3F: S-regering indvarsler paradigmeskift i debat om udenlandsk arbejdskraft

Af Søren Heisel
Forbundssekretær i 3F

I alt for lang tid, har præmissen for debatten været en enøjet arbejdsudbudslogik, hvor det alene har handlet om at ændre udlændingeloven, så borgere fra ikke-EU-lande lettere kunne komme til Danmark og arbejde, uanset om der var behov for dem og uden at sikre muligheden for at kontrollere, om det sket på en værdig og anstændig måde.

Forslagene har alle centeret sig om en påstået universalløsning: Nedsættelse af den nuværende beløbsgrænse fra de gældende ca. 427.000 (løn inklusive pension og feriepenge) til et lavere niveau. Det mest rabiate forslag kom fra det nu stærkt decimerede Liberal Alliance, som argumenterede for en beløbsgrænse på 220.000 kroner om året svarende til en grundløn på 16.000 kroner – langt under den overenskomstfastlagte mindsteløn.

Dansk Industri har foreslået 325.000 kroner, mens VLAK-regeringen mente 350.000 kroner - svarende til ca. 26.500 kroner om måneden eksklusiv pension og feriepenge - ville være passende. Dog med den tilføjelse, at op mod halvdelen kunne udbetales i naturalier og resten til en bankkonto uden for Danmark. Altså en total undergravning af enhver form for kontrolmulighed om lønkravene bliver overholdt.

VLAK-regeringens budskab
Debatten under VLAK-regeringen var unuanceret og ensidig. Det virkede som om, ukritisk og ukontrolleret import af udenlandsk arbejdskraft var den eneste vej til fortsat vækst i Danmark. Ganske vist påstod VLAK, at der også skulle gøres en indsats for at få de sidste ledige med. Men i samme åndedrag skar de massivt ned på beskæftigelsesindsatsen. Hvem husker ikke milliarden, der skulle tages fra aktiveringsindsatsen og bruges på billigere nødder og regnfrakker? Og man ændrede refusionssystemet, så det blev en yderst bekostelig affære for kommunerne at give ledige uddannelse.

Beskeden til især de faglærte og de kortuddannede ledige var, at i stedet for at satse på deres opkvalificering og dermed genindtræden på arbejdsmarkedet, så skulle opsvinget bruges til at importere indere og kinesere til det danske arbejdsmarked. Man fristes næsten til at kalde tilgangen for arbejdsmarkedspolitikkens gøgeungeindsats.

I fagbevægelsen bidrager vi gerne til at sikre tilstrækkeligt med arbejdskraft. Men vi insisterer på, at indsatsen skal gå på to ben.

Søren Heisel
Forbundssekretær, 3F

I fagbevægelsen er vi præcis lige så fokuserede på, at danske virksomheder har adgang til tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft som alle andre. Vi ved bedre end nogen anden, at dygtige hænder og hoveder er forudsætningen for konkurrencedygtige danske virksomheder i en globaliseret verden. Men vi er ikke så naive, at vi tror, en blind og ukontrollabel import af arbejdskraft fra ikke-EU-lande løser noget som helst. Faktisk har vi Finansministeriets ord for, at det er en rimelig antagelse. Ministeriet vurderer, at en nedsættelse af beløbsgrænsen alene vil give et øget arbejdsudbud på ca. 1.200, og det er endda et usikkert skøn.

En ny forståelse
Min pointe er, at en sænkelse af beløbsgrænsen langt fra er nogen universalløsning på kompetenceudfordringen på det danske arbejdsmarked.

For hvordan skal import af udenlandsk arbejdskraft løse udfordringerne med manglende sygeplejersker, når kommuner og regioner allerede i dag via positivlisten kan importere dem? Hvordan skal en sænkelse af beløbsgrænsen løse den udfordring, at solide danskkundskaber er nødvendige, hvis man skal kunne arbejde som SOSU-assistent i Danmark? Og hvordan skal en sænkelse af beløbsgrænsen til langt under gennemsnitslønnen inden for byggeriet, sikre, at virksomhederne importerer højproduktive murere og tømrer fra Indien, som kan matche deres danske kollegaer i værdiskabelse?

Forståelsespapiret mellem S, R, SF og Enhedslisten indvarsler i mine øjne en helt ny tilgang til debatten om udenlandsk arbejdskraft. Vi står med et forståelsespapir, som ganske vist nævner yderligere import af udenlandsk arbejdskraft, men i en mere kontrolleret og bæredygtig form – f.eks. understreges det, at importen ikke må føre til fortrængning af lærlinge.

Men vi står også med et papir, som også har massivt fokus på opkvalificering af de ledige, praktikpladser til de unge, og en særlig indsats over for de mange indvandrere, som aldrig rigtig har fået fast fodfæste på arbejdsmarkedet. Og det er heri paradigmeskiftet ligger. En erkendelse af, at det ikke nytter noget at importere arbejdskraft, hvis det eneste det betyder er, at herboende unge, ledige og marginaliserede bliver fortrængt fra arbejdsmarkedet.

I fagbevægelsen bidrager vi gerne til at sikre tilstrækkeligt med arbejdskraft. Men vi insisterer på, at indsatsen skal gå på to ben. Hovedvejen går gennem en massiv satsning på at få de sidste herboende med. Derudover skal vi sikre en ansvarlig import af arbejdskraft, der entydigt bidrager positivt til dansk økonomi og til det danske arbejdsmarked.

Det betyder, at import af arbejdskraft fra ikke-EU-lande til hver en tid skal ske på en måde, så det ikke medfører en nedadgående spiral for løn- og ansættelsesvilkårene i Danmark.

Og det er faktisk også den ambition, vi læser i forståelsespapiret fra det nye flertal i Folketinget.