Akademikerne: Fiks arbejdspladsen i stedet for at fikse medarbejderen

DEBAT: Vi skal væk fra at tale om "psykisk arbejdsmiljø" og i stedet begynde at tale om "socialt og organisatorisk arbejdsmiljø". Det er nemlig de kollektive vilkår, der skaber stress, ikke individet, skriver Lars Qvistgaard.

Af Lars Qvistgaard
Formand for Akademikerne

Det er nødvendigt med et paradigmeskift, hvis der reelt skal ske forbedringer på arbejdsmiljøområdet. Skal forslagene fra regeringens ekspertudvalg om arbejdsmiljø bane vejen for et bedre arbejdsmiljø, skal der udvises større vilje til nytænkning og bevilges de nødvendige midler til udviklingsarbejdet og til arbejdsmiljøområdet som helhed.

Vi skal nytænke indsatsen for et bedre arbejdsmiljø, og her danner forslagene fra regeringens ekspertudvalg et godt udgangspunkt.

Fra psykisk til organisatorisk
Akademikerne mener, at en vigtig faktor for nytænkning er, at vi kommer væk fra at tale om ”det psykiske arbejdsmiljø” og går over til at anvende begrebet ”det sociale og organisatoriske arbejdsmiljø”. Begrebet ”psykisk arbejdsmiljø” indikerer, at arbejdsmiljøproblemerne skyldes den enkelte, og bidrager derfor til en individualisering af arbejdsmiljøproblemerne og de løsninger, der iværksættes.

Begrebet ”det sociale og organisatoriske arbejdsmiljø” løfter derimod arbejdsmiljøproblemerne over i en kollektiv kontekst og synliggør, at problemerne opstår i, og skal løses organisatorisk i den sociale ramme på arbejdspladserne. Det er afgørende, at vi bevæger os væk fra den individualistiske tilgang, hvis vi skal lykkes med at skabe bedre resultater på området.

Topledelsen skal prioritere arbejdsmiljøet
Når der skal arbejdes videre med forslagene fra regeringens ekspertudvalg, er det vigtigt at arbejdsmiljøet ses i en samfundsmæssig kontekst. De overordnede rammer og vilkår skal være på plads, hvis det skal være muligt for ledere og medarbejdere på de enkelte arbejdspladser at skabe et godt arbejdsmiljø.

Men hvis det, der bliver prioriteret, udelukkende er effektiviseringer, produktivitet og besparelser har arbejdsmiljøarbejdet trange kår. Skal der skabes bedre muligheder for et bæredygtigt arbejdsliv, hvor medarbejdere kan holde til et langt arbejdsliv, er det herudover centralt, at alle arbejdsgivere tager større ansvar for arbejdsmiljøet.

Vi ved fra alle undersøgelser – inklusiv vores egne – at topledelsens prioritering af arbejdsmiljøet har afgørende betydning for arbejdsmiljøet på arbejdspladserne. Hvis kvaliteten af indsatsen på de enkelte arbejdspladser skal løftes, har arbejdsgiverne en afgørende rolle.

Kollektiv forebyggelse i front
Hvis arbejdsmiljøet skal forbedres er det også på tide, at vi sætter kollektiv forebyggelse i front. Alt for mange steder hører vi om medlemmer, der oplever, at der først gribes ind, når det er gået galt. Vi ved fra vores arbejdsmiljøundersøgelse blandt 28.000 akademikere, at 52 procent af alle akademikere arbejder på arbejdspladser, hvor stress ses som den enkelte ansattes eget problem, og hvor de løsninger, der iværksættes, typisk også har et individuelt fokus.

Opskriften synes at være ”fiks medarbejderen” frem for ”fiks arbejdspladsen”. I stedet skal der systematisk arbejdes med, hvordan der kan skabes og fastholdes gode arbejdsbetingelser, som sikrer den nødvendige sammenhæng på arbejdspladsen mellem ressourcer og krav, og der skal et øget fokus på sikring af gode relationer og bæredygtig arbejdsorganisering. Vi skal investere langt mere i kollektiv forebyggelse.

Lederuddannelse skal udbredes til hele arbejdsmarkedet
Regeringens ekspertpanel har fokus på de lokale arbejdspladser og de konkrete problemer, der opleves derude. Dette er den helt rigtige tilgang. Vi mener, at der skal investeres i at give arbejdsgivere, ledere, tillidsvalgte og alle medarbejdere langt bedre kompetencer til at skabe og fastholde et godt arbejdsmiljø, end de har i dag.

Opgaven kan ikke overlades til arbejdsmiljøorganisation og samarbejdsudvalg alene – de skal være katalysatorer, men deres indsats skal ske i et samspil med hele arbejdspladsen. Samtidig skal vi holde os for øje, at disse kompetencer i forhold til arbejdsmiljø skal holdes ved lige og løbende udvikles, hvis indsatsen på arbejdspladserne for alvor skal løftes.

Et af ekspertudvalgets vigtigste forslag er at sikre lederuddannelser i arbejdsmiljø. Som ekspertpanelet påpeger er det første vigtige skridt taget ved, at vi ved OK18 har aftalt en lederuddannelse i psykisk arbejdsmiljø på statens område. Men vi skal være mere ambitiøse. Vi mener, at vi skal i gang med at få tilsvarende lederuddannelser på hele arbejdsmarkedet med det samme. Lad os sammen begynde et kursskifte på arbejdsmiljøområdet.

Forrige artikel HK: Arbejdsgiverne vil ofre danske virksomheders gode ry HK: Arbejdsgiverne vil ofre danske virksomheders gode ry Næste artikel Magistre: Regeringen skærer i det internationale udsyn Magistre: Regeringen skærer i det internationale udsyn
  • Anmeld

    Ulla Andersen · cand.scient.pol.

    Ledeuddannelse for at medarbejderne bliver en større del af løsningen

    Tak og jatak. Stress handler om meget mere end store sagsbunker og "kan du ikke klare lugten". Oplever desværre ledelse, der distancerer sig mere og mere fra medarbejderne. Gode arbejdspladser summer af arbejdsglæde og ligeværdighed, udvikling af ideer og implementering i bunden, hvor hver enkelt for lov til at forholde sig til betydning af ændringer og udvikle sig sammen. Dårlige arbejdspladser træffer beslutninger og kaster med aber - claime, name, blame. Det rammer seriøse medarbejdere seriøst

  • Anmeld

    Christian X

    Et plaster på et banesår

    Den globale og den tiltagende teknologiske konkurrence vil presse virksomheder og lønmodtagere yderligere.

    Flere ældre, flere sundhedstilbud og flere migranter vil presse velfærden og de offentlige ansatte yderligere.

    Arbejdsmiljøets deroute vil fortsætte, hvis ikke der indføres et klogt afværge værn. Men målt på fortidens erfaringer evner hverken politikere, organisationer eller centraladministrationen det.
    Så vil man sine børn godt, så råd dem til at blive psykolog, stresskonsulent, ergoterapeut eller læge - uden om det offentlige, så er deres fremtid sikret...

  • Anmeld

    Bertel Johansen · Maskinmester

    Sort snak fra akademiets overdrev

    Når en fagforenings medlemmer sidder solidt på vellønnede job med favorable pensionsordninger og generelt begrænsede krav til arbejdsindsatsen, skal en fagforeningsformand jo finde på nye problemer, så medlemmerne tror at de får noget for kontingentet.

    Og kan man ikke finde på andet, så opfinder man da bare et problem, som for eksempel at "psykisk arbejdsmiljø" lige pludseligt ikke er dækkende for mobning og ustabile og humørsvingende chefer, men hellere skal omtales som ”det sociale og organisatoriske arbejdsmiljø.”

    Det skulle så "løfter arbejdsmiljøproblemerne over i en kollektiv kontekst og synliggør, at problemerne opstår i, og skal løses organisatorisk i den sociale ramme på arbejdspladserne."

    Visse vasse: Mobning og udygtige chefer løses ved passende kammeratlig samtale med de der skaber problemerne, og ikke ved "organisatoriske tiltag i den sociale ramme."

    Artiklen fra formanden for Akademikerne Lars Qvistgaard tyder på at han mangler noget meningsfuldt at beskæftige sig med, når han har tid til at opfinde nysproglige termer som sort snak for konkrete emner.

  • Anmeld

    Anthony Barrett

    Sortebrødrene Christiain X og Bertel johansen

    Sortebrødrene - en nordisk betegnelse for domikanerne - havde en livsholdning, der passer præcist på de synspunkter, som d´herrer X og Johansen bringer til torvs om et arbejdsfelt - det offentlige arbejdsmarked - som d´herrer kun har et teoretisk, dvs.på gætteniveau, begreb om. Alt anderledes er garanteret falsk, kættersk og løgnagtigt.

    Betegnelsen "psykisk arbejdsmiljø" opstod som begreb på offentlige arbejdspladser i slutfirserne. Men det viste sig snart at være et decideret tveægget sværd netop for mellemledere.

    Den øverste ledelse snuppede lynhurtigt ideologien og tordnede: "du der "mellemleder", du har ikke styr på de medarbejdere, du er sat til at lede."- Parallelt hermed fangede de stærkt fagforeningsmæssige "politiske kommisærer" også lynhurtigt filosofien med det resultat, at de evnede at gøre en hvilken som helst lille uenighed med mellemlederen -f. eks. hvornår men havde krav på at holde frokost, uanset travlhed - til et megaproblem.

    Den støj, der kom ud i omverdenen fra slige petitesser nåede naturligvis den øverste ledelses øren - med nogen forsinkelse og lidt forvrængning - men med et stensikkert resultat: Mellemlederen blev sat i gabestokken in solo.

    Det er derfor et frugtbart forsøg pø at "vende supertankeren" at gøre sådanne problemstillinger til et kollektivt problem, der kræver kollektive løsninger. Herved kan der forhåbentlig skabes mulighed for at både ledelse og kommisærer fratages muligheden for at gøre den enkelte mellemleder til "prügelknabe."

    Det vil altid være en gratis omgang at gøre sig klog på organisatoriske forhold på arbejdspladsområder, som man ikke har konkret kendskab til, men dette fører ikke til andet end mere tomgangsnak end der er for meget af i forvejen.




  • Anmeld

    Thomas R.

    Enig med LQ

    Selvom jeg godt kan have mine tvivl om lederuddannelser. Har aldrig oplevet en kompetent leder med en uddannelse som sådan, men jeg har haft flere lederuddannede chefer, som var elendige ledere.

    Ledere bliver efter min erfaring valgt ud blandt de menige, fordi de taler samme “sprog” som cheferne og aldrig er kritiske over for dem. I chefklubben bliver de så budt varmt velkommen og vaccineret med den selvforståelse, at det er de menige, som er de dumme og ikke har forstået storheden.

    Lederuddannelse eller ej — der er laaang vej til godt arbejdsmiljø.

  • Anmeld

    Bertel Johansen · Maskinmester

    Re: Anthony Barrett: Erfaring tæller

    Angående min ovenstående kommentar: Den bygger på mere end 40 års ansættelse i den offentlige statslige sektor, i 3 forskellige ressortområder og på forskellige niveauer.

    Og i øvrigt: Formand for Akademikerne Lars Qvistgaard plæderer vist ikke eksplicit for den offentliges sektor, men mere generelt.

    Gode ledere er ikke nødvendigvis lig med en speciel lederuddannelse, men det kan da hjælpe. Og på det stivnede offentlige danske arbejdsmarked hvor "Peterprincippet" råder, bl.a. på foranledning af AC, forfremmes mange til lederstillinger de ikke magter, og ikke tør tage et personligt ansvar for i de daglige beslutninger. Men netop AC kæmper jo for at opretholde deres monopol på alle mulige stillinger hvor andre uddannelseskategorier ville være bedre egnet, så AC / Lars Qvistgaard kan jo begynde med at se lidt på egen fagforeningsadfærd før han peger fingre.

  • Anmeld

    Helle B Larsen · Borger

    Det er på høje tid

    At der bliver råbt vagt i gevær og sættes fokus på vores degenererende arbejdsmarked.

    Kun glade og tilfredse medarbejdere kan yde deres bedste på arbejdspladsen. Det skal være sjovt at have travlt! Det er ledelsens ansvar at sørge for dette via positivitet, motivation, lydhørhed og ansvarlighed, at gribe ind i tide og få alle med, at sørge for den rette sammensætning af medarbejdere, der kan arbejde sammen. Blot én forkert placeret person kan nemt ødelægge en hel afdeling. Ligesom én forkert chef/mellemleder kan ødelægge en tidligere velfungerende afdeling eller hele arbejdspladsen. Stort sygefravær og/eller udskiftning bør få alle alarmklokker til at bimle hos ledelsen og sætte gang i en årsagsanalyse. Er årsagen en eller flere personer, der ikke fungerer med øvrige medarbejdere – UD! Er årsagen håbløse og langsomme systemer? Gør noget ved det og få det fixet – i samarbejde med de berørte medarbejdere!

    Alle arbejdspladser afholder vel årlige medarbejdersamtaler? Men hvad hjælper det, hvis man ikke har tillid til sin chef? Måske ved man godt selv, hvor problemet ligger, men har man ikke selv løsningen, tier man? Rigtig mange er bange for at miste deres job og for at skulle ud i en opslidende jobsøgning – eller blive kastet ud i en håbløs rutine med et udueligt jobcenter. Masseansættelser af billigere EU-borgere er med til at øge usikkerheden og desperationen på arbejdsmarkedet. Hvor er fagforeningerne henne i den forbindelse?

    Jeg husker en artikel for nogle år siden om psykopater i ledelsesstillinger og at ca 10% af ledere var i denne kategori. Det gælder både private og offentlige arbejdspladsen, men måske skjuler man sig bedre og er sværere at skubbe ud som leder i det offentlige end i det private? Hvordan sikrer man sig, at man ikke ansætter en magtsyg ledelsespsykopat, der kun har øje for egen vinding? Mon det vil hjælpe med en lederuddannelse eller et lille kursus for sådan en person? Eller vil det blot blåstemple ham/hende og sikre en fortsat karriere mod skyerne, som andre kommer til at betale dyrt for?

    Hvorfor laver man ikke anonyme tilfredshedsundersøgelser på alle større arbejdspladser, offentlige såvel som private?

    LQ: Måske har dygtig ledelse meget mere at gøre med menneskelige egenskaber end med skolebænk? Måske burde I sætte gang i nogle undersøgelser og udvælgelsesredskaber, der kan afdække de ønskede/uønskede egenskaber hos ledere, så man kan få sorteret fårene fra de hornede bukke?