Professor: Telemedicinske business cases er “teoretiske misfostre”

Tiden er inde til et opgør med brugen af telemedicinske business cases.

Eller teoretiske misfostre, som professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet Kjeld Møller Pedersen kalder dem.

Godt tre et halvt år efter, at den tidligere regering i august 2012 lancerede sin telemedicinske handlingsplan, gjorde Digitaliseringsstyrelsen sidste uge status på arbejdet.

Det skete på en stort anlagt konference på Hotel Scandic på Vesterbro i København. Her blev resultaterne af de fem vigtigste projekter præsenteret. Og i den efterfølgende debat gik Kjeld Møller Pedersen så i flæsket på de økonomiske beregninger, som ligger til grund for projekterne.

Problemet er, at beslutningerne om at sætte nye projekter i søen bliver truffet på baggrund af de her business cases, som ikke er andet end luftkasteller. Det betyder, at vi spilder betragtelige ressourcer, som kunne have gjort gavn andre steder i samfundet.

Kjeld Møller Pedersen
Professor i sundhedsøkonomi, Syddansk Universitet

Business cases er økonomisk ønsketænkning
Generelt er der ifølge professoren et så voldsomt gab mellem de forventede og realiserede gevinster, at det bør tvinge de involverede parter til eftertanke.

“Er der økonomi i at indføre telemedicin? Det korte svar er: nogle gange, men langt fra altid. Men støtter man sig til de offentlige udregninger, som ligger til grund for projekterne, er svaret næsten altid ja,” siger han.

Og det er et problem.

“Business cases kan bruges til at vise alt - og det bliver de også. Alt for ofte er de baseret på økonomisk ønsketænkning. Og alt for sjældent på saglig sundhedsøkonomisk tænkning,” fortsætter han.

Tre typer af analyser
Han skelner i sit sundhedsøkonomiske arbejde mellem tre typer analyser: