Debat

SF: Velfærdsteknologi i samklang med borgerne

DEBAT: Velfærdsteknologi skal give større tryghed og bedre pleje. Det må ikke blot være en mulighed for at spare hænder og effektivisere yderligere, skriver Trine S. Torp (SF) og Kirsten Normann Andersen (SF).

Velfærdsteknologi skal indføres med borgeren i centrum, skriver Trine S. Torp (SF) og Kirsten Normann Andersen (SF). 
Velfærdsteknologi skal indføres med borgeren i centrum, skriver Trine S. Torp (SF) og Kirsten Normann Andersen (SF). Foto: Colourbox
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Trine S. Torp (SF) og Kirsten Normann Andersen (SF)
Hhv. socialordfører og sundhedsordfører (fra 1. august)

Når samfundet går ind i arbejdet med velfærdsteknologi, bør udgangspunktet altid være, at det skal forberede og udtænkes som løsninger for alle - også de mest udsatte.

Velfærdsteknologien skal ikke være et teknisk fiks for dem, der kan betale. Samtidig er det også vigtigt, at man som kommune altid laver individuelle vurderinger, før man tilbyder teknologien til den enkelte borger. Velfærdsteknologien skal nemlig give større tryghed og bedre pleje – ikke bare være en mulighed for, at kommunen kan spare hænder og effektivisere yderligere.

Livskvaliteten for den enkelte borger skal derfor være i fokus, samtidig med at den også kan øge arbejdsglæden og mindske nedslidningen hos de mange ansatte i pleje- og omsorgssektoren. Det sidste kommer vi ikke uden om, i takt med at vi får flere ældre, og der kommer færre mennesker på arbejdsmarkedet de næste 20 år. Derfor tager SF også positivt imod de velfærdsteknologiske løsninger, fordi vi tror, at de anvendt rigtigt kan afhjælpe arbejdsmiljøproblemer og/eller skabe større livskvalitet for mennesker, som er fysisk eller psykisk begrænsede i deres muligheder for at leve et liv på egne betingelser.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Individuelle hensyn
Men vi skal også have for øje, at teknologien kan øge ensomheden hos de borgere, der har svage netværk og derfor er afhængige af den kontakt, de får fra deres social- og sundhedsmedhjælper eller handicaphjælper, der kommer i deres hjem. Derfor er det utrolig vigtigt, at man tager individuelle hensyn til de enkelte borgere, når man som kommune udruller velfærdsteknologien. For hvis ikke teknologien giver større tryghed og glæde i dagligdagen for den enkelte borger – blot større ensomhed - bliver den ikke opfattet som en hjælp – blot som en yderligere besparelse. 

En del af velfærdsteknologien handler også om muligheden for en mere udbredt elektronisk kontakt med de borgere, der har brug for hjælp. Dette er klart et gode, fordi det giver borgere med behov for hjælp mulighed for at få hurtig kontakt med systemet. Eller som i dag, hvor KOL-patienten får mulighed for nem og tæt kontakt med læge og sygeplejerske, så de ikke behøver at møde op på hospitalet i tide og utide. Og i forhold til stærkt demente borgere kan det også øge trygheden, så man undgår en række af de triste episoder, vi hvert år oplever med forsvundne medborgere.

Velfærdsteknologi er kommet for at blive
Velfærdsteknologien er kommet for at blive, og den vil i takt med robotteknologiens udvikling revolutionere vores samfund de næste ti til tyve år. Både fordi den rummer muligheder for bedre og billigere velfærd, men primært fordi den er arbejdskraftbesparende og derfor giver mulighed for at håndtere problemet med flere ældre medborgere og færre mennesker på arbejdsmarkedet.

Det er utrolig vigtigt, at man tager individuelle hensyn til de enkelte borgere, når man som kommune udruller velfærdsteknologien.

Trine S. Torp (SF) og Kirsten Normann Andersen (SF)
Hhv. socialordfører og sundhedsordfører (fra 1. august)

Derfor bliver man både i kommuner og Folketinget nødt til dels at have fokus på en forstærket borgerinddragelse i den fremtidige udvikling af velfærdsteknologien og dels have fokus på, hvordan vi mere målrettet bruger kommunernes sparsomme personaleressourcer til at håndtere ensomhed og social udsathed.

I den forbindelse er det måske også en smule paradoksalt, at det i disse år er ældreplejen, som efterhånden er førende på det velfærdsteknologiske område. Måske skulle man have mere fokus på yngre borgere med et handicap, når man ruller teknologien ud, for de lige som andre unge er vokset op med den nye teknologi. Derfor har de her og nu langt større forudsætninger for at høste udbyttet af og dermed få en større livskvalitet som følge af velfærdsteknologien.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kirsten Normann Andersen

Gruppenæstformand (SF), formand for Social- og Ældreudvalget, MF (SF)
sygehjælper (Frederiksberg Hospital 1985)

Trine Torp

Fhv. MF (SF), fhv. medlem af Folketingets Præsidium
cand.psyk. (Københavns Uni. 2000)

0:000:00