Robotteknologi skal tiltrække elever

UDVIKLING: I samarbejde med blandt andre Syddansk Universitet vil Syddansk Erhvervsskole nu etablere et nyt center for automation og robotteknologi, der skal tiltrække elever og sikre veluddannet arbejdskraft til højteknologiske virksomheder.

Det nye center på erhvervsskolen skal bl.a. uddanne eleverne indenfor automation og robotteknologi.
Det nye center på erhvervsskolen skal bl.a. uddanne eleverne indenfor automation og robotteknologi.
Erik Bjørn Møller

Syddansk Erhvervsskole etablerer et center for automation og robotteknologi, som skal sikre veluddannet og kvalificeret arbejdskraft til de højteknologiske virksomheder i hele Danmark og ikke mindst i Odense-området, hvor der etableres flere og flere højteknologiske virksomheder.

Centret, der skal uddanne unge inden for automatteknik, industriteknik og smed, etableres med opbakning fra Syddansk Universitet, Odense Robotics og Teknologisk Institut, og er et led i et større samarbejde på tværs af uddannelsesinstitutioner, virksomheder og offentlige aktører om at skabe et RobotAkademi i byen.

Virksomhederne inden for automation og robotteknologi er i disse år i rivende udvikling, og med den udvikling følger en stor efterspørgsel efter specialiseret arbejdskraft. Brancherne mangler kvalificeret arbejdskraft, fx inden for industriteknik, automatikteknik, smed og elektriker, der alle er uddannelser, der vil indgå i et kommende center for automation og robotteknologi. Der vil blandt andet være tale om investeringer i nye teknologier fx automatisering, anvendelse af robotter i industrien og robotsvejsning, lyder det i en pressemeddelelse fra Syddansk Erhvervsskole.

Nationalt videncenter
Syddansk Erhvervsskole vil fra starten løfte det nye center op på et højt niveau, blandt andet ved at ansøge om at blive en del af ét af de videncentre, det er politisk besluttet at etablere inden for erhvervsuddannelsesområdet. Skolen forventer, at der bliver et eller højst to nationale videncentre inden for automations- og robotteknologiområdet.

I marts forventer Syddansk Erhvervsskole i samarbejde med EUC Syd i Sønderborg og Herningsholm Erhvervsskole at indsende en ansøgning til Undervisningsministeriet om at blive nationalt videncenter inden for automation og robotteknologi. Centrale aktører som Syddansk Universitet, Odense Robotics, Teknologisk Institut og Erhvervsakademiet Lillebælt bakker op om skolens satsning og om målet om, at der skal ligge et nationalt videncenter i Odense.

Talentpleje og vidensudvikling
Fra politisk side er tanken med videncentrene, at de skal sikre indsamling og formidling af viden om håndværk og teknik. Der stilles desuden krav til kvalitetsarbejde i form af talentpleje og vidensudvikling. Der er behov for at investere strategisk i nogle af de teknologier, hvor digitaliseringen går hurtigt, og udstyrspresset er stort. Investeringen i udstyr prioriteres højt, for at Danmark kan bevare og udvikle sin styrkeposition inden for håndværk, byggeri, design, klimarenovering og bæredygtighed.

"Et skridt foran"
Ifølge direktør Lars Bregnehøj fra Syddansk Erhvervsskole er robotteknologi og programmering midler til at øge elevernes motivation og noget af det, der skal tiltrække fremtidens unge til at uddanne sig inden for automation og robotter.

”Som uddannelsesinstitution skal vi forsøge at være et skridt foran udviklingen. Vores ambition er at uddanne de dygtigste inden for automation og robotteknologi, og udviklingen kræver de bedste faciliteter og den ypperste viden for at kunne levere den arbejdskraft, som erhvervslivet har brug for. Vi kan dog ikke uddanne fremtidens arbejdskraft alene, og derfor er vi afhængige af, at det lokale erhvervsliv bakker op”.

Opbakning fra rektor og borgmester
Hos Syddansk Universitet hilser rektor Henrik Dam det nye initiativ velkommen.

0:000:00