DI: SF's "all inclusive"-velfærd efterlader de ældre uden selvbestemmelse

Gennem det seneste halve år har jeg haft fornøjelsen af at være en del af regeringens rådgivende panel, som har drøftet, hvordan vi kan udvikle en ny ældrelov med fokus på værdighed, selvbestemmelse og med færre dokumentationskrav. 

De fleste er enige i ambitionerne. Men når vi bevæger os fra de abstrakte hensigter til de konkrete løsningsforslag, melder dilemmaerne sig.

For hvordan giver vi kommuner og leverandører mere frirum til at selv at tilrettelægge opgaverne uden, at vi risikerer at gå på kompromis med kvaliteten, retssikkerhed og valgfrihed?

Det vil skabe A- og B-hold, hvor selvbestemmelse bliver forbeholdt de få, der har råd til et privat alternativ udenom den skattefinansierede velfærd

Jakob Scharff
Branchedirektør, DI

Det kræver grundige overvejelser og analyser af konsekvenserne af en ny lovgivning og en ny organisering af ældreplejen.

Var man ikke overbevist om vigtigheden af at tænke tingene ordentligt igennem, så bør det stå lysende klart efter, at SF's ældreordfører Kirsten Normann Andersen i Altinget opfordrede til et fundamentalt opgør med modellen for frit valg. 

Borgerne efterlades uden selvbestemmelse

Kort fortalt drømmer SF om en ældrepleje baseret på mindre, tværfaglige teams og en mere fleksibel model for visitation, som er tættere på borgeren. Det lyder jo harmløst og måske endda overbevisende.

Men når Kirsten Normann slår fast, at der fremover kun skal være plads til private leverandører, hvis de kan levere "hele pakken" lige fra rengøring til sygepleje, så knækker filmen altså.  

Det vil betyde, at størstedelen af de private leverandører, hvoraf kun et mindretal har samtlige ydelser på menuen, må lukke og slukke. Det vil efterlade borgerne – og særligt de 40 procent der i dag har valgt en privat leverandør – i en situation, hvor det frie valg er noget, der samler støv i en lovtekst, mens de i praksis kun kan vælge mellem kommunen eller ingenting.

Det vil skabe A- og B-hold, hvor selvbestemmelse bliver forbeholdt de få, der har råd til et privat alternativ udenom den skattefinansierede velfærd.

Når vi har at gøre med et område, som er domineret af store offentlige aktører med tusindvis af ansatte, så er det uholdbart at sætte barren for de private alternativer så højt, at de bliver hældt ned af brættet før de overhovedet er kommet i gang. Det svarer i grove træk til, at man kun må åbne en restaurant, hvis man kan tilbyde en tolv-retters menu. 

Er man villig til at lægge uigennemtænkte "all inclusive"-modeller til side, er jeg overbevist om, at vi sagtens kan finde løsninger

Jakob Scharff
Branchedirektør, DI

Kirsten Normann begrunder sine forslag med en udokumenteret påstand om, at bureaukrati og "minuttyranniet" i ældreplejen er opstået, fordi der skulle være plads til private leverandører.

Uden at gå ind i en dybere historiefortælling, opstod den eksisterende model primært ud fra et kommunalt behov for økonomi- og kvalitetsstyring.  I udmøntningen af velfærdsaftalerne har flere kommuner således erkendt, at de frit kan fjerne en lang række dokumentationskrav, fordi de selv har indført dem.

En ældrelov med fokus på borgerne

Er man villig til at lægge myterne om det frie valg og uigennemtænkte "all inclusive"-modeller til side, er jeg overbevist om, at vi sagtens kan finde løsninger, der mindsker bureaukratiet, og som styrker borgernes selvbestemmelse i stedet for at afvikle den:

Vi kan udvikle en mere fleksibel visitationsmodel baseret på pakker frem for enkeltydelser, men hvor der til er frit valg på alle niveauer, så borgerne altid har noget at vælge imellem, og så vi sikrer en mangfoldighed i tilbuddene.

Vi kan erstatte unødvendige proces- og dokumentationskrav med større gennemsigtighed i brugertilfredsheden og de faglige resultater, så vi understøtter kvalitetsudvikling og et oplyst frit valg. 

Vi kan sætte kommuner, leverandører og medarbejdere fri til at organisere sig, som de ønsker, men til gengæld holde dem op på de resultater, de skaber for borgerne. For det er vel i sidste ende det, som det bør handle om – borgerne.

Med andre ord skal vi netop turde at sætte borgernes ønsker og behov i centrum, hvis vi skal udvikle en ældrelov, der både understøtter værdighed og selvbestemmelse, og samtidig mindsker bureaukratiet. Det forudsætter, at vi styrker det offentlig-private samspil i stedet for at afvikle det.