S i København: Finansiering af anbringelser skal ikke være op til kommunerne

Forestil dig, at du er et barn på 7 år. Du startede i skole sidste år, og selvom dine forhold derhjemme ikke har været gode, så har du fundet venner og nogle lærere, der har givet dig en tryg base. En tryg base, hvor du kan befinde dig det meste af din dag, inden du skal hjem til en mor der drikker, og siger grimme ting til dig.

Så finder kommunen ud af, at du ikke kan bo hos din mor. Det bliver du ked af, selvom hun siger grimme ting og drikker. Men du har stadig din skole. Din trygge base.

Og så fortæller en voksen dig, at den har du heller ikke mere. Selvom du bor i Nordvest, så er du nemlig nødt til at flytte til Næstved. Hvorfor? Fordi der ikke er nogen, der vil være dine nye plejeforældre i København.

Regeringen er i denne uge kommet med et udspil til en reform af anbringelsesområdet. En reform, der gør, at flere børn vil blive fjernet tidligere – men dette kræver altså, at der er steder vi kan placere børnene. 

Det er en god ting, for i dag bliver alt for mange børn anbragt alt for sent. Som formand for Børn- og Ungeudvalget, udvalget med ansvar for tvangsanbringelse af børn, ser jeg desværre, at ovenstående er virkeligheden for alt for mange børn. Jeg oplever gang på gang, at vi må fjerne børn, der ellers er trygge i skolen eller daginstitutionen, fordi der simpelthen ikke er nok plejefamilier i København.

Det handler om økonomi
Vi skal som samfund også blive bedre til at hjælpe dem, som så faktisk melder sig som plejefamilie. Vi skal give mere uddannelse og flere kurser, og vi skal mindske bureaukratiet.

Det er det største problem i dag ved netværksanbringelser – man anerkender ikke at et udsat barn, uanset om man anbringer i netværk eller ej, stadig kræver store ressourcer.

Laura Rosenvinge (S)
Medlem af Borgerrepræsentationen og formand for Børn- og Ungeudvalget, Københavns Kommune

Regeringen har med deres udspil lagt op til, at vi skal lægge plejeforældrenes kurser med videre over i regionale center. Det tror jeg er rigtigt set.

Det er helt igennem nødvendigt, at vi laver en reform af plejefamilieområdet, hvis vi vil have flere til at søge. Men jeg er simpelthen nødt til at sige, at jeg ikke tror, det er nok. Det her handler om økonomi. 

Flere anbringelser kræver flere plejefamilier, flere plejefamilier kræver flere penge. Selvom 721 millioner måske lyder af meget, så skal man huske på, at udgifterne til at anbringe et enkelt udsat barn sagtens kan koste en million om året i sig selv. Ikke bare i løn til plejefamilien, men lige så meget i, at der sidder en sagsbehandler, der ikke har så mange sager for at være sikker på, at sagsbehandleren ikke laver fejl og har overskud til godt samarbejde.