Konsulentfirma: Digital overvågning giver bedre ældrepleje

Sune Lodal
Netværkschef i konsulentfirmaet CEDI

Alle opgaver, der kan varetages af elektronik, bør naturligvis varetages af elektronik. Alt andet er jo tåbeligt.

Sune Lodal
Netværkschef i CEDI

Besøg fra en fortravlet hjemmehjælper erstattet med et infrarødt kamera i soveværelset, bevægelsescensor på badeværelse og luftcensor i køleskabet.

Disse gadgets koblet op på en computer, der analyserer og advarer, når vi er kommet til skade, ligger stille på gulvet i foruroligende lang tid, eller når maden er begyndt at rådne i køleskabet. Det er den virkelighed, jeg forhåbentligt vil møde, når jeg engang bliver "plejekrævende" og skal møde den offentlige servicesektor.

Vi tager beslutninger nu
Trods at de fleste af os helst ville være unge for evigt, har vi nok indset, at vi på et tidspunkt bliver præget af tidens tort og kommer i den situation, at vi bliver "plejekrævende".

Når vi selv bliver gamle, er det for sent at præge udformningen af den service, der er til rådighed. Det er noget, vi skal gøre nu. Når vi diskuterer udviklingen af ældreplejen, er det altså ikke alene beslutninger om, hvordan vi vil udforme servicen til vores forældre og bedsteforældre den dag i dag. Vi tager i høj grad beslutninger, der udstikker, hvilken retning vi vil have, at servicesektoren går i. Det er altså beslutninger, der kommer til at lægge grundlaget for den service, vi selv vil få, når vi engang får brug for den.

Madbud, hjemmehjælpere og overvågning
Det er kun lidt over to måneder siden, at der var en forfærdelig sag oppe i medierne, hvor vi kunne læse, at en ældre mand havde ligget hjælpeløs på sit toiletgulv i tre dage, alt imens madleverandøren havde været inde og ude af hans hjem uden at opdage ham. En forfærdelig sag, der fik mange til at kræve, at man skulle have hjemmehjælpere til at levere maden, eller i det mindste kræve, at dem der gjorde det, lige sikrede sig, at personen, de leverede til, stadig var i live.

Det er dog en helt unødvendig debat og et ønske om et serviceniveau, der ligger langt under det, vi som borgere burde kræve. Hvis jeg faldt om på toiletgulvet kl. 20 mandag aften, skulle jeg så vente til næste eftermiddag på, at madbuddet kom og opdagede mig? Svaret er selvfølgelig nej!

Der burde have været installeret nogle intelligente digitale løsninger, der kunne registre, at der var noget galt. Dette kunne for eksempel være ved, at et varmesøgende kamera kunne se, at jeg lå unaturligt længe på toiletgulvet. Dette burde sætte en alarm i gang, så akutberedskabet fik et live feed på deres skærm, hvor det fremgik, at der var en unormal situation, og kunne sende nogen ud for at hjælpe mig. Det er god service, og det er noget, vi kan gøre for få tusinde kroner allerede i morgen. Vi skal bare til at gøre det.

Kørsel eller samtale
Derfor skal vi gøre op med os selv, om vi helst vil have otte "tryghedsbesøg" af 10 minutter hver måned, hvor din hjemmehjælper kører ud til dig, kigger ind til dig, ser til at du har det godt, og at der er mad i køleskabet, eller vil vi hellere have, at der kommer en, når der er et problem, eller når man har behov for at snakke?

Hvis vi antager, at der bruges 10 minutter i transport til og fra adressen, vil de otte besøg af ti minutter koste fire timers arbejde for hjemmehjælperen hver måned. Hvis man i stedet havde intelligent digital overvågning til at alarmere, hvis man er faldet, hvis man er ved at blive syg, eller hvis der ikke er mad i køleskabet, kunne man jo måske i stedet samle timerne til to besøg af halvanden time, hvor der så er tid til at drikke en kop kaffe, snakke og komme bag om personen. Man besøger jo heller ikke sine bedsteforældre i ti minutter ad gangen. Det ville ingen jo få noget ud af.

Varme hænder til hjertelig snak
Snakken om flere ”varme hænder” og bedre kontakt mellem borgere og system, bliver kun relevant, hvis det er en kontakt, der gør livet bedre for borgeren eller arbejdsdagen bedre for medarbejderen. Det alene at sende en hjemmehjælper ud til en borger giver ikke noget, hvis de har så travlt, at der ikke er den nødvendige ro til at forstå borgeren og sætte sig ind i eventuelle problemer.

Alle opgaver, der kan varetages af elektronik, bør naturligvis varetages af elektronik. Alt andet er jo tåbeligt.

Valget mellem to veje
Vi står i dag med to presserende nødvendigheder: Der bliver flere pensionister, og der bliver færre skattebetalere og arbejdende borgere generelt. Derfor er det et uundgåeligt faktum, at vi kommer til at bruge færre timer på at varetage flere menneskers behov.

Når den erkendelse er nået, så kan vi jo vælge at sprede de samme ydelser stadigt tyndere ud eller kigge vores offentlige services igennem og se på, hvor det er vigtigt at have en kontakt menneske til menneske. Det behov er naturligvis forskelligt fra person til person, men for mit eget vedkommende vil jeg hellere have en at have en god snak med en engang imellem, en til at tage mig ud på en cykeltur (som vi har set det i flere kommuner på det seneste) og naturligvis en, der har tid til at komme ud og løfte mig op fra gulvet eller slukke mit komfur, når den situation opstår.

I stedet virker det, som om at vi har fokus på at have mennesker til fortsat at udføre det arbejde, vi for længst burde have sat maskinerne til.

Når jeg bliver gammel, så håber jeg, at det er en computer, der holder øje med mig, men et menneske med tid og overskud, der taler med mig.