Engelbrecht om genstart af blødende luftfart: Det kræver internationalt samarbejde

VIDEO: Når flyene igen skal på vingerne efter coronakrisen, kræver det en koordineret plan mellem EU-landene, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Jeppe Maagaard HolmAndreas Wind

Luftfarten er i sin natur grænseoverskridende, og en genstart af luftfarten – også indenrigsflyvninger – vil i stor grad afhænge af, hvad der sker internationalt.

En international koordinering har derfor været diskuteret på det seneste uformelle rådsmøde mellem de europæiske transportministre.

Det sagde transportminister Benny Engelbrecht (S) onsdag, da der var spørgetid til ministrene.

"Vi kommer til at se et scenarie, hvor indenrigsflyvningen – hvoraf en del allerede fungerer – ganske givet kommer først på vingerne. Det næste bliver, at der skal prioriteres nogle centrale flyforbindelser, som især skal understøtte erhvervslivet. Det kan være mellem hovedstæderne," sagde ministeren.

"I den forbindelse er det afgørende, at vi koordinerer landene imellem. Der er ikke truffet konklusioner, men det var også noget af det, der blev diskuteret på det seneste uformelle rådsmøde," lød det videre.

Venstre vil have national strategi
Det var Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, der havde bedt ministeren svare på, om han er enig i, at der skal laves en national strategi for genstarten af luftfarten.

"Venstre har ikke en færdigstrikket løsning på det her endnu, men vi ser behovet for en strategi og en plan. Derfor er det godt, at vi kommer i dialog omkring det," lød det fra ordføreren.

Engelbrecht gjorde det klart, at hjælpepakkerne er med til at holde hånden under en række selskaber i branchen, men at der godt kan blive behov for mere. 

"Jeg har en løbende dialog med branchen. Jeg har naturligvis også lyttet til de udfordringer, de ser. Jeg forstår, at man er godt hjulpet af de generelle hjælpepakker. Det er klart, at så længe de kører, er der rimelig tryghed i forhold til selskabernes overlevelse. Men når vi kommer ud på den anden side, skal der være nogle ens retningslinjer,” sagde ministeren.

0:000:00