Regeringen er klar til at lukke for besøg på plejehjem og sygehuse

CORONA: Med den nye hastelov bliver det muligt at forbyde besøg på plejehjem og sygehuse, og det er et værktøj, som regeringen agter at tage i brug for at inddæmme spredningen af covid-19, fastslår sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S). 

Regeringen melder sig nu klar til at indskrænke pårørendes adgang til plejehjem og sygehuse. 

Sådan lød det mandag fra sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde.

"Jeg vil komme med en bekendtgørelse, hvor vi indskrænker besøg," fastslog ministeren og tilføjede:

"Den helt generelle adgang, som vi jo ellers har i vores sundhedsvæsen, bliver der sat en stopper for."

Forbuddet er endnu et tiltag fra regeringen, der skal inddæmme smitten af covid-19 særligt blandt udsatte grupper, heriblandt de ældre og kronisk syge. 

Et bredt flertal i Folketinget hastebehandlede i sidste uge en ny lov, der blandt andet giver regeringen mulighed for at indskrænke pårørendes besøgsmuligheder på plejehjem og sygehuse. 

Loven træder i kraft tirsdag, og regeringen vil sideløbende komme med tiltag, der skal afbøde den voldsomt stigende udvikling i antallet af smittede. 

Opfordring fra organisationer
Flere organisationer, heriblandt Ældre Sagen og Danske Seniorer, opfordrede allerede torsdag regeringen til at indføre et besøgsforbud på landets plejehjem. 

Alle var dog enige om, at der var brug for et fleksibelt forbud, sådan at ældre og andre udsatte, der befinder sig i kritisk eller terminal tilstand, naturligvis ikke bliver afskåret fra deres pårørende.

"Vi står i en undtagelsestilstand, men der er også undtagelser til undtagelserne. Det nytter ikke med et lodret forbud i ekstraordinære situationer," lød det blandt andet fra Michael Teit Nielsen, der er vicedirektør i Ældre Sagen. 

Magnus Heunicke understregede også på dagens pressemøde, at sygehuse og plejehjem fortsat skal give mulighed for besøg i særlige tilfælde:

"Er man indlagt med sit barn, der er alvorligt syg, eller har man med døende patienter at gøre, vil man som pårørende stadig have adgang. Man må sørge for lokalt at indrette sig på en måde, så det kan lade sig gøre."

Forrige artikel Ældre Sagen hyrer Thyra Franks tidligere spindoktor Ældre Sagen hyrer Thyra Franks tidligere spindoktor Næste artikel Coronatiltag: Landsbyggefonden vil genhuse udsatte og ældre på hoteller Coronatiltag: Landsbyggefonden vil genhuse udsatte og ældre på hoteller