Han startede som cykelbud på pladeselskabet Sonet, og blev en af de mest betydningsfulde ”musikentreprenører” i Danmark. Efter mere end 60 år på scenen har Peter Abrahamsen sunget sin sidste strofe.
 
Peter Abrahamsen debuterede som 16-årig i 1958 med ”Won’t you wear my ring”, dengang under kunstnernavnet Peter Abrams, i selskab med guitaristerne Jørn Graungaard og Jørgen Ingmann. Kort tid efter slog han igennem med Neil Sedaka hittet ”Run Samson Run”, som fandt vej helt frem til mit barndomshjem i Vestsjælland. Det var dengang, man ude i provinsen købte grammofonplader hos cykelhandleren.
 
I min ungdom var han fast gæst på scenerne ved Land og Folk festivaler, demonstrationer, fredsarrangementer og fagforeningsmøder. Bag kulisserne var han reklamemand, promotor, manager, pladeproducent og direktør for flere pladeselskaber. Alt sammen med en flid og et allestedsnærvær, der fik musikkritikeren Torben Bille til at døbe ham ”Peter Den Store”.
 
Jeg kendte ham kun fra grammofonen og festivalerne, da jeg første gang mødte ham i efteråret 1998. Jeg var nyslået radiodirektør i DR, og Peter var blandt gratulanterne.

De næste 20 år lå vi i konstante slagsmål om musikprofiler, prioriteringer, programomlægninger, overenskomster, musikerhonorarer og alskens ledelsesmæssige prioriteringer.

Peter havde et had-kærlighedsforhold til DR. Han anerkendte og værdsatte vores betydning som kulturinstitution men var tydeligt irriteret, når vi ikke brugte vores styrke og evner i musikkens tjeneste. Han langede voldsomt ud efter os, når han syntes, at vi ”forarmede” musikkulturen eller lå under for ”de multinationale pladeselskaber”.

Men han var aldrig for stolt og stædig til at anerkende det, hvis vi gjorde noget, han fandt rigtigt. Da han fyldte 60 i 2001, sendte han mig en pakke med sin erindringsbog ”Lidt Sur Er Man Vel Altid”. Nede i pakken lå også hans seneste CD med titlen ”Tit Er Jeg Glad”. Jeg kvitterede med at anerkende, at begge titler var meget rammende.
 
Det var nemt at være uenig med Peter. Ikke fordi han ikke var både skarp, præcis og hård i sin kritik. Men fordi den altid hvilede på en respekt, lydhørhed og nysgerrighed for vores argumenter og mellemregninger.

Jeg havde tilsvarende respekt for hans ståsted, flid og faglighed. Også når bølgerne gik højt og han offentligt kaldte mig ”musikdiktator” og ”popfascist”, og mente at vi, med indførelse af såkaldte ”playlister” og ”musikstyring” af radiokanalerne, overflødiggjorde programmedarbejdernes brug af hjernen: ”Alt er kodet ind, således at DJ’en ikke behøver at tænke – hvilket man også godt kan høre nogen gange”.
 
Peters hjerte sad til venstre. Han var ”rød”. I sine unge dage ligefrem ”kommunist”. Han har bl.a. sat musik til Oskar Hansen, Jeppe Aakjær og ”arbejderdigteren” Carl Scharnberg, som han også turnerede med i mange år.

Efter Sovjetunionens - og kommunismens -  sammenbrud 1990 droppede han sit medlemskab af Danmarks Kommunistiske Parti DKP – ”uden falbelader”, som han sagde. Men han forblev socialist, og lagde ikke skjul på det: ”Hvorfor forventes det, at man skal ”fortryde”, at man holdt med arbejderklassen?”. Han var vel det, som arbejderdigteren Oskar Hansen kaldte sig selv: ”Stedserød”. Hans udgivelser og hele kunstneriske virke kredsede om de i dag noget falmede eller forsømte fænomener som ”solidaritet” og ”fred”.
 
Peter Abrahamsen døde lørdag den 4. maj, mens Danmark tændte levende lys i vinduerne. Han ville have værdsat timingen.