Nordens velfærd hviler på danske skuldre

Det er svært at sætte fingeren på, hvad der en torsdag formiddag i slutningen af marts gør én glad ved at stå for foden af KL Huset. Andet end at det ligger der, lige for enden af Langebro, og ikke tre kilometer længere ude på Amager.

Og når regnen falder fra himlen, er der da også rart i mødelokalet et godt stykke inde i glaslabyrinten, hvor kaffen fra den nyinstallerede automat varmer hænderne, mens Gitte Duelund Jensen, som leder KL’s velfærdsteknologiske center, detaljeret fortæller om arbejdet i kommunerne.

I september 2013 blev centret etableret med det formål at samle op på de erfaringer, som kommunerne gjorde sig. En rolle, som hidtil var blevet udfyldt af en række autonome netværk, men ikke var sat i egentligt system. Nu holder Gitte Duelund Jensen og hendes fire mand store team styr på, hvad der rører sig i landets 98 kommuner.

Og en af de ting, som hun har noteret sig, er, at de danske kommuner ofte får besøg fra udlandet. Norden især, men også resten af Europa, USA og Asien. Man vil vide, hvorfor Danmark er lykkedes med det, som andre steder er så uendeligt svært: nemlig at overbevise borgerne om at tage ny teknologi til sig.

“Du har bare medvind, hvis du starter, hvor Danmark startede. Lige fra starten var der fokus på at få økonomien i projekterne til at hænge sammen. Og det er alt andet lige lettere at gå fra et økonomisk fokus, som også inddrager livskvalitet, end det er at tale om livskvalitet, og så pludselig ville fortælle borgerne, at økonomien altså også er nødt til at hænge sammen,” siger hun.

Danmark begyndte med økonomien
Norge og Sverige er efter flere år med udelukkende kvalitativt fokus nu også begyndt at fokusere på økonomien. Teknologiske velfærdsløsninger har primært handlet om tryghed. Man havde fokus på løsninger, som gav borgerne merværdi, mens vi i Danmark fra begyndelsen havde øje på behovet for arbejdskraftbesparelser.

Før 2008 var hjælpemiddelområdet en støvet affære, som ingen rigtigt gad at arbejde med. Men så afsatte staten tre milliarder kroner til nye projekter, og så vrimlede det pludselig med aktører.

Inger Kirk Jordansen
Specialkonsulent, Aarhus Kommune

Fonden, som i 2008 blev nedsat med en samlet formue på tre milliarder kroner, hed de første år fonden for investering i arbejdskraftbesparende teknologi. Efterfølgende fik ABT-fonden så ny betydning, så akronymet blev oversat til fonden for anvendt borgernær teknologi.

Men formålet var det samme. At projekterne, som spirede op lokalt, på sigt førte til, at færre mennesker kunne udføre det samme arbejde, uden at det gik ud over borgerne.

“Det er ikke kun et spørgsmål om penge. Men også om, at vi har mennesker nok til at tage sig af de ekstra personer, som i fremtiden vil have brug for hjælp fra sundhedsvæsenet. Desuden er det ikke alle mennesker, der synes, at det er rart at blive tørret i numsen af en anden person,” siger Gitte Duelund Jensen.

I juni 2013 aftalte kommunerne med regeringen, at de ved udgangen af 2017 skal spare en halv milliard kroner årligt på fire udvalgte områder:

• Løfteteknologi
• Automatiske vasketoiletter
• Spiserobotter
• Generel bedre brug af hjælpemidler

Gitte Duelund Jensen forklarer, at kommunerne bredt anskuet har god fod på opgaven, men at det mange steder stadig er en udfordring at overbevise personalet om, at man skal ændre arbejdsgangene.

“Man skal huske på, at man ikke leverer dårlig service, fordi man erstatter en traditionel spisesituation, hvor en ansat mader en borger, med en spiserobot. Der trives en forventning om, at hjælpen skal udøves i målestokken en til en, og at en ændring af dette er en ændring til det værre,” siger hun.

Nordmænd får ikke fingeren ud
En af de kommuner, som skal bruge mange hænder for at tælle antallet af udenlandske delegationer, er Aarhus. Her arbejder Inger Kirk Jordansen som specialkonsulent. Og hun har et godt bud på, hvorfor det er nordmænd, der rejser til Danmark, og ikke danskere, der rejser til Norge.

“De er alt for grundige i Norge. De laver store analyser og rappporter, men formår ikke at få fingeren ud. I Sverige derimod tør de at tage chancer. Og i forhold til at overvåge patienter om natten er de foran os,” siger hun.

Bedt om at udpege den ene faktor, som har haft størst betydning for udrulningen af dansk velfærdsteknologi, nævner hun uden tøven ABT-fonden.

“Før 2008 var hjælpemiddelområdet en støvet affære, som ingen rigtigt gad at arbejde med. Men så afsatte staten tre milliarder kroner til nye projekter, og så vrimlede det pludselig med aktører,” siger hun og fortsætter:

“Alle statslige aktører havde en masse kasser, som man kunne stikke snablen i. Og det gjorde vi, og derfor blev der i den periode skabt en masse projekter. Det var ikke alle projekterne, der blev store successer, og det gør, at staten efterfølgende er blevet klandret for at sætte en masse redundante projekter i gang. Men det er et forkert eftermæle.”

I 2012 skiftede fonden navn til Fonden for Velfærdsteknologi. Og med navneforandringen fulgte også en ændring af pengenes fordeling. Nu kunne kommunerne ikke længere søge finansiering til diverse projekter. Derimod blev pengene uddelt som udtryk for regeringens prioriteter.

“Finansministeriet burde tidligere i processen havde meddelt, hvilke projekter man skulle satse på. Det blev velfærdsteknologiens vilde vesten, hvor alle ministerier gav penge til robotstøvsugere, og hvor man kunne ende med at evaluere projekter, som man selv havde arbejdet med 10 år forinden,” husker Inger Kirk Jordansen.

Har ikke tal på antallet af fiaskoer
Når 2015 rinder ud, løber Fonden for Velfærdsteknologi også tør for penge. Fonden var bestemt til at skulle løbe fra 2009-2015, og dermed er det også oplagt at stille spørgsmålet, hvad man så fik ud af pengene.

Men det spørgsmål kan ikke besvares, forklarer kontorchef i Digitaliseringsstyrelsen Nina Husfeldt Clasen. Af den simple årsag, at der ikke er nogen, der har foretaget en samlet evaluering af fondens i alt 71 projekter.

Heraf er de 63 i øvrigt afsluttede, mens man altså stadig mangler at følge de sidste otte til dørs.

“Vi fandt ud af, at tiden var moden til at tage skridtet fra at lade de 1.000 blomster blomstre og gå op i større skala. De tusind blomster førte til en masse gode tiltag, men det var nødvendigt at få arbejdet bredere ud, hvis det for alvor skulle blive til noget,” siger hun.

Hvor mange af projekterne, der kan karakteriseres som egentlige fiaskoer, kan hun heller ikke oplyse.

“Det har ikke været relevant for os at undersøge, for sådan arbejder vi ikke længere. Jeg kan godt forstå, at det kan have akademisk interesse, men det er ikke vores opgave at bedrive forskning,” siger kontorchefen.

Dansk økonomiaftale er unik
Nina Husfeldt Clasen forklarer, at Digitaliseringsstyrelsen i 2014 havde besøg af 22 udenlandske repræsentanter, som ville lære af de danske erfaringer.

“Der, hvor Danmark for alvor adskiller sig fra udlandet, er ved, at vi har en samlet strategi for digital velfærd. Det er et stempel, som vi blandt andet har fået fra OECD,” siger hun og fortsætter:

“I Sverige har man Vinnova, som bedst er at sammenligne med ABT-fonden. Til gengæld har Sverige ikke nogen statslig strategi for arbejdet.”

Et land som England har ifølge kontorchefen også fokus på digitaliseringen af samfundet.

“Men her rækker arbejdet kun til det statslige niveau. Man har ikke mekanismerne, som gør, at man når helt ud til ydelsesniveauet. At vi har det i Danmark, skyldes i høj grad vores årlige økonomiaftaler med kommuner og regioner. Noget som man ikke har i England, men heller ikke har i Norge og Sverige. Her er vi i Danmark unikke.”