Nordens største velfærdsteknologiske projekt tester lige nu mere end 70 løsninger

Fem minutter inde i mødet kaster sekretariatsleder Louise Just en stak papirer på bordet.

Bunken, som tæller cirka 30 stykker papir, rummer beskrivelser af en række projekter under Patient@home. Og adskiller sig som sådan ikke fra det materiale, som man ellers får udleveret ved mødet med forskere og andre projektmagere.

Troede jeg. Da mødet slutter, og vi forlader Mærskbygningen på Syddansk Universitet (SDU) for at gå hver til sit, griber jeg ud efter det øverste eksemplar fra stakken, men får at vide, at hele herligheden er til mig. Og at den kun repræsenterer cirka en tredjedel af det samlede antal projekter.

Anekdotens relevans er at give et indtryk af den enorme mængde projektmæssige afstikkere, der kendetegner, hvad forskerne omtaler som ikke bare Danmarks, men Nordens største velfærdsteknologiske projekt.

Patient@home, som projektet er døbt, råder over et samlet budget på 190 millioner kroner, hvoraf de 70 millioner stammer fra Det Strategiske Forskningsråd og Rådet for Teknologi og Innovation, mens resten finansieres af lokale parter og andre aktører. Fysisk er projektet forankret på Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på SDU, og det er derfor ikke overraskende dér, at sekretariatsleder Louise Just begynder dagen med at tegne og fortælle, mens resten af staben forsyner sig med kaffe og håndværkere med ost og smør.

Patienter skal blive hjemme
Målet med arbejdet er at holde folk længst muligt i eget hjem. Behovet for patienter, som i højere grad end tidligere kan klare sig selv, stiger kun, i takt med at de ældre bliver flere og de yngre færre, og hospitalerne samtidig sløjfer sengepladserne.

Den største risiko ved at have patienten derhjemme er, at han falder eller bliver forvirret og går sin vej. Det kræver derfor, at vi har en masse teknologi, som sikrer, at vi kan holde godt øje med patienten.

Jens-Ulrik Rosholm
Overlæge, Odense Universitetshospital

Halvvejs gennem det seks år lange arbejde har 21 forskergrupper fra fem universiteter samt en række hospitaler, netværk og virksomheder bidraget. Aktuelt arbejder man på 74 projekter, som spænder hele vejen fra grundforskning til markedsafprøvning.

“Nogle af løsningerne kommer ikke på markedet i løbet af de seks år, projektet varer. Det gælder eksempelvis en servicerobot, der ikke er klar til at komme ud i verden, men hvor vi gør os vigtige erfaringer med, hvad sygeplejerskerne ønsker, at en sådan robot skal kunne,” siger Louise Just.

Et projekt, som til gengæld er i fuld gang med at blive omsat til praksis, er Hospital Hjemme. Motivationen bag Hospital Hjemme er ønsket om at flytte patientplejen hjem i borgerens eget hjem.

“Nye supersygehuse betyder, at sengepladserne forsvinder. Men der er grænser for, hvor kort tid ældre medicinske patienter kan være indlagt. Derfor vil vi lave et mobilt hospital, som kan installeres i den ældre borgers eget hjem,” siger overlæge på Odense Universitetshospital Jens-Ulrik Rosholm.

En passende patient
Holdet har brugt den sidste måned på at jagte egnede kandidater. Patienten skal helst være så syg, at vedkommende under normale omstændigheder burde være indlagt. Men samtidig skal han også være frisk nok til at kunne klare sig selv, forklarer han og giver et eksempel på, hvordan profilen på en sådan patient kunne se ud:

En mand i slutningen af 70’erne er dårligt gående og døjer samtidig med en kronisk sygdom som diabetes. Han får blærebetændelse og mister så meget funktionsniveau, at han trods intensiveret hjemmepleje ikke kan klare sig selv. Han får antibiotika og væske, men i stedet for at ligge den uge på hospitalet, som behandlingen varer, finder behandlingen sted i hans eget hjem. Hospitalet står for behandling og overvågning af sundhedstilstanden, mens hjemmeplejen varetager plejeopgaverne.

Man har testet systemet på to patienter, men mangler endnu at indlægge sin første rigtige patient. I alt skal 30 patienter skal afprøve hjemmehospitalet det næste års tid. Og selv om det ikke lyder af meget, er det en stor opgave, fordi man kun kan behandle én patient ad gangen.

“Den største risiko ved at have patienten derhjemme er, at han falder eller bliver forvirret og går sin vej. Det kræver derfor, at vi har en masse teknologi, som sikrer, at vi kan holde godt øje med patienten,” fortæller overlæge Jens-Ulrik Rosholm.

Længere responstid gør ingen forskel
Blandt det tekniske isenkram hører sensorer ved dør og seng samt i køkken, toilet og stue. De skal registrerer bevægelser samt varme, røg og damp. Et natkamera sørger for, at patienten kommer sikkert gennem natten, mens samtaleanlæg og alarmknapper i huset gør patienten i stand til hele tiden at kunne kommunikere med hospitalet.

Her sidder projektsygeplejerske Hannah Clement Schmidt parat til at besvare henvendelserne. Hun har fulgt projektet hele vejen med henblik på at teste, hvordan hospitalets call center-funktion skal indrettes i praksis.

“Man er som sygeplejerske vant til at kigge på patienten og spørge ham, hvordan han har det. Nu kan det ikke undgå at blive en mere videnskabelig tilgang, hvor vi i højere grad baserer vores bedømmelse på de data om puls og blodsukker, som vi modtager fra patienten,” siger hun og forventer, at det samlet set giver et mere korrekt billede af patientens sundhedstilstand.

Men når patienten er derhjemme og ikke på en af hospitalets stuer betyder det vel, at responstiden ved akuttilfælde alt andet lige er længere?

“Ja, det kan ikke undgås. Men omvendt ser vi, at mange sygehuse er så dårligt bemandede – og især om natten – at man efter et fald godt kan ligge på gulvet op til 20 minutter, før man bliver hjulpet tilbage i sengen,” pointerer hun.

Desuden vurderer Hannah Clement Schmidt, at patienterne vil have en “hjemmebanefordel”, som gør, at antallet af faldulykker nedbringes. Dette er dog ikke dokumenteret endnu.

Google Glass på fødegangen
Men nu skal det hele ikke handle om hjemmehospitaler. Bunken på bordet rummer utallige tiltag, som ifølge sekretariatsleder Louise Just kan gøre en fremadrettet forskel i den danske pleje- og hospitalssektor. Her er et udpluk:

• Et samarbejde mellem Aarhus Kommune, Teknologisk Institut og virksomheden Ergolet udvikler fremtidens løfteteknologi.
• Trygfonden har bevilliget penge til en platform, der gør det muligt for hjertepatienter at overvåge deres egen tilstand. Målet er at mindske den psykiske belastning, som er forbundet med frygten for at falde om med hjertestop.
• Brug af big data i akutmodtagelsen, som sikrer, at kritisk syge patienter ikke falder igennem et for grovmasket net. Traditionelt er ældre patienter sværere at placere i kategorierne grøn, gul eller rød.
• Delta udvikler i samarbejde med Odense Universitetshospital et temperaturfølsomt kamera, som skal bruges i behandlingen af diabetiske fodsår.
• Test af Google Glass på fødeafdelingen, så lægen ikke skal afbrydes under operationen. Barnets data såsom hjertefrekvens kan ses direkte på brillen, som dog stadig lider af en række praktiske udfordringer - læs mere om brug af Google Glass her.
  
  

Lige præcis arbejdet med teknologigigantens elektroniske briller går modsat anbefalingerne for brugen af velfærdsteknologi. En tommelfingerregel er, at man kun skal arbejde med teknologi, som løser et konkret problem, men i tilfældet Google Glass forholdt det sig omvendt, forklarer overlæge Jens-Ulrik Rosholm.

“Det vigtige er, at vi ikke får præsenteret en løsning på et problem, som vi ikke mente, at vi havde. Rækkefølgen skal som udgangspunkt være problem og så løsning. Dog skal vi naturligvis også være åbne for nye forslag, men de skal passe ind i vores hverdag," siger han.

Projektleder i Robocluster Conny Heidtmann, der ligeledes er tilknyttet Hospital Hjemme, mener, at projektet med Google Glass er særligt interessant, fordi det tager afsæt i en teknologi, som er udviklet til private forbrugere.

“Ingen overlæge eller terapeut kunne have udviklet et produkt som de briller, og det siger bare noget om, at man altid skal være opmærksom på, hvad der rører sig på markederne,” siger hun.