Krifa til Hummelgaard: Har du glemt dit løfte om at bekæmpe fagforeningspres?

Af Søren Fibiger Olesen
Formand, Krifa

Jeg håbede helt til det sidste, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) ville holde, hvad han lovede de mange danske lønmodtagere, der oplever chikane på deres arbejde.

Men det ser ud til, at de må kigge langt efter en politisk håndsrækning.

Kan I huske sagen med bagage-medarbejderne i lufthavnen, som truede og chikanerede en vikar, fordi han var medlem af en anden fagforening end de andre? Det fyldte meget i medierne i slutningen af 2019, men desværre fylder det stadig meget i hver syvende danske lønmodtageres liv.

En Wilke-undersøgelse fra 2018 viser, at 14 procent af danskerne oplever fagforeningspres. Og jeg må desværre konstatere, at eksemplerne, vi får ind, hverken er blevet færre eller mildere på trods af den store medieopmærksomhed.

Ligeså vigtigt som sexchikane
De barske lydfiler fra lufthavnen fik heldigvis mange politikere til at vågne op og indse, hvad alt for mange danskere må stå model til, fordi de står ved deres ret til frit at vælge fagforening.

Normalt bryster Peter Hummelgaard sig af, at han holder sine løfter. Det, håber jeg også, er tilfældet denne gang, selv om nogle af hans kammerater måske har interesse i det modsatte.

Søren Fibiger Olesen
Formand, Krifa

Efter utallige samråd lovede beskæftigelsesministeren en omfattende undersøgelse af problemet, så der kunne handles. Den skulle have set dagens lys i efteråret 2020.

Men jeg har ikke set noget til den endnu?* Det har de danske lønmodtagere, så vidt jeg ved, heller ikke.

Jeg er klar over, at 2020 bød på en uventet pandemi, som ryddede mange dagsordener af bordet. Og med rette. Men fuldstændig ligesom med sexchikane er der brug for øjeblikkelig handling, når det kommer til fagforeningspres.

Vi kan simpelthen ikke byde lønmodtagerne, at de skal finde sig i trusler, mobning og chikane fra kolleger, tillidsmænd og fagforeningsfolk, indtil pandemien er væk. Og slet ikke i den her tid med overenskomstforhandlinger.

Når man som os får det ene eksempel ind efter det andet, så føles det som om, at alle ser stilletiende til, mens medarbejdere bliver truet og chikaneret for at stå ved den ret, der blev slået fast af Menneskerettighedsdomstolen i 2006.