Debat

3F: Nye krav til arbejdsløse indvandrere skal følges op af opkvalificerende indhold

DEBAT: Det kommunale tilbud må ikke ende som planløs virksomhedspraktik, hvis flygtninge og indvandrere skal deltage i 37 timers aktivering for den sociale ydelse, skriver Søren Heisel.

Sprog, faglighed og virksomhedsindsats er grundpillerne i en effektiv integration på arbejdsmarkedet, lyder det fra Søren Heisel.
Sprog, faglighed og virksomhedsindsats er grundpillerne i en effektiv integration på arbejdsmarkedet, lyder det fra Søren Heisel.Foto: 3F
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Ret og pligt er et hæderkronet princip på det danske arbejdsmarked, hvad enten det handler om forsikrede eller ikke-forsikrede ledige.

Men når jeg ser tilbage på de seneste 40 års integrationspolitik, så sidder jeg tilbage med en oplevelse af, at vi nok ikke helt er lykkedes.

Vores hovedudfordringer er, at vi aldrig rigtig har taget konsekvensen af, at vejen til varig beskæftigelse går gennem en afbalanceret indsats, der indeholder danskundervisning, faglig opkvalificering og et virksomhedsrettet forløb.

Det har ført til alt for mange nytteløse aktiveringsprojekter, halvkvædede vejledningsforløb og indholdsløse virksomhedspraktikker.

Vi løser ingen problemer ved at gennemføre en aktiveringspolitik, hvis eneste resultat bliver gratis arbejdskraft til virksomhederne og en økonomisk sanktion til ledige, der fravælger et tilbud, som alligevel ikke fører dem tættere på arbejdsmarkedet.

Søren Heisel
Forbundssekretær i 3F

Samtidig er det ikke usandsynligt, at kommunerne i misforstået hensyn for ofte har fravalgt sanktionsvejen, når der fra den ledige blev sagt 'nej tak' til et tilbud.

Læs også

Tre vigtige elementer
Første gang, vi for alvor accepterede, at vejen til job går gennem sprog, faglighed og virksomhedsindsats, var, da vi under Løkke-regeringen, indførte integrationsgrunduddannelsen, som netop baserer sig på de tre førnævnte elementer.

Den logik bør regeringen i høj grad arbejde videre med, når intentionerne om 37 timers aktivering skal omsættes til en politisk aftale i de kommende måneder.

I 3F har vi som udgangspunkt ikke noget problem med, at ikke-forsikrede flygtninge og indvandrere skal deltage i 37 timers aktivering for at kunne opretholde en social ydelse. Vores medlemmer på dagpenge er jo også underlagt en række krav.

Men. Der er selvfølgelig et men.

Må ikke fortrænge ordinært beskæftigede
En ny model kræver to ting. For det første, at aktiveringstilbuddene har et reelt opkvalificerende indhold (den kan nås på både skolebænken og i en virksomhed), og at der er progression i aktiveringen for de ledige.

Det medfører så i sagens natur, at nyttejob (som jo i bund og grund er indholdsløs aktivering) og planløs virksomhedspraktik ikke alene kan være bærende i indsatsen.

Vi løser ingen problemer ved at gennemføre en aktiveringspolitik, hvis eneste resultat bliver gratis arbejdskraft til virksomhederne og en økonomisk sanktion til ledige, der fravælger et tilbud, som alligevel ikke fører dem tættere på arbejdsmarkedet.

For det andet er det helt afgørende, at aktiveringstilbuddene ikke fortrænger ordinært beskæftigede. Vi skal ikke ud i en situation, hvor opgaver, der i dag løses af - for eksempel 3F’ere - fremover skal løses af aktiverede ledige på kontanthjælp.

Det ville være uværdigt for alle parter.

En kedelig undtagelse
Jeg tror, det er fair at sige, at de fleste integrationsmæssige succeshistorier, vi trods alt har oplevet i de seneste 40 år, primært har været resultatet af dygtige og fagligt velfunderede ildsjæle kombineret med motiverede grupper af flygtninge og indvandrere. En samlet succesfuld strategisk indsats har formentlig betydet mindre.

Og det er faktisk ærgerligt. Det danske arbejdsmarked er – set med international målestok – en bragende succes, hvor ubalancer bliver løst i tæt samarbejde mellem parterne og skiftende regeringer.

Men integrationsområdet er bare en kedelig undtagelse. Det ville være så forfriskende, hvis vi med en nytænkning af indsatsen kan sikre, at ledige med anden etnisk baggrund end dansk fik tilbudt reelle jobrettede forløb.

Men samtidig skal vi huske at ”præcisere” de rettigheder, der også følger med.

Dokumentation

Temadebat: Større krav til indvandrere på offentlig forsørgelse?

Nytilkomne og indvandrere med et stort integrationsbehov, der er på integrationsydelse eller kontanthjælp, skal deltage i 37 timers aktivering om ugen, hvis det ikke skal gå udover pengepungen.

Det mener beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og integrationsminister Matias Tesfaye (S).

Konkret foreslår regeringen, at indvandrere skal deltage i enten praktik, nyttejobs eller kurser på fuld tid. Ellers ryger ydelsen.

Ifølge regeringen skal Folketingets partier forholde sig til en ny model inden sommerferien.

Ambitionen er at få flere nytilkomne og indvandrere med stort integrationsbehov i job. I dag står hver tredje indvandrer med ikke-vestlig baggrund nemlig udenfor arbejdsmarkedet.

Altinget benytter anledningen og spørger et hold af debattører: Vil et nyt 37-timerskrav løse problemet? Hvorfor skal reglerne ikke gælde for alle uanset oprindelse? Hvordan får vi flere indvandrere ud på arbejdsmarkedet? Er det overhovedet realistisk at sikre 37 timers aktivering til alle på et arbejdsmarked, der i forvejen er hårdt presset af corona-krisen? Og hvordan hænger strammere krav til ledige indvandrere sammen med regeringen og støttepartiernes fælles ambition om at gøre livet på kontanthjælp mindre presset for børnefamilier?

Panelet består af:

Mattias Tesfaye (S), udlændinge- og integrationsminister

Victoria Velasquez (EL), beskæftigelsesordfører

Lars Boje Mathiesen (NB), beskæftigelsesordfører

Bent Bøgsted (DF), beskæftigelsesordfører

Sikandar Siddique (FG), partileder

Cecilia Lonning-Skovgaard (V), borgmester for Integration og Beskæftigelse i Københavns Kommune 

Rasmus Brygger, Danmarks Videnscenter for Integration

Jacob Nielsen Arendt, forskningsleder i Rockwoolfonden

Mads Bilstrup, formand for Dansk Socialrådgiverforening

Iben Bolvig, VIVE

Charlotte Liebak Hansen, forskningschef i Væksthusets Forskningscenter

Søren Heissel, forbundssekretær i 3F

I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Heisel

Forbundssekretær, 3F, formand, SkillsDenmark
Tømrer (1984)

0:000:00