Nye anbefalinger om telemedicin til KOL-patienter

KOL: Et nyt sæt anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen om kommuner og regioners arbejde med telemedicin til lungepatienter er netop sendt i høring.

Klaus Ulrik Mortensen

Et nyt sæt anbefalinger om kommuner og regioners brug af telemedicin i behandling af KOL-patienter er sendt i høring.

Høringsmaterialet fra Sundhedsstyrelsen beskriver, hvordan telemedicin kan benyttes i behandling af de cirka 320.000 danskere, der i dag vurderes at være ramt af den alvorlige kroniske lungesygdom, som fører til en gradvis nedbrydning af lungerne.

Det forklares, at der er kommet stigende fokus på at anvende it-baserede løsninger som telemedicin blandt andet til borgere med KOL. Løsningerne drejer sig om hjemmemonitorering ved elektronisk overførsel af data som for eksempel blodtryk, iltmætning og puls, anvendelse af elektronisk overførsel af billeder af sår.

Mangler viden om telemedicin
Anbefalingerne fastsætter det sundhedsfaglige indhold af det telemedicinske tilbud, herunder omfanget og typen af målinger, tidsmæssige kadencer for borgerens målinger af egen helbredstilstand med videre.

Anbefalingerne indeholder desuden en række skabeloner for de arbejdsgange, der skal være på området. De kan bruges af kommuner og regioner som en hjælp til at implementere det telemedicinske tilbud lokalt.

”Telemedicin er et nyt område, hvor der stadig mangler viden om, hvad de bedste metoder er. Derfor er anbefalingerne en hjælp til kommunerne og regionerne på baggrund af den nuværende viden, så man kan starte med at implementere telemedicin lokalt, samtidig med at vi får ny viden,” siger sektionsleder i Sundhedsstyrelsens Kirsten Hansen til Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Formålet med anbefalingerne at vejlede kommuner, regioner og almen praksis om, hvad et telemedicinsk tilbud kan bestå af, og hvem der kan have glæde af det.

Retningslinjerne er i høring frem til den 24. oktober 2016.

0:000:00