Debat

Glem ikke yderkommunerne

DEBAT: Flere decentrale uddannelsessteder er svaret på ungdomsarbejdsløshed i yderkommunerne, skriver Kim Valentin (V), byrådsmedlem i Gribskov.
Der skal tænkes over satellit-afdelinger af erhvervsskoler som en del af løsningen på ungearbejdsløsheden i yderkommuner, skriver ugens debattør, Kim Valentin.
Der skal tænkes over satellit-afdelinger af erhvervsskoler som en del af løsningen på ungearbejdsløsheden i yderkommuner, skriver ugens debattør, Kim Valentin.Foto: Gribskov kommune
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kim Valentin
Byrådspolitiker i Gribskov Kommune og medlem af bestyrelsen i Jobcenter Gribskov

Der er sat penge af til at nedbringe ungdomsarbejsløsheden, men hvordan sikres det, at det ikke kun er de store kommuner der får effekt af dette? I Lissabon-strategien tydeliggøres det, at kommunerne er et vigtigt instrument for fremtidens globalisering med fokus på uddannelse, forskning og innovation. Men det er svært som lille yderkommune at blive en del af denne strategi, når der ikke er nogle uddannelsessteder.

Unge ufaglærte fyres først
Finanskrisen har skabt grundlaget for en meget hurtig stigning i antallet af unge arbejdsløse. Det ser vi også i Gribskov Kommune. Selvom vi som udgangspunkt har en meget lav arbejdsløshedsprocent, så er vi hårdt ramt af krisen i byggebranchen. Vi har mange små selvstændige håndværkere, transportvirksomheder og let industri. Det viser sig, at det typisk er de ufaglærte unge, som først bliver fyret, når der skal skæres ned. Der er altså et stort incitament for at øge fokus på uddannelse til unge i disse tider.

I Gribskov Kommune har vi ligesom mange andre steder fokus på at hæve andelen af unge, som gennemfører en ungdomsuddannelse. Vi skal nå målet om, at 95 procent af de unge kommer videre. De behøver ikke alle at blive læger, ingeniører eller tage en anden videregående uddannelse, men de skal have et fag, som giver dem mening og hjælper dem til få et indhold i livet.

En del af midlerne til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden skal gå til erhvervsskoler, der vil etablere satellitafdelinger i kommuner som Gribskov.

Kim Valentin (V)
Byrådspolitiker i Gribskov Kommune

Praktikpakke er ikke nok
Som en af hovedstadsregionens yderkommuner uden begunstigelse af S-tog og særlige gunstige transportsituationer for personer uden bil, kan det være besværligt at have bopæl i Gribskov og uddanne sig andetsteds. Derfor vil vi også gerne sikre de unge en bedre basis for dette. Når man er 16 år og færdig med grundskolen, er det jo for de fleste rart fortsat at bo hjemme. Kommer de unge ikke i gang med en uddannelse senest tre år efter grundskolens afslutning, er der senere i livet en markant højere risiko for arbejdsløshed eller manglende tilknytning til arbejdsmarkedet (ifølge undersøgelser fra AE). Som yderkommune skal denne sammenhæng tages meget alvorlig, idet udgifter til overførselsindkomst-familier er en væsentlig omkostning. Det er altså hjælp til selvhjælp at få styr på denne sammenhæng.

Problemet er altså, at de unge, der vil læse videre, flytter fra kommunen, og mange af dem, der bliver tilbage, er uden uddannelse og job. I finanskrisens efterglød er denne negative spiral lettere at få øje på og måske også lettere at etablere politisk enighed om at ændre. Praktikpladspakken har givet økonomisk luft til at ændre på praktikpladsproblematikken - her senest med fornyet målsætning om ekstra 5000 pladser fra foråret 2010, og det er fint nok -  men i længden vil det være vigtigt at gøre mere end det i yderkommunerne.

Ungdomsuddannelser til yderkommuner
Hvordan skabes de rigtige rammer for at ændre dette? I en yderkommune som Gribskov er det helt afgørende, at ungdomsuddannelserne kommer til os. I et samarbejde med erhvervsskoler og andre institutioner samt virksomhederne i kommunen skal der skabes et forum for de unge, der er attraktivt nok til at virksomheder, skoler og de unge kan indgå disse samarbejder.

En del af midlerne til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden skal altså gå til erhvervsskoler, der vil etablere satellitafdelinger i kommuner som Gribskov. Der er midler fra stat og EU, som vi i kommunerne vil søge at få del i, men grundlaget for at få midler til uddannelse af unge er, at der er uddannelsessteder i kommunen. Vi vil meget gerne tage idéen fra Lissabon-strategien med livslang læring til os i Gribskov, hvorfor projektorientering er fint (Gribskov Kommune er kompetencecenter for tidlig indsats overfor børn og unge med vanskeligheder), men i længden skal der være flere decentrale uddannelsessteder.  

Det vil løse mange af ovennævnte problemstillinger, og vi arbejder i Gribskov på at tilstrække erhvervsskolerne til kommunen. Vi skal også nok lykkes med det, men det vil gå hurtigere, hvis erhvervsskolerne og virksomhederne blev belønnet for at gøre det.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kim Valentin

MF (V), landsformand, Liberalt Oplysningsforbund, adm. direktør, Finanshuset i Fredensborg
cand.polit. (Københavns Uni. 1990)

0:000:00