Raske venter markant færre dage i hospitalssengen

HJEM I SENG: På blot et år er antallet af dage, færdigbehandlede befinder sig i en seng på sygehuset, faldet med mere end en tredjedel. Særligt hovedstadskommuner trækker niveauet ned.

Mangel på plejehjemspladser har i mange tilfælde betydet, at ældre borgere har måttet tilbringe unødig lang tid på sygehuset.
Mangel på plejehjemspladser har i mange tilfælde betydet, at ældre borgere har måttet tilbringe unødig lang tid på sygehuset.Foto: Colourbox
Kim Rosenkilde

Godt 35 år. Eller 12.806 dage.

Så lang tid slap færdigbehandlede patienter i 2015 for at spendere på sygehuset, mens de venter på at blive udskrevet til den rette genoptræning eller pleje i deres hjemkommune.

Sammenlignet med 2014.

Det viser nye tal fra Sundhedsministeriet. Nedgangen svarer til et fald i det samlede antal ’ventedage’ på 34 procent fra lidt over 37.000 dage i 2014 til godt 25.000 dage i 2015.

Det viser, at de højere bøder til kommunerne overhovedet ikke er nødvendige.

Thomas Adelskov (V)
Formand for KL's social- og sundhedsudvalg

Dermed ser flere års kritik af kommunernes manglende indsats for at hjælpe ikke mindst mange af deres ældre borgere hjem fra sygehusene nu ud til at have forplantet sig til lokal handling.

Og det er på tide, mener sundhedsøkonom Jakob Kjellberg fra Kora.

”Det her er en skal-opgave. Den skal bare løses. Så det er forventeligt, at det i den grad kommet på dagsordenen og i fokus - specielt de steder, hvor der har været store problemer,” siger Jakob Kjellberg.

Mere hjælp i hjemmet
Det er først og fremmest kommuner i Region Hovedstaden, som trækker niveauet ned i 2015. Både opgjort i antal og procent er det her, man finder de største fald.

Alene Københavns Kommune har skåret antal af ventedage på hospitalet ned fra 10.000 til godt 6.000. Og i Ballerup og Frederiksberg er nedgangen på henholdsvis 80 og 90 procent.

Dokumentation

Færdigbehandlingsdage i 2014 og 2015

Af Sundhedsministeriets opgørelse fremgår det, at der i 2014 var lidt over 37.000 færdigbehandlingsdage på tværs af de kommuner, der indgår i opgørelsen. I 2015 var tallet faldet til knap 25.000

Det skal bemærkes, at det samlede tal ligger under det faktiske niveau, da der mangler data for enkelte kommuner. Blandt andet Aarhus og Aalborg.

Se hele opgørelsen.

For enkelte kommuner er der værdier angivet for 2014 og ikke 2015 og vice versa. Disse forskelle mellem årene rykker dog kun marginalt i forhold til det samlede billede for de kommuner, som indgår i opgørelsen.


0:000:00