"Jeg var ved at gå op i limningen": Akdogan, Khader og Pind om at falde i unåde i deres parti

Denne artikel blev bragt første gang den 13. januar 2020. 

Af Simon Kratholm Ankjærgaard

26. januar 2016 gik Folketingets medlemmer i salen for at stemme om et af de mest kontroversielle lovforslag i nyere tid. Lovforslaget havde den bureaukratiske titel L 87, men blev i daglig tale blot kaldt smykkeloven, og den indeholdt 12 forslag til yderligere opstramninger af dansk udlændingepolitik.

Navnet smykkeloven fik den, fordi den ene af de 12 stramninger, som lovforslaget dækkede over, handlede om statens mulighed for at beslaglægge asylansøgeres værdier, eksempelvis smykker. Lovforslaget var omstridt og slog sprækker ned gennem Folketinget – og tværs gennem flere partier.  

Blandt andet Socialdemokratiet, hvor tre folketingsmedlemmer havde besluttet at trodse partiets officielle linje i forhold til L 87. Det drejede sig om Mette Gjerskov, Daniel Toft Jakobsen og Yildiz Akdogan.  

"Jeg synes, lovforslaget var for vidtgående," fortæller Yildiz Akdogan.

"Det handlede også om børn og deres forældre – om at børn skulle vente i op til tre år på at blive familiesammenført. Jeg synes, at det stred mod mit partis dna – det gjaldt også vores beslutning om at stoppe for kvoteflygtninge." 

Beslutningen om at gå imod partilinjen fik alvorlige konsekvenser for Yildiz Akdogan – såvel som for de øvrige to. Det blev starten på en voldsom periode, hvor hun først blev socialt isoleret i partiet og siden blev fyret som psykiatriordfører.  

Yildiz Akdogan faldt i unåde i sit eget parti og skrev sig dermed ind i den nyere politiske danmarkshistorie sammen med en række andre folketingsmedlemmer, der pludselig har befundet sig dybt nede i den politiske kummefryser. Langt fra indflydelse og kammeratlige klap på skulderen.  

Selvom langt de fleste partiledelser taler om, at der er langt til døren og højt til loftet i netop deres parti, viser al historie og alle erfaringer, at det har alvorlige konsekvenser at gå imod sit eget parti. Pludselig bliver du ikke talt med længere. Der er ingen, der følges med dig ned til frokost i Snapstinget.

Du får måske svært ved at komme til orde på gruppemøderne – og når du endelig får ordet, så kan du mærke modstand og kulde. Næste skridt er den politiske afstraffelse. Fratagelse af ordførerskaber eller opfattelsen af, at der bliver holdt møder, som du plejer at deltage i, men ikke længere får indkaldelser til. 

Nogle vender aldrig tilbage fra det, andre kommer igen, når der kommer ny partiformand, men spørgsmålet er, om det er sundt for den politiske kultur. Alle, som Altinget har talt med, tøver ikke med at kalde det voksenmobning. På den anden side accepterer de det også som en del af det politiske liv og spil på tinge. Spørgsmålet er også, om der er små tegn på forandring.  

Ti teser sendte Pind i frostboksen 
Tidligere minister og fremtrædende medlem af Folketinget for Venstre Søren Pind var turen igennem i starten af nullerne. Det kostede ham dyrt i indflydelse, at han valgte at kaste sig ud i et opgør mod Anders Fogh Rasmussens pragmatiske og velfærdsstatsorienterede kontraktpolitik.  

Sammen med partifællerne Peter Christensen og Leif Mikkelsen havde han formuleret ti liberale teser, som de betragtede som "brede, eviggyldige principper, der kunne sætte en ramme for Venstres virke". Claus Hjort Frederiksen havde været kritisk fra begyndelsen: "Lad nu være med at skabe tvivl om Venstres valgløfter," tordnede han. 

Men de tre holdt fast, og søndag 20. juli 2003 blev teserne trykt i de to borgerlige aviser Jyllands-Posten og Berlingske. Havde konflikten mellem de tre og partiledelsen ulmet i perioden op til, brød den ud i lys lue i tiden efter.

De tre blev offentligt beskyldt for at modarbejde partiet, men også for at sprede løgne om deres partifæller i bestræbelserne på at få Venstre-mandater ind, der delte deres holdninger. Politisk blev de fuldstændigt isoleret – placeret på de yderste pladser i salen og for Søren Pinds vedkommende på den stol tættest på døren i gruppeværelset. 

"Den stol valgte jeg nu selv," fortæller Søren Pind, "For så kunne jeg komme først ud ad døren." 
Peter Christiansen blev senere finansordfører, Leif Mikkelsen kommunalordfører. 

"Jeg sad derimod helt fast i frostboksen," husker Søren Pind.  

"Det var en forfærdelig periode. Det var helt meningsløst. Jeg var vant til at have indflydelse og masser at lave. Nu gik jeg bare rundt. Jeg havde ingen ordførerskaber og deltog derfor heller ikke i særlig mange møder. Jeg gik bare ned og stemte og tilbage igen. Jeg havde mistet alt det, der drev mig: ansvaret, indflydelsen, prestigen. Jeg var ved at gå op i limningen. Efter et halvt år mødte jeg Ritt Bjerregaard, der også har prøvet at være på kant med sit eget parti. Hun kunne godt se, hvor skidt jeg havde det, og fortalte mig, at det ville tage et år, mindst, før jeg ville få det bedre," siger Søren Pind, der også i denne periode overvejede, om det var det hele værd. 

"Jeg overvejede klart, hvad jeg skulle gøre. Barslede også med idéen om jeg skulle starte et nyt parti." 
Så vidt kom det ikke – og det lykkedes for Søren Pind at bevæge sig tilbage til magtens centrum i sit eget parti, men det krævede en ny formand og en ny statsminister, Lars Løkke Rasmussen. 

  
Som at miste sin familie 
Naser Khader gjorde, hvad Søren Pind ikke gjorde: Han startede sit eget parti. Stiftelsen af Ny Alliance i maj 2007 kom i kølvandet på en længere periode, hvor han var gledet længere og længere væk fra sit daværende parti, Det Radikale Venstre.  

"Med Ny Alliance forlod jeg De Radikale efter over tyve års medlemskab. Jeg havde været medlem siden gymnasiet og opfattede partiet som min familie. Men vi var gledet fra hinanden – særligt fordi jeg var uenig med partiledelsen om håndteringen af Muhammed-krisen. Jeg holdt på den grundlovssikrede ret til at ytre sig og var dermed i opposition til de medlemmer, der ønskede en resolution vedtaget, hvor man tog offentlig afstand fra tegningerne," fortæller Naser Khader på 12 års afstand. 

"Det var som en skilsmisse, hvor man i længere tid godt kan mærke, at det ikke holder længere. Til sidst kan man kun se alt det, som partneren gør forkert. Sådan var forholdet mellem Det Radikale Venstre og mig til sidst. Jeg følte mig i stigende grad hjemløs, fremmed og malplaceret. Sådan havde det været i et år, og ud over min daværende hustru så havde jeg ingen at tale med om det. Mellem mig og enkelte medlemmer blev forholdet helt ulideligt – vi kunne ikke tåle synet af hinanden. Jeg overvejede, om jeg skulle forlade politik, skifte til De Konservative eller stifte et nyt parti. Jeg valgte det sidste." 

Ny Alliance havde et tumultarisk liv med medvind i meningsmålingerne på den korte bane og et truende politisk kollaps på den mellemlange bane. Senere blev partiet til Liberal Alliance – og også hér oplevede Naser Khader, partiformand og en af de tre oprindelige stiftere, at blive isoleret og frosset ud. Det førte i januar 2009 til, at han forlod partiet. Det skete for at undgå, at han blev kuppet som formand. 

"Vi tre partistiftere var i bevægelse, da vi stiftede Ny Alliance. Anders Samuelsen og jeg kom fra De Radikales højrefløj, mens Gitte Seeberg var i bevægelse mod os fra venstrefløjen hos De Konservative. Der mødtes vi så på den politiske midte, men problemet var, at vi ikke rigtig holdt op med at bevæge os – og dermed bevægede os væk fra hinanden igen. Samtidig var Ny Alliance – og senere Liberal Alliance – i min optik de store egoers parti. Det var som et fodboldhold med 11 Laudrup'er. Alle ville gerne score, men ingen ville forsvare. Og der blev lavet flere selvmål," fortæller Naser Khader. 

Først forlod Gitte Seeberg partiet – og siden blev det trukket i en liberal retning og skiftede navn. Problemet var, at partistifteren og formanden ikke følte sig som liberalist. Det var begyndelsen til enden for Naser Khaders engagement i partiet. 

"Partiet ville genopfinde sig selv, og de liberale kræfter vandt. Jeg blev gentagne gange stemt ned i hovedbestyrelsen – og til sidst havde jeg ikke hjertet med længere. Jeg sad med til en masse møder, hvor jeg blev opfordret til at gå af, og jeg kunne også konstatere, at der blev holdt en masse møder om mig og om partiet, hvor jeg ikke var inviteret med. Jeg blev i stigende grad isoleret, hvilket er en uhensigtsmæssig position for en partiformand. Medlemmer af partiet var også ude at kritisere mig og min politik og ledelsesstil. Jeg blev fremstillet som en svag og usikker formand. Det var helt tydeligt sendt i byen af andre," husker Khader. 

"I starten af 2009 blev det klart, at der ville komme et hovedbestyrelsesmøde, hvor fremtiden for både partiet og formandskabet skulle diskuteres. Jeg kom dem i forkøbet og trak mig og meldte mig ud. Den ydmygelse ville jeg ikke gennemleve – og den nydelse ville jeg ikke give mine politiske modstandere." 

Naser Khader erkender, at begge processer var hårde for ham – og at der i begge tilfælde var meget langt mellem mennesker, som han kunne betro sig til. Men han har besluttet sig for ikke at bære nag. 

"Jeg kunne jo godt se, hvad der skete, både i Det Radikale Venstre og i Liberal Alliance. Jeg kunne godt se det fra partiets side også. Jeg fortryder ikke noget, for jeg tog nogle chancer og kendte risici. Jeg var også meget bevidst om vigtigheden af at stå de mange tæsk igennem. Per Stig Møller gav mig engang en bog om kinesisk krigskunst. Der står blandt andet, at man skal stå fast, hvis man står over for to-tre modstandere – og at man skal flygte eller kravle op i træ, hvis man står over for 10-15 modstandere. Står man over for over 100 modstandere, skal man lade dem trampe på sig, til de er færdige, og så skal man rejse sig op og starte forfra. Det er det, jeg har gjort." 

Det vigtigste produkt er magt 
Personkampe har altid været en del af politik. Men fornemmelsen af, at de er blevet skærpet de seneste årtier, stemmer overens med en udvikling i forholdet mellem samfundet og partierne. Det fortæller historiker og forfatter Asser Amdisen.  

"Oprindeligt var partierne organiseret i forhold til de forskellige klasser. Eksempelvis var bønderne i Venstre, husmændene i Det Radikale Venstre, arbejderne i Socialdemokratiet. De strukturer holdt mere eller mindre i den periode, hvor Danmark var et industrisamfund, men med velfærdssamfundet er der sket et skred. Strukturerne er blevet brudt ned. Klassekampen er om ikke død, så i hvert fald stærkt forandret, og vælgerne er mere troløse end tidligere. Arbejdere stemmer på Venstre eller Dansk Folkeparti, landmænd ikke nødvendigvis Venstre længere. Hvad er der så tilbage for partierne? At vinde og beholde magten. Ideologierne er væk, og den vare, der er tilbage på hylderne i det politiske supermarked, er magten. Det betyder jo også, at dissidenter får en anden rolle – de bliver trusler mod magten og mod partiernes regeringsprojekter," siger han. 

Amdisens diagnose spejler sig i en anden tendens – i takt med at de store fortællinger om politiske ideologier dør ud, betyder personer stadig mere. Partierne kendes på deres formænd – og på dem, der går imod partilinjen. Politik er blevet en personlig magtkamp, siger Amdisen. 

"Et af de helt store eksempler på den udvikling er jo opgøret om formandsposten i Socialdemokratiet mellem Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen. Det handlede jo ikke om politik, men om magt. Om at få regeringsmagten. Læg også mærke til, hvordan Helle Thorning-Schmidt gik til valg på, at hun kunne slå Anders Fogh Rasmussen. Ikke på sin politik. Det betyder noget for den måde, man organiserer sit parti. De, der er mest velegnede til at lede virksomheden, kommer til tops. De, der ikke er velegnede, eller som på anden måde rokker båden, sættes på plads og holdes nede." 

Det er et syn på politik, som også er sivet ind i den politiske journalistik. Her bliver partiinterne diskussioner hurtigt til historier om splittelser og personers magtkampe. Det fortæller DR's mangeårige politiske analytiker Jens Ringberg. 

"Eksponeringen i medierne i dag er voldsommere end tidligere. Medierne dækker i højere grad end tidligere uenigheder og splittelse. Det får jo en selvforstærkende effekt, fordi politikerne, partiledelserne især, oplever et meget større behov for at slå ned på uenigheder og dissidenter. De er i stigende grad blevet bange for den uenighed," analyserer Ringberg. 

"Og der er en voldsom brutalitet over det, når et partimedlem falder i unåde. Den hårdhed, det sker med, den isolation, som vedkommende oplever, er vild. Toppen lægger afstand til den udstødte – og det samme gør flere og flere partimedlemmer. For det første vil man ikke associeres med den udstødte. Og for det andet er man jo på samme tid både kollega og konkurrent. Der kan være ordførerskaber, ministerposter eller andre nøglepositioner, som pludselig er i spil, fordi en partikollega er ude i kulden." 

Ringberg husker også Akdogan- og Pind-sagerne.  

"I tilfældet med Yildiz Akdogan, Mette Gjerskov og Daniel Toft Jakobsen udfordrede de partiet på et helt centralt område, udlændingepolitikken. Socialdemokraterne havde en interesse i at være meget klare på dette område, så det skadede det helt store projekt, regeringsprojektet, at de tre folketingsmedlemmer valgte at gå imod lige netop på dette punkt. Det samme med Pind og de ti teser – det var også en udfordring af regeringsprojektet, selvom teserne i vid udstrækning var udtryk for en klassisk liberalisme."  

Strategi og taktik trumfer idealisme 
Tilbage til Yildiz Akdogan, der ved det seneste folketingsvalg ikke opnåede genvalg – og som har haft tid til at reflektere over det, der skete, efter at hun og de to øvrige partimedlemmer gik imod partiet på spørgsmålet om L 87. 

"Jeg varslede partitoppen om min beslutning, for jeg synes, at det er bedst at spille med åbne kort. Desværre fandt jeg ud af, at det ikke nødvendigvis betaler sig at være åben og ærlig hele vejen igennem," fortæller hun. 

"På den korte bane betød det en del sure miner hos partifællerne. På den lange bane kostede det udvalgsposter, ordførerskabet og sociale relationer – både til medarbejdere, partifæller og ledelsen. Jeg oplevede, at partifæller holdt op med at hilse på mig, hvilket overraskede mig meget. Vi var jo på samme hold! I starten prøvede jeg at hilse, men til sidst holdt jeg op, da responsen fra dem blev til ignorance. Der sker noget underligt, når politikere kommer i krise eller bad standing. Dine partifæller flygter fra dig, for tænk, hvis det smitter. Denne sociale eksklusion frustrerede mig mest, fordi det betød, at idealet om, at vi kæmpede for en fælles sag, brast. Jeg blev pludselig en outsider, og for første gang følte jeg mig virkelig fremmed for og i mit eget parti," siger hun. 

"Jeg gik ind i politik, fordi jeg havde noget på hjerte – så meget, at jeg havde lyst til at ofre noget af mit privatliv og mit familieliv for at kæmpe for det. Pludselig virkede alle de år – 18 år for mit vedkommende – man havde investeret i partiet og i politik, hule og smertefyldte. Jeg har måttet indse, at tiderne er til en anden type af politikere med mere sans for strategi og taktik. Idealisme betyder ikke så meget i dagens politik. Vi har bevæget os hen imod en ekstrem rationel og kalkulerende politik." 

Politik er blevet en kynisk affære, er konklusionen med andre ord fra Akdogan. Ligesom Søren Pind også har talt om behovet for at ændre partikulturen. Det sidste er faktisk annonceret i Pinds parti, hvor Tommy Ahlers, som Altinget tegnede et stort portræt af i december, er udpeget som formand for et udvalg, der skal nytænke rekruttering af både idéer og personer. Og måske er der en ændring på vej, 

I hvert fald har Jens Ringberg, der som resten af de politiske journalister har fulgt intenst med i sommeren og efterårets opgør i Venstre med stor interesse, set konturerne af et mindre paradigmeskifte. Partiledelsen forsøger ikke længere at benægte de indre spændinger.  

"Længe havde medierne dækket uenigheden, mens partiet havde travlt med at slå fast, at det ikke var korrekt. Men det var det jo – og så eksploderede det hele hen over sommeren. Det, der er interessant nu, er, at den nye partitop har været ude at italesætte uenighederne. Ja, de er der, og ja, partiets opgave lige nu er at adressere dem," siger Ringberg. 

"Det synes jeg er både nyt og interessant."