Kommuner om raske på sygehuse: Vi arbejder på sagen

INCITAMENT: I flere hovedstadskommuner vækker det hovedrysten, at regeringen vil tredoble taksterne for at have færdigbehandlede borgere på sygehusene. Vi er i fuld gang med at sikre pladser, lyder forsvaret.

Regeringen vil tvinge kommunerne til hurtigere at hjemtage raske ældre borgere fra sygehusene.
Regeringen vil tvinge kommunerne til hurtigere at hjemtage raske ældre borgere fra sygehusene.Foto: colourbox
Kim Rosenkilde

Det vil ikke nødvendigvis komme borgerne til gavn, hvis regeringen tredobler kommunernes betaling for at have færdigbehandlede patienter liggende i en sygehusseng.

I hvert fald ikke hvis man spørger blandt de kommunalt ansvarlige.

Intentionen er ellers at give kommunerne et stærkere økonomisk incitament til at sikre den fornødne lokale kapacitet, så ikke mindst ældre borgere slipper for at være på hospitalerne længere end højest nødvendigt.

Det er særligt kommuner i Region Hovedstaden, som har mange færdigbehandlede borgere på sygehusene. Blandt dem ligger Hvidovre i den høje ende.

Nogle gange kan man have en oplevelse af,  at patienter ekspederes videre, selv om de kun lige er vågnet op af narkosen.

Helle Adelborg (S)
Borgmester i Hvidovre Kommune

Men her er det ifølge borgmesteren ikke manglende vilje, men helt andre udfordringer, som gør det svært for kommunerne at sikre tilstrækkeligt med pladser til de sygdomsramte borgere.

Mere kapacitet kræver nybyggeri, og det er der kun meget begrænset mulighed for.

”Med den ene hånd truer regeringen nu med at pålægge os ekstraudgifter til borgerne på hospitalet. Med den anden hånd bliver vi holdt i et jerngreb med anlægsloftet. Det betyder, at vi ikke bare kan bygge de pladser, vi har brug for,” siger Hvidovres borgmester, Helle Adelborg (S).

Udskrevet med slanger i armen
Regeringens ambition er at fremsætte et lovforslag til vedtagelse i efteråret, som så kan få virkning fra januar 2017.

Helle Adelborg kalder det en ”illusion” at forestille sig, at hendes kommune vil komme udfordringen med færdigbehandlede borgere på sygehusene til livs inden da.

Dokumentation

Regering vil hæve takster

For at give kommunerne et økonomisk incitament til hurtigere at tage imod deres egne borgere vil regeringen skrue gevaldigt op for kommunernes betaling for færdigbehandlede borgere indlagt på sygehuse.

Den nuværende takst for færdigbehandlede patienter blev indført i 2007 for at motivere kommunerne til at hjemtage egne borgere fra sygehusene.

Taksten er i dag på 1.976 kr. pr. dag pr. færdigbehandlet patient, men fremover vil kommunerne skulle betale 3.952 kr. de to første dage, en patient, der er færdig med sin behandling, er indlagt, og 5.928 kr. de øvrige dage.

Takstforhøjelsen vil kræve en lovændring. Det forventes, at lovforslaget kan blive behandlet i efteråret 2016, så de nye regler kan træde i kraft 1. januar 2017.

Kilde: Sundhedsministeriet


0:000:00