Debat

3F: Vi ender med en ti-tommelfingre-generation, hvis vi ikke gør noget nu

Folkeskolen er blevet alt for teoretisk og øger uligheden mellem akademikernes børn og de ufaglærtes. Det er ikke nok, at eleverne lærer at sidde på skolebænken, de skal også lære at bygge den, skriver Søren Heisel.

Selvfølgelig skal vi prioritere de teoritunge fag, men der er et unuanceret fokus på, at det teoretiske er det sikre valg. Jeg mener, at vi skal prioritere det praktiske lige så meget som det teoretiske, skriver Søren Heisel.
Selvfølgelig skal vi prioritere de teoritunge fag, men der er et unuanceret fokus på, at det teoretiske er det sikre valg. Jeg mener, at vi skal prioritere det praktiske lige så meget som det teoretiske, skriver Søren Heisel.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Søren Heisel
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I en analyse af Dansk Arbejdsgiverforening, som den seneste tid har skabt debat, fremgår det, at forskellen i karakterer er vokset mellem drenge og piger, men også mellem børn af lavtuddannede og børn af højtuddannede.

Det er en vigtig udfordring, Dansk Arbejdsgiverforening sætter fokus på. Desværre er det ikke første gang, at problematikken bliver rejst.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har tidligere hejst det røde flag om den sociale mobilitet i folkeskolen. Derfor håber jeg også, at denne debat ikke blot bliver til et par spalter i aviserne, men er noget, som vi sammen reagerer på. Jeg ser i hvert fald frem til, at Dansk Arbejdsgiverforening også rykker på de bekymringer, som de giver udtryk for.

En ting er at rejse en bekymret mine, noget andet er at handle på den.

Lige nu står vi til at mangle 100.000 faglærte i 2030. Det er faglærte, som skal være frontløberne i den grønne omstilling.

Søren Heisel
Forbundssektærer, 3F

For meget teori skaber kløfter i folkeskolen

Hvis jeg skal komme med et bud på, hvordan vi får stoppet den kløft, der vokser i den danske folkeskole, skal vi skifte teori ud med praksis.

Med det mener jeg, at der skal mere undervisning i håndværksfagene. Flere timer i håndværk og design og madkundskab, hvor eleverne ikke kun får mulighed for at bruge deres hoved, men også deres hænder.

Misforstå mig ikke. Teori er godt. Selvfølgelig skal vi prioritere de mere teoritunge fag, men der er et unuanceret fokus på, at det teoretiske er det sikre valg, også videre gennem livet. Jeg mener, at vi skal prioritere det praktiske lige så meget som det teoretiske.

Og hvorfor er det praktiske så vigtigt?

Jo, ikke nok med, at vi risikerer en hel generation, som ikke kan slå et søm lige i et bræt, så åbner den praktiske undervisning også døre for landets folkeskoleelever, som alt for længe kun har stået på klem.

De praktiske fag være ligestillet med de teoretiske. Det bliver de kun, hvis der er lige så stor sandsynlighed for at komme til eksamen i håndværk og design som til eksamen i matematik eller dansk.

Søren Heisel
Forbundssekretær, 3F

Ligestil teoretiske og praktiske fag

Lige nu står vi til at mangle 100.000 faglærte i 2030. Det er faglærte, som skal være frontløberne i den grønne omstilling. Det handler om vores fælles fremtid, og det ser sort ud, hvis ikke vi får flere til at vælge en erhvervsuddannelse.

Og det er her, de praktiske fag kommer ind. Det er gennem de praktiske fag og erhvervspraktik i folkeskolen, at vi kan vise de danske folkeskoleelever alle de fede og vilde muligheder, de har som faglærte.

Den praktiske undervisning kan ikke kun være med til at inspirere eleverne til at være med til at løfte Danmark ind i en grønnere fremtid. Jeg tror også, at den praktiske undervisning kan være med til at udligne den kløft, der er opstået i folkeskolen. Hvis vi gør undervisningen mere alsidig og har lige dele teoretisk som praksis undervisning, gør vi også folkeskolen mere rummelig.

Derfor skal de praktiske fag være ligestillet med de teoretiske. Det bliver de kun, hvis der er lige så stor sandsynlighed for at komme til eksamen i håndværk og design som til eksamen i matematik eller dansk.

Folkeskolen skal nemlig både rumme dem, der er gode til det teoretiske, dem, der er gode til det praktiske og dem, som er gode til begge dele.

Og så er det uhyre vigtigt, at vi ikke glemmer dem, som er gået ud af folkeskolen uden topkarakterer. Den grønne omstilling afhænger ikke kun af dem, der sidder på skolebænken nu, den er også afhængig af, at vi får efter- og videreuddannet de ufaglærte og faglærte, som allerede er på arbejdsmarkedet.

Uddannelse åbner nye døre på arbejdsmarkedet og det sikrer på vejen mod den grønne omstilling.

Så lad os få noget mere praktik ind i folkeskolen og sikre, at den næste og nuværende generation er klædt ordentlig på til fremtidens grønne jobs.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Heisel

Forbundssekretær, 3F, formand, SkillsDenmark
Tømrer (1984)

0:000:00