Telemedicin skal passe til hjem og rutiner

Af Stinne Aaløkke Ballegaard
Seniorprojektleder i KORA

En stor udfordring ved fremtidens digitale og teknologiske løsninger er at få løsningerne til at blive en del af borgernes og patienternes hverdag på en meningsfuld måde.

Når borgere deltager i telemedicinsk behandling, så ligger der et vigtigt arbejde for borgere og patienter i at få integreret den nye teknologi i hjemmet og hverdagen.

Selvom en patient som udgangspunkt er glad for at indgå i et telemedicinsk behandlingsforløb og får en behandlingsmæssig gevinst, så kan teknologien spænde ben for patientens hverdag.

Både sociale og lavpraktiske faktorer har betydning for den måde, patienterne bruger telemedicinen på i hverdagen. Implementeringen er først en succes, når løsningerne faktisk kommer i brug og anvendes af borgeren.

Bør ikke kollidere med rutiner og sociale relationer
Når velfærdsteknologi flytter ind i borgernes hjem, står borgeren og personalet, der hjælper med installationen, over for en umiddelbart praktisk opgave: hvor skal udstyret stå? Hvis det drejer sig om telemedicinsk udstyr med skærm til videokonsultationer må man vælge en placering, hvor der er adgang til netværksforbindelse og stikkontakt, og hvor der er en ergonomisk korrekt arbejdsstilling for borgeren.

Hvis man følger den praktiske logik og teknikkens indbyggede krav, ender udstyret ofte på spisebordet. Måske sikres ledningen til stikkontakten med gaffatape på gulvet for at undgå faldulykker.

Et sådan fysisk setup kan være i stor kontrast til hjemmets øvrige æstetik, og det kolliderer med borgerens rutiner og sociale relationer. Hvis borgeren ikke har fortalt naboen, at han eller hun har KOL, så er det ikke sikkert, at naboen bliver inviteret til den ugentlige kortaften, så længe KOL- udstyret står på spisebordet, hvor de plejer at sidde og spille og drikke kaffe.

Borgere hjemliggør teknologi
Inden teknologien inviteres indenfor, har mange borgere en forestilling om, hvor udstyret skal stå: det skal være gemt lidt af vejen, for eksempel i et værelse, som ikke anvendes så tit, og hvor gæster ikke kommer.

På den måde forstyrrer udstyret ikke hjemmets æstetiske udtryk, og det giver heller ikke en konstant påmindelse om borgerens kroniske lidelse.

Nogle borgere forsøger desuden at hjemliggøre teknologien og få det til at passe bedre ind: på dette debatindlægs billede har en borger lagt en dækkeserviet og stillet en vase med blomster oven på en tablet-PC for at få den til at passe bedre ind i stuen. Problemet er bare, at PC’en skulle minde borgeren om at tage sin medicin. Når låget er lukket, kan borgeren ikke længere se påmindelserne, og PC’en er helt virkningsløs.

Mobil og fleksibel teknologi
Når velfærdsteknologi flytter hjem til borgerne, er det vigtigt at huske, at sygdom og håndtering af en kronisk tilstand ikke nødvendigvis er det vigtigste i borgerens liv. Hjemmet er et socialt sted, det er en arena for hverdagslivets rutiner, og det er en del af beboerens identitet. Selvom velfærdsteknologi og sygdomshåndtering spiller en rolle, så har det ikke hovedrollen.

Det stiller krav til, at teknologien er mobil og fleksibel. Det skal være muligt for borgeren at flytte på udstyret - også uden at netværksforbindelsen forsvinder, og uden at familie eller venner skal hjælpe med at løfte tunge skærme.

Selvom en patient som udgangspunkt er glad for at indgå i et telemedicinsk behandlingsforløb og får en behandlingsmæssig gevinst, så kan teknologien spænde ben for patientens hverdag.

Stinne Aaløkke Ballegaard
Seniorprojektleder i KORA

Det skal også være muligt for borgeren at tilpasse udstyret, så det passer ind i rutinerne i hverdagen. For eksempel skal man kunne slukke for lys og lyd på de telemedicinske skærme, så man ikke bliver forstyrret af blinkende tekst eller summende lyde hele natten, mens man forsøger at hvile. Samtidig skal der være en balance, så tilpasningen og hjemliggørelse af udstyret ikke resulterer i, at løsningen bliver meningsløs.

Selvom det virker som banale pointer, har det i praksis vist sig at være svært at opnå en fornuftig balance. I øjeblikket er det borgerne, der skaber en balance mellem på den ene side at bevare løsningernes tiltænkte mening, og på den anden side at få løsningerne integreret i hverdagens rutiner, sociale relationer og hjemmets æstetik på en meningsfuld måde.

I fremtiden bør løsningerne være gennemtænkte, fleksible og mobile, så de tilpasser sig den hverdag og det hjem, borgeren havde i forvejen.