLO foreslår, at der ryddes op i mængden af statusattester, både for borgernes, kommunernes og lægernes skyld. Statusattester for støttestrømper, katetre og bleer er nogle af de eksempler, som giver indtægter i almen praksis, men opleves som unødvendige og til tider decideret nedværdigende for borgerne.

PLO foreslår desuden, at årlige attester på varig sygdom, som berettiger til vederlagsfri fysioterapi, helt skal droppes.

Kommentar: Helt rigtigt – selvom det giver indtægtstab. Sådan!!