Stordrift af sundhedsteknologi kræver ny organisering

KORA har for nylig foretaget en evaluering af sundhedsteknologier til patienter med kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL). Evalueringen viser, at der er positive potentialer i at give kronisk syge mennesker nogle tilbud, der giver dem en mere tryg hverdag i hjemmet. Men der er også en række udfordringer i at finde ud af, hvordan man matcher en teknik, der passer til patientens forudsætninger, med de tilbud, der reelt er til rådighed.

Der er tale om et dobbelt 'match', hvor man både skal tilpasse løsningen til den individuelle patients behov og forudsætninger og samtidig finde ud af, hvilket sygehus der tilbyder den ønskede teknik og den tilhørende organisering. Hvis man samtidig skal øge antallet af patienter, der skal indgå i tilbuddet, så er der behov for effektive screeningsværktøjer, nytænkning af organiseringen og eventuelt en arbejdsdeling mellem sygehusene.

Forskellige syn på borgerne
Storskaladrift af telemedicin, hvor man har et teknisk og organisatorisk set-up, der kan håndtere mange patienter samtidig, er stadig i sin vorden i Danmark. Der holdes derfor med spænding øje med Tele-Nord-projektet, hvor Region Nordjylland i samarbejde med regionens kommuner vil indføre telemedicin for patienter med KOL. Nordjylland har 45.000 borgere med KOL.

Samarbejdet om borgeren på tværs af sektorerne er interessant, fordi sektorerne har forskellige blik på patientens sundhed. Sygehusets telemedicinske blik er speciale- og diagnosespecifikt, mens kommunen har et bredere perspektiv på borgeren. Mens sygehuset for eksempel er optaget af blodets iltning og patientens lungefunktion, har kommunen fokus på at opretholde borgerens funktionalitet i hverdagen. Dette udvider både kravene til teknologierne og til den meningsfulde brug.

De nye sundhedsteknologier ændrer produktionen af sundhedsydelser, og borgerne er en væsentlig brik i spillet. Men tilbage står organiseringsopgaven som værende den egentlige innovative, kollektive løsning, som afgør, om velfærdssamfundet kommer i mål med optimeret ressourceforbrug via sundhedsteknologier.

Helle Sofie Wentzer
Senior projektleder, KORA

Empowerment til borgerne
I strategierne for kommunerne og 'det nære sundhedsvæsen' er borgeren tiltænkt en ny rolle. Borgeren skal have 'forstærkning', på nydansk empowerment, til at opnå kontrol over sin egen sygdom og opretholde funktionsniveau og selvstændighed. I det nære sundhedsvæsen refererer man mindre til 'patienten' og 'telemedicin' og mere bredt til 'borgeren' og 'velfærdsteknologier'.

De velfærdsteknologiske løsninger udgør en slags avancerede hjælpemidler, som kan optimere de fysiske rammer og understøtte borgerens funktionsduelighed i hjemmet. Eksemplerne kan være 'kamera-giraffen', der muliggør videokontakt mellem borger og sundhedspersonale, genoptræningsprogrammer, der bliver formidlet via pc'en, og apps til kognitiv støtte ved hukommelsesproblemer. Det kan også være automatiske vaske-toiletter, forskellige censorer indbygget i boligen eller andre former for støtte i borgerens hjemmeliv. Mulighederne er mange. Det centrale er, at patienten/borgeren får en øget rolle som generator af egne data i hjemmet og i at organisere behandling og pleje.

Nye teknologier kræver ny organisering
De mange nye teknologier kan overvåge borgerens sundhedstilstand og øge hans eller hendes funktionsduelighed i hverdagen. Sundhedsvæsnet står altså med muligheden for øgede tele-ydelser, men også med den udfordring det er at matche og redesigne teknologi, brugere og arbejdsgange til hinanden.

De nye sundhedsteknologier ændrer produktionen af sundhedsydelser, og borgerne er en væsentlig brik i spillet. Men tilbage står organiseringsopgaven som værende den egentlige innovative, kollektive løsning, som afgør, om velfærdssamfundet kommer i mål med optimeret ressourceforbrug via sundhedsteknologier.

Genvejen hedder videndeling
Vejen derhen bliver næppe kortere end historien om udviklingen af de elektroniske patientjournaler. Men hvis vi skal skyde genvej, så handler det om at vidensdele: at få delt og udvekslet de erfaringer, vi allerede har, spredt rundt om i det danske sundhedsvæsen, på universiteterne og professionshøjskolerne samt i udlandet - og få dem omsat i nye praksisser, der er meningsfulde for de involverede brugere. Det vil sige både de sundhedsprofessionelle faggrupper og patienterne/borgerne. Det er en genvej, der ikke kun indbefatter kreativ nytænkning mellem de forskellige sektorer, men også tillid og tryghed: for hvem har lyst til at afskaffe sig selv og den velkendte organisering?

Silokulturen trives i sundhedsvæsenet, og p.t. er der ikke klare incitamenter til at åbne for at nytænke og organisere samarbejde på tværs. Besparelse på drift handler derfor også om at skabe stabile relationer og en klar opgave- og ansvarsfordeling. Det er ikke bare en administrativ ledelsesopgave, men kræver aktiv inddragelse af de sundhedsfaglige specialer, kommunerene og borgerne selv.