Torsten Gejl
svarer
Peter Hummelgaard

ALT: Er det fair, at en erstatning for en arbejdsskade bliver modregnet borgerens og partnerens overførselsindkomst?

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

B 34, Spørgsmål 20

Mener ministeren, at det er retfærdigt, at personer, der modtager arbejdsskadeerstatninger bliver modregnet i egen og partners overførselsindkomst, så erstatningen reelt er uden betydning?

Svar fra fredag den 24. januar 2020
Hummelgaard: Vi har fundet en balance for, hvornår et erstatningsbeløb kan nedsætte folke- eller førtidspensionen

Erstatning for arbejdsskader udbetales enten som engangsbeløb eller løbende ydelse. Om man er berettiget til et engangsbeløb eller en løbende udbetaling af erstatningsbeløbet afhænger navnlig af, hvor stort et erhvervsevnetab man har lidt.

Erstatninger, der udbetales som en løbende ydelse, er skattepligtige. Engangsbeløb regnes ikke med i den skattepligtige indkomst. Herved understreges, at løbende udbetaling af erstatning har karakter af en forsørgelsesydelse.

I pensionssystemet er det alene den skattepligtige indkomst, der kan nedsætte folke- og førtidspensionen. Erstatning for arbejdsskader, der udbetales som engangsbeløb, kan derfor ikke nedsætte pensionen. Løbende udbetalinger, der er skattepligtige – og som nævnt har karakter af forsørgelsesydelse – kan nedsætte pensionen.

I kontanthjælpssystemet ses der bort fra en række erstatninger for tab af erhvervsevne som følge af, at personskade er undtaget fra den generelle regel om fradrag af løbende udbetalinger i den udbetalte hjælp. Det gælder fx, hvis erstatningen udbetales efter lov om erstatningsansvar eller arbejdsskadesikringsloven.

Sammenhængen er med andre ord ikke så entydigt, som spørgsmålet lægger op.

I de tilfælde, hvor der ikke ses bort fra udbetalte erstatningsbeløb, skal det ses i sammenhæng med, at kontanthjælp er det underste økonomiske sikkerhedsnet, som skal sikre et forsørgelsesgrundlag til dem, der ikke har andre muligheder for at forsørge sig selv. I relation til reguleringen af pension, så er indtægtsregulering på grundlag af en løbende skattepligtig udbetaling af erstatning - på samme måde som øvrige skattepligtige indkomster - udtryk for, at pensionens størrelse fastsættes målrettet i forhold til behov.

På den baggrund mener jeg, at der er fundet en balance i, hvornår et erstatningsbeløb som følge af erhvervsevnetab kan nedsætte folke- og førtidspensionen eller fradrages i kontanthjælpen.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024