Altinget overtager to nichemedier

OM OS: Altinget styrker sin dækning af forsvars- og sikkerhedspolitik med to nye portaler.

Foto: /ritzau/Henning Bagger
Redaktionen

Altinget styrker nu sin dækning af forsvars- og sikkerhedspolitik med de to nye portaler, Altinget: forsvar og Altinget: arktis.

Det sker ved at overtage to af Danmarks førende, private nichemedier, nytkampfly.dk og arktisknyt.dk. Begge medier er grundlagt af journalist Andreas Krog, som fortsætter med at drive de to nye portaler i Altingets regi. 

“Vi har længe gerne villet styrke vores dækning af forsvars- og sikkerhedspolitik, hvor der sker enorme omvæltninger i disse år. Og der er få journalister, der kender det område bedre end Andreas Krog. Han er samtidig en iværksættertype, der forstår nichemediets natur, så han passer perfekt til os,” siger Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen.

“Jeg ser frem til at videreudvikle portalerne sammen med en medievirksomhed, som brænder lige så meget for nichemedier, som jeg selv gør. Sammen kan vi løfte portalerne til nye højder,” siger Andreas Krog.

Andreas Krog åbnede nicheportalen nytkampfly.dk i 2010, og han har leveret en seriøs og analytisk dækning af den lange proces om indkøb af nye kampfly til det danske flyvevåben. Den nye portal Altinget: forsvar vil fortsat beskæftige sig med indkøb af materiel, men også levere en bredere dækning af de politiske debatter i forhold til Forsvaret og dansk sikkerhedspolitik. 

Portalen Arktisk Nyt åbnede i 2016 og beskæftiger sig især med de udenrigs- og sikkerhedspolitiske aspekter af debatten om Arktis. Portalen Altinget: arktis vil også beskæftige sig med klima, miljø og den indenrigspolitiske diskussion om Danmarks rolle i Arktis. 

Portalerne vil desuden blive koblet sammen med netværksgrupper om forsvar og Arktis.

Andreas Krog vil fortsat i en overgangsperiode være medejer af de to portaler. De to nye portaler ventes at gå i luften i løbet af foråret. I forbindelse med overtagelsen bliver portalerne gradvist til betalingsprodukter i tråd med Altingets øvrige portaler.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Nielsen

Ansv. chefredaktør, Altinget
journalist (DMJX 1998)

0:000:00