Sundhedsteknologi – en vej til bedre velfærd?

Af Helle Wentzer
Seniorprojektleder, Kora 

Sundhedsvæsenet er under pres. Danskernes behov for sundhedsydelser vokser, og ressourcerne til at efterkomme de mange behov er begrænsede. Sundhedsteknologier ses derfor som oplagte veje til at reorganisere sundhedsvæsnet, så man både opnår en optimal udnyttelse af ressourcerne og øget kvalitet i ydelserne til borgerne.

Men på trods af de positive forventninger er det uklart, hvilke effekter sundhedsteknologier har på ydelserne til borgerne - både i forhold til kvalitet, organisering og ressourceforbrug.

Sundhedsteknologier er ikke en entydig størrelse, for forskellige teknikker tilbyder forskellige løsninger og ibrugtages forskelligt, alt afhængigt af deres brugere og de lokale praksisser. Der er derfor ingen automatik i, at indkøb eller udvikling af nye teknologier i sig selv skaber velfærd.

Tværtimod viser erfaringerne, at implementering af f.eks. kommunikations- og it-teknologier er forbundet med betydelige organisatoriske og ressourcemæssige udfordringer. Dette fremgår af flere videnskabelige artikler de senere år (Ekeland, Bowes, Flottorp 2010, Ash m.fl., 2004, Campell m.fl. 2006).

Ubrugte "teknologier i skuffen" er ikke ressourcebesparende, det er en fejlinvestering. Det skyldes ikke nødvendigvis tekniske fejl, men kan skyldes, at brugeren er i tvivl om brug og fortolkning af data. For teknologien alene kan ikke klæde brugeren på. Den forudsætter en kontekst med et klart formål og lokal it-support med sundhedsfaglige kompetencer.

Helle Wentzer
Seniorprojektleder, Kora

80/20-regel på it-området
I et historisk perspektiv har administrative edb-systemer og elektroniske journaler skullet bidrage til bedre økonomistyring, bedre tværfagligt samarbejde og patientsikkerhed. Men i praksis har den tekniske dimension været sværere og dyrere end forventet, og implementeringen mere kompleks end beregnet.

80/20-reglen er derfor blevet et mantra hos sundhedsinformatikere: Den tekniske udvikling og indkøbsdel udgør kun 20 procent af ressourceforbruget, mens implementering, oplæring, lokal tilpasning, ændringer af arbejdsgange og uforudsete barrierer udgør 80 procent af ressourceforbruget. Det er et ressourceforbrug, der trækker opmærksomheden væk fra kerneopgaven, nemlig patienterne, og retter den på "maskinrummet".

Patienten bliver aktiv medspiller
I den sidste bølge af sundhedsteknologier er patienten komme på banen som den aktive medspiller. Patienter, der bliver udskrevet fra sygehuset, skal selv måle og registrere sundhedsdata med det formål at overvåge patientens sundhedstilstand og forebygge genindlæggelser.

Sygehusenes telemedicinske tiltag er der meget ræson i. Patienterne kan opleve øget tryghed og slippe for hospitalsophold. Men det skaber også usikkerhed og nye behov for tekniske og pædagogiske tiltag. Både patient og pårørende har behov for støtte i deres nye rolle i at lave data, fortolke dem meningsfuldt og passe "dingenoterne" ind i hverdagens rutiner og hjemmets æstetik.

Ubrugte "teknologier i skuffen" er ikke ressourcebesparende, det er en fejlinvestering. Det skyldes ikke nødvendigvis tekniske fejl, men kan skyldes, at brugeren er i tvivl om brug og fortolkning af data. For teknologien alene kan ikke klæde brugeren på. Den forudsætter en kontekst med et klart formål og lokal it-support med sundhedsfaglige kompetencer.

Organisatorisk innovation er nødvendig
Det er også en udfordring at kompetenceudvikle medarbejderne og tilpasse systemer og arbejdsprocesser til hinanden. At indføre nye sundhedsteknologiske redskaber til fx kommunikation og samarbejde vil ofte vanskeliggøre og forandre de vante arbejdsgange. Herved kan nye typer af fejl opstå, og samtidig bliver der åbnet op for alternative forståelser og omorganiseringer.

Sundhedsteknologier handler derfor ikke kun om teknisk innovation i sundhedsvæsnet, men mindst lige så meget om organisatorisk innovation. De ændrede vilkår for kommunikation og interaktion bør også bruges til at gentænke arbejdsopgaverne og videreudvikle teknologierne.

Dette stiller nye krav til sektorerne og deres ledere: De skal blive enige om målet med at indføre nye teknologiske løsninger, og de skal sikre, at der er klare arbejdsgange og opgavedelinger, når opgaverne går på tværs.

Behov for mere viden
Indtil videre er der lavet mange pilot- og forsøgsprojekter, men få der bliver til drift. Reel optimering af arbejdsressourcer i form af etablering af nye, faste rutiner og stabilitet indfinder sig derfor sjældent.

For at kunne afgøre, hvordan nye sundhedsteknologier reelt indvirker på sundhedsvæsenet, må der skaffes - og deles - mere viden. Nye former for monitorering og evaluering af indførelsen af disse teknologier kan give vigtig viden om, hvorvidt en konkret teknologisk løsning skaber forbedret kvalitet og ressourceforbrug - eller tværtimod måske ligefrem fører til forringet kvalitet og øget ressourceforbrug.