Debat

Dansk Folkeparti: Borgerne bør kompenseres for stigende elafgifter gennem den grønne check

De penge, staten tjener på danskernes energiregninger og på de høje energipriser, skal bruges til at kompensere for de meget høje priser. Allerhelst burde vi helt afvikle elafgiften, skriver Morten Messerschmidt (DF).

Vi vil forhøje den såkaldte grønne check, der er målrettet borgere, som tjener under 250.000 kroner om året. På den måde sikrer vi, at ingen i Danmark skal gå fra hus og hjem på grund af de høje energipriser, skriver Morten Messerschmidt (DF).
Vi vil forhøje den såkaldte grønne check, der er målrettet borgere, som tjener under 250.000 kroner om året. På den måde sikrer vi, at ingen i Danmark skal gå fra hus og hjem på grund af de høje energipriser, skriver Morten Messerschmidt (DF).Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Morten Messerschmidt
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Danmark står i en historisk energikrise, og den socialdemokratiske regering har forholdt sig bekymrende tavs under hele krisen.

Det er et regeringsansvar at sikre billig energi til danskerne, og det ansvar har den siddende regering ikke levet op til. Der er mange danskere derude, for hvem de stigende priser er en bombe under deres privatøkonomi. Og det skal vi naturligvis tage alvorligt.

En nu og her forhøjelse af den grønne check kan sikre, at folk i den lavere ende af lønskalaen samt pensionister hurtigst muligt kan kompenseres for en urimelig høj energiregning

Morten Messerschmidt (DF)
Energiordfører

De penge, staten tjener på danskernes energiregninger og på de høje energipriser – hvor man nu sparer milliarder i støtte til vedvarende energi – skal naturligvis bruges til at kompensere for de meget høje priser.

Det er danskernes penge, og de skal tilbage til danskerne. De sølle 100 millioner kroner, regeringen og de røde partier har sat af til at kompensere for høje energipriser, er decideret et udtryk for manglende realitetssans.

Allerhelst burde vi helt afvikle elafgiften. Det ville være til gavn både for alle danskere – og ikke mindst for erhvervslivet. Men det får vi næppe regeringen med på.

Derfor er det vores forslag at forhøje den såkaldte grønne check, der er målrettet borgere, som tjener under 250.000 kroner om året – herunder også pensionister. På den måde sikrer vi, at ingen i Danmark skal gå fra hus og hjem på grund af de høje energipriser.

Europas højeste elafgift

Den grønne check blev indført af en blå regering i 2010 som en skattefri kompensation, målrettet lavere indkomstgrupper, for øgede grønne afgifter og afgifter på forbrug. Checken på omkring 1.000 kroner årligt afhænger af indkomst og antal børn.

En nu og her forhøjelse af den grønne check kan sikre, at folk i den lavere ende af lønskalaen samt pensionister hurtigst muligt kan kompenseres for en urimelig høj energiregning.

Men der er også mange andre familier, som rammes hårdt af den nuværende energikrise. Det kan være, man har taget et stort lån for at købe hus, og nu sidder stramt i det. Eller det kan være, man har fulgt statens råd og lånt penge til en energirenovering.

Disse familier vil vi hjælpe ved at afskaffe el- og gasafgiften eller i hvert fald sætte afgifterne markant ned. Vi har Europas højeste elafgift i Danmark.

Den socialdemokratiske regering har sagt, at de vil nedtrappe elafgiften frem mod 2030, men det kan vi ikke vente på. Det er helt galt med så høj en afgift, når den grønne omstilling jo går ud på, at vi skal bruge mere bæredygtig el – for eksempel til transport.
 
Jeg håber virkelig, at regeringen vil lytte til Dansk Folkeparti i forhandlingerne om afbødning af energikrisen, så danskerne bliver kompenseret for de høje energipriser.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)

0:000:00