Nordens Velfærdscenter: Vi bør samarbejde om velfærdsteknologi

Dennis C. Søndergård
Seniorrådgiver i Nordens Velfærdscenter, Nordisk Ministerråd

Der findes i Norden cirka 1200 kommuner, mange af disse er i større eller mindre grad begyndt at arbejde med velfærdsteknologi.

Motivationen og tilgangen er forskellig fra kommune til kommune, ofte afhængig af den økonomiske situation, det politiske mod eller helt simpelt den interne kompetence på området. Lige meget hvordan vi vender og drejer det, og lige meget om politikere vil indrømme det offentligt, forbliver økonomi i altoverskyggende grad den førende motivator til at arbejde med velfærdsteknologi i hele Norden.

Selvom tilgangene og omfanget af indsatserne er forskellige, oplever vi, at barriererne og problemstillingerne ofte er grundlæggende ensartet på tværs af kommune- og landegrænser.

Er stigende skepsis en barriere?
I denne uge kunne man eksempelvis i flere danske artikler læse en undersøgelse, som fortæller, hvordan kommunerne anser stigende skepsis fra borgere og medarbejdere som den største barriere for udrulning af velfærdsteknologi.

Denne problemstilling er naturligvis ikke enestående for Danmark, for selvom vores nordiske naboer endnu ikke er helt så langt, hvad angår storskala-implementering af velfærdsteknologi, er frygten, eller måske rettere skepsissen, for fornyelse forståeligt nok præcis den samme.

Hvis den største barriere ikke er stigende skepsis, men måske i højere grad den måde, vi griber arbejdet med velfærdsteknologien an på, kunne det måske hjælpe at lære lidt af hinanden, også på tværs af de nordiske grænser.

Dennis C. Søndergård
Seniorrådgiver i Nordens Velfærdscenter, Nordisk Ministerråd

Men er dette nu også den største barriere? Eller er denne voksende skepsis måske rettere en afledt effekt af det reelle problem?

Kunne det reelle problem være, at på trods af gode intentioner og på trods af de mange midler, der centralt og decentralt bruges på området, tager kommunerne (stækt generaliseret) ikke indsatsen seriøst nok?

Overfladisk kommune-tilgang 
Kunne den stigende skepsis være et resultat af manglende eller for dårlig organisatorisk forankring af arbejdet med velfærdsteknologi, for dårlig intern og ekstern kommunikation og alt for dårlig brugerinvolvering – kort sagt, at for mange kommuner har arbejdet med velfærdsteknologi for overfladisk – og at dette skaber den skepsis, rapporten afslører?

Hvis man vil forny kommunale serviceydelser, hvis man vil sikre samme eller bedre kvalitet for færre ressourcer, kræver det mere end deltagelse i X antal projekter. Det kræver mere end indkøb af robotstøvsugere eller skylletoiletter – det kræver, at man organiserer og strukturerer sin indsats, at den integreres i kommunens dagligdag, og at slutbrugeren involveres.

Dette betyder ikke, at man nødvendigvis behøver at have ti mand ansat i et specialiseret sekretariat, men det betyder, man i mindre grad skal se velfærdsteknologi som en separat indsats – som noget ekstra.

Nordisk samarbejde 
Hvis den største barriere ikke er stigende skepsis, men måske i højere grad den måde, vi griber arbejdet med velfærdsteknologien an på, kunne det måske hjælpe at lære lidt af hinanden, også på tværs af de nordiske grænser.

Der findes kommuner som er ekstremt dygtige, og som har arbejdet struktureret i mange år. Disse ”frontrunners” har gjort sig en masse erfaringer, både gode og dårlige, som andre kan have glæde af. Der oprettes derfor netop nu en nordisk værktøjskasse baseret på ”best practice” fra nogle af de førende kommuner i Norden, således at erfaring og viden er tilgængeligt et sted, til glæde for alle 1200 kommuner.

Vi kan og skal ikke alle være ”frontrunners”, men denne værktøjskasse giver alle muligheden for at blive ”fast followers”, således at vi kan optimere vores indsats og nedbryde skepsissen.