Om  
Inge Lise Westman

Dødsfald: Maler, grafiker og billedhugger Inge LIse Westman (78)

Billedkunstner Inge Lise Westman døde tidligere i dag, 78 år gammel, efter længere tids sygdom.

Rasmus Nielsen

Maler, grafiker og billedhugger Inge Lise Westman, Gudhjem, er død, 78 år gammel. Det oplyser familien til Bornholms Tidende.

Hun blev født ind i en kunstnerfamilie i København som datter af billedhugger Gunnar Westman og grafiker Karen Marie Westman født Eppenstein. 

Inge Lise Westman er kendt for sine malerier, skitser og skulpturer, der ofte kredser om landskaber og naturens mangfoldighed, og er markant repræsenteret på Bornholms Kunstmuseum samt på bl.a. Statens Museum for Kunst og Trapholt.

Hun var uddannet på Kunstakademiet i København i 1967-72 på Malerskolen under Søren Hjorth Nielsen og på Den Grafiske Højskole under Palle Nielsen.

Siden 1971 har hun boet og arbejdet i udkanten af Gudhjem, og selv om hun også har rejst og skabt værker i de nordiske lande og på det afrikanske kontinent, er det i sit atelier på Bornholm, hun har haft base, skriver avisen.

Inge Lise Westman var desuden en central kraft i det kunstnerdrevne Gudhjem Museum.

Hun var af natur selv stilfærdig. Sådan kan hendes værker også somme tider godt opleves, ofte skrøbelige og koloristisk forfinede - andre gange er de mørke og voldsomme. Altid med et tilhørsforhold til den figurative tradition, som hun var uddannet i på Kunstakademiet.

Inge Lise Westman modtog Eckersberg Medaillen i 1994 og Henry Heerups legat i 2016. Siden 1979 var hun medlem af og udstillede trofast hos sammenslutningen Koloristerne. Hun modtog fra 2000 Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Blandt en række større udsmykningsopgaver kan nævnes den seneste: malerier til Bornholms Regionskommunes byrådssal i 2017.

Hun oplevede i 2016 den store sorg, at hendes søn Emil Westman Hertz, der selv nåede at vise sig som en betydelig billedkunstner, døde efter lang tids sygdom, kun 38 år. Hun efterladersin  mand siden 1968, den jævnaldrende etnograf, mag.scient. Ole Hertz og parrets andet barn, cand.com. Karen Westman Hertz.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Inge Lise Westman

Maler, grafiker, billedhugger
Det Kgl. Danske Kunstakademi (1972)

0:000:00