Syddanmark opruster på robotteknologi

ROBOTTER: Syddansk Vækstforum afsætter 10 millioner kroner til et nyt syddansk elitetræningscenter, der skal hjælpe små virksomheder, der arbejder med robotteknologi, med at vokse sig større.

Foto: Lars Helsinghof /Altinget
Lise-Lotte Skjoldan

Siden 2010 er der i Danmark blevet etableret i alt 57 nye virksomheder inden for robotindustrien. Og mange af disse virksomheder er koncentreret omkring Odense, viser en analyse fra Syddansk Vækstforum.

Derfor afsætter vækstforummet nu 10 millioner til et nyt elitetræningscenter for robotteknologi. Elitetræningcentret har til formål at hjælpe små robotvirksomheder, der har stort vækstpotentiale. Det skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

Det nye center er en del af initiativet Scale-up Denmark, som på landsplan giver små virksomheder med potentiale for vækst mulighed for at få adgang til intensiv træning og stærke faglige miljøer. Det skal sikre, at virksomhederne kan vokse sig store, skabe arbejdspladser og tiltrække investeringer fra både Danmark og udlandet.

I Odense Kommune er borgmester Anker Boye (S) begejstret for det nye initiativ, der skal styrke Odenses position på det robotteknologiske Danmarks- og verdenskort.

“Odense er i dag et af verdens største centre for robot-iværksætteri. Vi har rammerne til, at driftige mennesker med virkelyst og ideer kan understøttes fra idé til iværksætter. At der via Syddansk Vækstforum nu afsættes 10. mio. kr. til et elitetræningscenter for robotvirksomheder underbygger regionens stærke robotmiljø og sikrer en endnu bedre overgang fra helt ny iværksætter til etableret selskab,” siger Anker Boye og fortsætter:

“Samtidig viser beslutningen, at vi her i Odense og i Syddanmark prioriterer og har øje for de muligheder, som robotterne giver, og den vækst og udvikling, de bringer, hvilket flugter med regeringens ambitioner på nationalt niveau.”

Formand for Syddansk Vækstforum og Region Syddanmark Stephanie Lose (V) siger om det nye center:

“I Syddanmark er vi rigtig stærke inden for robotteknologi, og med dette elitetræningscenter har vi et rigtig godt tilbud til virksomhederne. Centeret understøtter også den nationale dagsorden om at styrke konkurrenceevnen ved at benytte meget mere robotteknologi.”

0:000:00