Benny Engelbrecht: Sådan vil jeg bekæmpe social dumping

DEBAT: Det er en klokkeklar prioritet for regeringen at stoppe social dumping og sikre forholdene på vejtransportområdet. Social dumping skal bekæmpes både i EU og herhjemme, hvor regeringen har nedsat et lovforberedende udvalg, skriver transportministeren.

Af Benny Engelbrecht (S)
Transportminister

Den ene vejpæl afløser den anden, mens kilometervis af asfalt bliver konsumeret under lastbilernes rumlen. Lastbilchauffører kører på tværs af kommune- og landegrænser, ind og ud af Danmark, mens de sørger for, at vi får mad i butikkerne og varer på lagrene.

Hvad de fleste efterhånden også ved, er, at det desværre ikke er en ensidig fornøjelse at være lastbilchauffør i en globaliseret, moderne verden som vores – eller pilot, stewardesse eller et tredje hverv, der krydser de europæiske landegrænser, for den sags skyld.

Lønmodtagere oplever i disse år et stort pres på løn og arbejdsvilkår, ikke kun i Danmark, men i hele Europa. Social dumping er en stor udfordring. Du, vi og jeg møder og hører om gentagne eksempler på mennesker, der må arbejde og leve under kummerlige forhold, mens de hver dag udfører deres arbejde, fordi deres lønninger, rettigheder og arbejdsvilkår må vige.

Det er de ikke tjent med, og det er hverken til gavn for dem eller vores samfund. Tværtimod. Da der i sagens natur er tale om grænseoverskridende arbejde, skal kampen for ordentlige arbejdsvilkår ikke kun kæmpes i Danmark, men også i EU – men lad os begynde herhjemme.

En klokkeklar prioritet
Det er en klokkeklar prioritet for regeringen at sætte en stopper for social dumping og sikre ordnede forhold på vejtransportområdet, så konkurrencen foregår på lige lønvilkår, når transporten udføres af udenlandske chauffører. Derfor er jeg glad for, at arbejdsmarkedets parter har udvist ansvar og sammen er kommet med en række anbefalinger, der kan bidrage til at løse udfordringerne med at sikre danske løn- og arbejdsvilkår på vejtransportområdet.

Regeringen hilser disse anbefalinger velkommen og har på den baggrund besluttet at nedsætte et lovforberedende udvalg, der senest den første december 2019 skal komme med forslag til, hvordan anbefalingerne kan omsættes til egentlig lovgivning. Det er et arbejde, der går på tværs af ressortområder, og derfor vil jeg i samarbejde med mine kollegaer i regeringen og Folketinget arbejde målrettet for at føre udvalgets forslag til lovgivning ud i livet, så snart det er muligt.

På EU-fronten kæmper vi også kampen mod social dumping. Forhandlingerne om Vejpakken, der sætter rammerne for vejtransportsektorens fremtid, er inde i sin afgørende fase. Både Parlamentets og Rådets aftaler indeholder en masse gode elementer, der kan være med til at sikre ordentlige arbejdsvilkår for chaufførerne og fair konkurrence på området. Nu skal vi, det vil sige Rådet og Parlamentet, bare blive enige.

Vi står stærkt i de kommende forhandlinger
I Danmark var vi for nylig vært for et møde med ligesindede lande i den såkaldte Vejtransportalliance, og vi står derfor stærkt i de kommende forhandlinger med hensyn til at fastholde danske prioriteter.

Det drejer sig for eksempel om en karensperiode for cabotagekørsel, så det ikke længere vil være muligt at køre systematisk cabotage. Det drejer sig også om at sikre, at vejdelen af en kombineret transport omfattes af cabotagereglerne og om en fremrykning af den intelligente takograf, så vi får en bedre håndhævelse af reglerne – og så skal vi fastholde forbuddet mod lange hvil i køretøjet.

I samme ombæring vil jeg arbejde for, at vejgodstransporten kommer til at bidrage til vores grønne omstilling. Det er en anden dagsorden, der ligger regeringen meget på sinde.

Jeg ser derfor frem til for alvor at gå i gang med det store, vigtige arbejde, der ligger foran mig i den kommende tid i håbet om at skabe positive forandringer for først og fremmest lønmodtagerne, men i høj grad også for hele transportområdet og samfundet, som vil blive styrket og bedre rustet til en konkurrencedygtig verden, hvis lønmodtagerne, der slider og slæber for at gøre en forskel og udføre deres arbejde på bedste vis, også får en ordentlig løn og værdige arbejdsvilkår.

Forrige artikel K: EU-Kommissionens planer tegner godt for Danmark K: EU-Kommissionens planer tegner godt for Danmark Næste artikel 3F: Danske arbejdere fanget i Brexit skal hjælpes i nyt job før andre europæere 3F: Danske arbejdere fanget i Brexit skal hjælpes i nyt job før andre europæere
  • Anmeld

    Ole Rasmussen · Ingeniør

    fastholde forbuddet mod lange hvil i køretøjet.

    Rigtigt at "fastholde forbuddet mod lange hvil i køretøjet". Det er vigtigt at vi får ordnede forhold og uskikken med at lastbiler holder i industriområder om natten, bør yderligere i fokus. ......Hvis man ved grænsen - de store broer - færgerne og Limfjords tunnellen kunne "læse alle nummerpladerne" (som politiet gør), kunne man måske få lidt mere styr på de lastbiler som holder lange hvil. Virker det.... - tror jeg viderefrem at 90 % af befolkningen vi synes det er OK, at få "læst sin nummerplade" hver gang man kører til og fra motorvejene. Private bilers nummerplader skal ikke gemmes i databaser - kun lastbiler og erhvervskøretøjer.

  • Anmeld

    Thomas Jensen · Turistchauffør

    ITD stævner 3F og Staten

    Som følge af at den overenskomstbærende fagforening på transportområdet 3F har sat tommelskruerne på vognmænd der ikke vil tegne overenskomst, har ITD nu stævnet Staten for ikke at sørge for foreningsfrihed i Danmark.. Hvis ITD havde taget sig tid til at læse lidt på lektien er det soleklart at der ligger en dom for, at arbejdsgiverne har ret til at lede og fordele arbejdet, og lønmodtagerne ret til at organisere sig.. I følge artiklen skriver ITD at " vi er villige til at tage sagen hele vejen gennem domstole, og får vi ikke ret der, til menneskerettighedsdomstolen... "
    Hvis man ikke vil sørge for en løn man kan leve af, og ordnede forhold på arbejdspladsen, tja - så er næste skridt en hilsen fra 3F om at få orden på sagerne... Sker dette ikke er næste skridt en evt. blokade mod virksomheden og det gør ondt på vognmanden... Håber den ny regering får held til at stoppe udnyttelsen af andre mennesker og sørge for en ens løn når der køres gods eller bus her i landet... Det er ved at være for sent allerede.