Sådan sikrer vi fremtidens sundhedssektor

Af Lars Kayser
Studieleder på IT og Sundhed, KU

De videregående uddannelser er endnu engang under beskydning.

Det handler nu om, hvorvidt uddannelsesinstitutionerne er i stand til at imødese hvilke kompetencer, de studerende skal have for at begå sig inden for sundheds- og omsorgsområdet med den borgercentrerede udvikling og indførelse af nye teknologier.

Der er en forventning om, at den nye generation af studerende skal være både innovative, entreprenante og digitalt forberedte for at fungere i og være med til at udvikle fremtidens velfærdssamfund.

Én udfordring er at finde ud af, hvad vi skal uddanne til. Det vil dette indlæg beskæftige sig med. En anden udfordring, som behandles senere, er at se på, hvordan vi kan gøre det.

For at forstå hvad vi skal uddanne til, og hvorfor arbejdspladserne kan føle, at de studerende ikke er forberedte, når de møder op, må vi se på, hvad udfordringen er.

Opgaven er ikke at give den nye generation specifikke kompetencer, men at identificere, hvilke de vil få behov for.

Lars Kayser
Studieleder, IT og Sundhed, Københavns Universitet

Projekter uden sammenhæng 
I disse år gennemgår vi en stor omstilling, der er influeret af et krav om digitalisering af det offentlige rum, et pres fra borgerne i takt med, at de bruger de sociale medier mere og en forventning om et redesign af sundheds- og omsorgsydelser til at være mere brugercentrerede.

Sidstnævnte sker for at imødegå udviklingen med flere ældre med et stigende antal kroniske lidelser samtidig med, at vi forventer et fald i den aktive arbejdsstyrke.

For at imødekomme udviklingen har kommuner, regioner og staten iværksat en lang række projekter uden sammenhæng og med involvering af vidt forskellige aktører. Det har resulteret i et fragmenteret landskab præget af "pilotitis".

Kommuner, der har flere løsninger samtidig med overlappende formål og en manglende sammenhæng til de andre sektorer; hospitaler, der på afdelingsniveau investerer i nye teknologier og små og store virksomheder, som shopper rundt med løsninger, der ikke findes evidens for. Hvordan kan vi uddanne sundhedsprofessionelle til dette Wild West?

Opgaven er ikke at give den nye generation specifikke kompetencer, men at identificere, hvilke de vil få behov for.

Kvalitet og evidens i højsædet 
Når det stadig er uklart, og vi ikke har sammenhæng i vores sundhedssektor og patientforløb og ikke har teknologier på tilstrækkeligt avanceret niveau til at understøtte borgernes behov, skal vi ikke lappe med krav om it-kompetencer og viden om nogle modeller for patientforløb i fagplanerne, men mere gennemgribende sørge for at producere kandidater, der kan forestå en udvikling af det danske samfund med kvalitet og evidens sat i højsædet og på det højeste internationale niveau.

Vi skal sikre, at vi får uddannet kandidater inden for sundhedsvidenskab, teknologi og informatik med en viden om redesign af sundhedssektoren, implementering af nye teknologier, vurdering af hvad fremtidens behov er og med akademisk respekt for evidens.

Dette er væsentlige discipliner, som ligger i andre uddannelser end de sundhedsprofessionelle som fx it og sundhed, der specifikt adresserer dette område. Udvikling skabes ikke ved, at disse væsentlige kompetencer bliver små annekser til de sundhedsprofessionelle bachelor- og kandidatuddannelser.

Kommuner og regioner skal samarbejde
Udover at uddanne denne platform af kandidater til at drive en proces i den rigtige retning, skal der også skabes et nyt mindset og kompetence i sundhedssektoren og de bagvedliggende institutioner.

Her har universiteterne en vigtig opgave med at formidle international viden og deltage i en forskningsbaseret udvikling af sundhedssektoren til at være et integreret, ikke-sektoropdelt miljø med klare mål og sammenhænge.

Universiteterne kan kun få denne rolle, hvis kommuner og regioner vil samarbejde og bl.a. afsætte tilstrækkelige ressourcer til at få efter- og videreuddannet ledere og andre, der er involveret i udviklingen af fremtidens løsninger for at sikre tilstrækkelig kompetence og udvikling af et fælles vidensgrundlag for samarbejdet.

Det giver mulighed for at udvikle de tiltag, der allerede er undervejs med f. eks living labs og innovationscentre til mere solide projekter, hvor forskere, sundhedsprofessionelle og erhvervsliv kan mødes om nye opgaver og inddrage de studerende i et praksisfelt.

Herved kan vi undgå de mange lokale projekter med utilstrækkeligt udsyn, mangel på evidens og styret af tilfældige kontakter via netværk og leverandører.

Fælles mål og koncept er vejen frem
Målet er, at Danmark skal være kendt for at have velbegrundede sammenhængende udviklingsprojekter, der tilgodeser borgere, patienter og sundhedsprofessionelles behov baseret på international viden om fx "the chronic care model".

Ved at have et fælles mål og koncept udviklet af sundhedsvæsenets aktører i fællesskab med universiteterne, gør vi det lettere at tilrettelægge uddannelsernes faglige indhold på en måde, der gør de studerende arbejdsparate og markedsrelevante.