Debat

Sundhedsborgmester: Derfor skal vi satse på velfærdsteknologi

DEBAT: Med velfærdsteknologiske løsninger kan kommunerne hente milliardbesparelser, gøre en positiv forskel i borgernes hverdag og sikre færre sygedage i sundheds- og plejesektoren, skriver Ninna Thomsen (SF), sundheds- og omsorgsborgmester i København.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ninna Thomsen (SF)
Sundheds- og omsorgsborgmester i København

Fremtidens velfærdssamfund kommer til at rumme flere teknologiske løsninger. Det kommer vi ikke udenom. Senest har vi kunnet læse, at vi kan hente en samlet besparelse på op mod 19 milliarder kroner ved at implementere en række velfærdsteknologier ifølge en evaluering fra SFI.

Det er én af grundene til, at vi som kommuner skal satse på velfærdsteknologi. Men det er ikke den primære grund. Det er min forvaltnings vigtigste og fornemmeste opgave at sikre borgerne de bedst mulige løsninger og den bedst mulige pleje i hverdagen, så de har et godt og værdigt liv hele livet.

Positiv forskel i borgernes hverdag
Som supplement til den velfærdsteknologi, der er på markedet, arbejder vi i København strategisk med at finde nye og innovative løsninger. Nye løsninger, som typisk opstår ved, at en borger oplever, at noget er besværligt i hverdagen.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Herfra etablerer Sundheds- og Omsorgsforvaltningen et samarbejde med virksomheder eller forskningsinstitutioner, som kan udvikle et redskab, der kan hjælpe borgeren. Fra prototypen er udviklet, påbegynder vi et testforløb – først i vores testlejlighed for velfærdsteknologi, senere på enkelte plejeenheder for til sidst at rulle det ud på byens plejehjem eller i borgerens eget hjem. På den måde undgår vi halvfærdige laboratorieløsninger og får i stedet skræddersyede løsninger til borgerens hverdag.

Og borgerne er glade. I vores seneste brugerundersøgelse svarer 78 procent af byens ældre, der bor på plejehjem, at velfærdsteknologien gør en positiv forskel i deres hverdag. Og for de ældre, som stadig bor i eget hjem, gælder det hele 82 procent. En så stor tilfredshed fortæller mig som borgmester, at det er værd at investere i velfærdsteknologi. De ældre slipper for at skulle vente på, at en medarbejder har tid til at hjælpe dem med små hverdagsgøremål – i stedet får de den helt basale frihed, det er at styre, hvornår de vil i seng og stå op igen, og hvornår de vil på toilettet.

Velfærdsteknologi er medarbejderens hjælpende hånd, som kan sikre mindre nedslidning, færre sygedage og mere tid og overskud til borgerne.

Ninna Thomsen (SF)
Sundheds- og omsorgsborgmester i København

Færre sygedage og mindre nedslidning
Ved siden af borgerens behov står medarbejderens behov på min prioriteringsliste. Sosu-medarbejdere er blandt de mest udsatte faggrupper, når det kommer til fysisk nedslidning på arbejdspladsen. Og selvom vores medarbejdere har knoklet det meste af deres liv og gjort en kæmpe forskel for byens ældre, så kommer vi desværre ikke udenom, at de ikke længere har retten til at gå på efterløn. Medarbejderne skal i stedet holde til mere og blive længere tid på arbejdsmarkedet.

Derfor er jeg interesseret i at finde løsninger, som kan passe på vores medarbejdere. Det dur for eksempel ikke, at du hver eneste morgen skal udsætte din ryg for usunde løft af borgere, når de skal op af sengen, hvis en sengelift kan klare løftet for dig. Flere velfærdsteknologiske løsninger kan være med til at mindske slid og samtidig give medarbejderen et øget rum til den menneskelige kontakt med borgeren.

Velfærdsteknologi skal ikke erstatte de varme hænder i ældreplejen. Tværtimod. Velfærdsteknologi er medarbejderens hjælpende hånd, som kan sikre mindre nedslidning, færre sygedage og mere tid og overskud til borgerne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ninna Thomsen

Direktør, Mødrehjælpen
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2006)

0:000:00