Debat

Tænketank: Digitale ambitioner bør hæves yderligere

DEBAT: Danmark kan blive en frontløber i den digitale omstilling, men det kræver et langt højere ambitionsniveau, skriver Bjarke Møller fra Tænketanken Europa, der netop har publiceret rapporten "Disrupting Europe", der kommer med bud på omstillingen til et mere digitalt Europa.

Peter Pagh-Schlegel
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Bjarke Møller
Direktør, Tænketanken EUROPA

Hvis vi i Danmark havde forstået den revolution af økonomi og politik, som de digitale teknologier fører med sig, så ville ethvert parti med respekt for sig selv lave 2025-planer med udgangspunkt i, hvordan Danmark kan få mest mulig ud af digitaliseringen.

Ekstra glasur
Men regeringens forslag til en 2025-plan, der skal forhandles om næste år, bruger kun ordet digital som ekstra glasur. Eller som noget, der opremses sammen med passager om den internationale økonomi, lidt deleøkonomi eller en digital indberetningsløsning til det offentlige.

2025-planen er makroøkonomisk finetuning lavet i Finansministeriet, og det er sigende, at ingen af de syv hovedindsatsområder har digitalisering som sit hovedfokus.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

En langtidsplan for dansk økonomi frem mod 2025 kan kun gøre en virkelig forskel, hvis den forstår, hvorfor digitaliseringen allerede er blevet den vigtigste vækstdriver i økonomien.

Digital disruption er ikke bare noget, der sker nede i Finansministeriets softwareafdeling eller i Skat, men er det, der grundlæggende forandrer den måde, vi har indrettet vores samfund og økonomiske liv på.

Digitaliseringen må bringes ind i hjertet af dansk og europæisk politik. Ellers vil vi sejle ind i fremtiden med bind for øjnene.

Bjarke Møller
Tænketanken EUROPA

Danmark kan være frontløber
Digitaliseringen kan bane vej for store produktivitetsstigninger, når den næste bølge af forbundne maskiner, milliarder af sensorer, dataindsamlere, fleksible industrirobotter og selvkørende køretøjer kobles sammen på internettet.

Danmark kan blive en frontløber i denne omstilling, men det kræver, at de langsigtede sigtelinjer for politikerne hæver sig op over de små makroøkonomiske finjusteringer, symbolpolitiske debatter om udlændinge eller om national grænsekontrol.

Spørgsmålet er, om vi vil lade den digitale disruption definere vores land, eller om vi selv vil være med til at forme rammerne for, hvordan Danmark kan få størst mulig gavn af digitaliseringen?

Digital økonomi i vækst
En analyse af Boston Consulting Group har skønnet, at den digitale økonomi på internettet kan vækste 13 gange hurtigere end resten af økonomien i de kommende år.

Big data-analyser af alt fra virksomheders varestrømme til digital sundhed rummer store muligheder for at lave smartere og mere innovative løsninger til gavn for befolkningen.

De digitale teknologier kan bidrage til langt mere ressourceeffektiv udnyttelse af energien i transportsektoren og i energisektoren.

Ny rapport: Disrupting Europe
Det er udgangspunktet for den rapport, Disrupting Europe, som Tænketanken EUROPA forleden lancerede på en konference i Bruxelles. Den indeholder en proaktiv og ambitiøs vækststrategi for, hvordan EU-landene kan sætte turbo på omstillingen til et mere digitalt Europa.

Kommissionen har forsøgt at sætte en offensiv dagsorden med stribevis af forslag til et digitalt indre marked, så data og digitale platforme kan operere frit på tværs af de europæiske grænser uden at møde nationale handelsmure eller 28 stive nationale regelsæt.

EU's digitale ambitioner bør hæves
Det digitale indre marked kan skabe mere vækst på et kontinent, der længe har været præget af økonomisk stagnation. Men ambitionsniveauet for det digitale indre marked bør hæves.

Vi skal bygge infrastruktur i verdensklasse, der gør langsomme og slæbende bredbåndsforbindelser til fortid og ruller gigabit-forbindelser ud til alle europæere. Det er forudsætningen for at høste gevinsterne i den nye digitale økonomi.

Konkurrencen med USA, Japan og Korea
Langs alle motorveje, landeveje og i byerne bør der etableres et fiberoptisk netværk koblet sammen med et nyt 5G-mobilnetværk, så EU-landene kan tage konkurrencen op med USA, Japan og Korea.

Det kræver massive investeringer. Europa har brug for en New Deal, hvor digitaliseringen og omstillingen til en ressourceeffektiv grøn økonomi kommer i fokus.

Mange af de gamle arbejdspladser vil forsvinde, men mange nye skabes. Derfor må politikerne – i Danmark som i andre EU-lande – reformere uddannelsessystemet, så arbejdsstyrken får de fornødne kompetencer til at håndtere de digitale udfordringer i stedet for at blive stødt ud af arbejdsmarkedet.

Digitaliseringen må bringes ind i hjertet af dansk og europæisk politik. Ellers vil vi sejle ind i fremtiden med bind for øjnene.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bjarke Møller

Direktør, Rådet for Grøn Omstilling
executive leadership (Columbia Uni. 2014)

0:000:00