Flertal bakker op om forundersøgelse af en bro mellem Als og Fyn

MILLIARDPROJEKT: Partier fra både blå og rød fløj ønsker at se nærmere på muligheden og behovet for en broforbindelse mellem Als og Fyn. Ministeren er positiv, men Dansk Naturfredningsforening bekymrer sig over broens mulige påvirkning på beskyttet natur.

Ifølge Konservative vil en bro mellem Als og Fyn fjerne store dele af den tunge lastvognstrafik gennem Kolding og Lillebælt. 
Ifølge Konservative vil en bro mellem Als og Fyn fjerne store dele af den tunge lastvognstrafik gennem Kolding og Lillebælt. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Niels Frederik Rickers

For beboerne i Sønderjylland er en biltur til Fyn ensbetydende med en tur op forbi Kolding og videre over Lillebæltsbroen.

Men det kan måske ændre sig i fremtiden. Op til forhandlingerne om en kommende infrastrukturplan tegner der sig nemlig et bredt politisk flertal for en forundersøgelse af etableringen af en ny bro mellem Als og Fyn.

Både Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Radikale ønsker, at der afsættes midler til forundersøgelsen af den såkaldte Als-Fyn-bro, som ifølge Vejdirektoratet vil have en brolængde på 11 kilometer og potentielt kan reducere køretiden fra Padborg til Odense og København med 60 minutter.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) fortæller til Altinget, at han forventer, at igangsættelsen af en forundersøgelse vil blive et tema i de kommende forhandlinger.  

Det giver overhovedet ikke mening at lave en forundersøgelse af anlægget, før vi har en idé om kapaciteten og behovet over Lillebælt.

Anne Valentina Berthelsen (SF)
Transportordfører

"I den henseende er det naturligvis relevant, at vi til forhandlingerne har det rette grundlag at kunne træffe en eventuel beslutning på – herunder hvad det vil koste at gennemføre en forundersøgelse, og hvad en forundersøgelse vil kunne indeholde," skriver ministeren i en mail til Altinget.

K: Broen kan gavne erhvervslivet
Før han tiltrådte som minister, sad Benny Engelbrecht selv i komitéen for Als-Fyn-broen, som Vejdirektoratet har vurderet vil komme til at koste 22,4 milliarder kroner at anlægge.

I samme komité sidder Konservatives transportordfører, Niels Flemming Hansen. Han mener, at en Als-Fyn-bro især vil gavne det sydjyske erhvervsliv og de borgere, som hver dag må pendle frem og tilbage mellem landsdelene.

"Vi bliver nødt til at have gang i noget produktion af infrastruktur. Også for at bevare arbejdspladser. Derudover har broen potentiale til at fjerne 16 procent af den tunge lastvognstrafik, som lige nu kører gennem Kolding," siger Niels Flemming Hansen.

Venstre vil se på det brede perspektiv
I Venstre understreger transportordfører Kristian Pihl Lorentzen, at en forundersøgelse først og fremmest skal sikre det politiske beslutningsgrundlag, og at det dermed endnu er for tidligt at sige, om partiet bakker op om en potentiel opførelse af broen.

Dokumentation

Fakta om Als-Fyn-broen

Sønderborg Kommune og Faaborg-Midtfyn Kommune indgik i marts 2017 en samarbejdsaftale med det formål at undersøge projektets potentiale.

Organisatorisk består Als-Fyn-broen af en styregruppe, en komité og et sekretariat. I sekretariatet sidder blandt andre Ellen Trane Nørby (V), Rasmus Helveg Petersen (R), forbundsformand i Dansk Metal, Claus Jensen, og direktør for DI Transport, Michael Svane.

Anlægget vil gå fra Sønderborg til Årslev på Fyn og vil have en samlet længde på cirka 65 kilometer. Det vurderes til at ville koste cirka 22,4 milliarder kroner at bygge.

Fakta om broanlægget:

  • Længde: 11 km
  • Bredde: 23,6 m
  • Brotype: skråstagsbro
  • Gennemsejlingshøjde: 60 m og 37 m
  • Spændvidde: 500 m og 325 m
  • Vejtype: firesporet motorvej
  • Hastighed: 110 km/t.

Kilde: Vejdirektoratet 


0:000:00