Diætister om salt: Lovgivning skaber ikke mirakler

SALT: Formanden for de kliniske diætister advarer mod at tro, at lovgivning med et snuptag kan mindske danskernes overforbrug af salt.
Ole Nikolaj Møbjerg Toft
Politikerne kan ikke skyde genvej til at mindske danskernes indtag af salt ved at lovgive om regler for indholdet af salt i fødevarer.

Sådan lyder advarslen fra Kost- og Ernæringsforbundet, der er interesseorganisationen for blandt andet de kliniske diætister. *

Forbundets formand, Ghita Parry, slår fast, at en sænkning i danskernes sundhedsskadelige saltindtag kræver en indsats på flere områder. 

"Det er en fælles udfordring at nå målet om mindre saltforbrug. Derfor ligger ansvaret ikke kun hos politikerne og kan ikke fikses med en hurtig lov," siger Ghita Parry.

Stramme regler kan skade
I Altinget kunne man i går læse, at Hjerneforeningen mener, at politikerne lige så godt kan indføre regler nu, mens Hjerteforeningen først vil se på sådanne skridt, hvis fødevareindustrien ikke af sig selv mindsker indholdet af salt i fødevarerne.

Ghita Parry advarer derimod om, at stramme regler kan få producenterne til at bruge andre tilsætningsstoffer end salt. Stoffer, der potentielt kan være mere skadelige end salt.

"Vi skal derfor passe på med ikke at sætte nogle begrænsninger op, som vil tvinge producenterne til at bruge andre konserveringsmidler, der vil være endnu værre," siger Ghita Parry.

Kost- og Ernæringsforbundet er også medlem af det såkaldte Saltpartnerskab, hvor blandt andet fødevareindustrien, detailhandlen, Hjerteforeningen og Fødevarestyrelsen er mellemmer.

Partnerskabet har sat som mål, at danskernes daglige saltindtag skal være faldet med tre gram ved udgangen af 2013.

*
Præcisering:
I Artiklens overskrift og manchet kan man få det indtryk, at det er Foreningen af Kliniske Diætister der udtaler sig. Det skyldes, at Kost- og Ernæringsforbundet også har nogle medlemmer, der er kliniske diætister, men generelt er de kliniske diætister medlem af fagforeningen Foreningen af Kliniske Diætister. 

0:000:00