Debat

Akademikerne: Prioriter fem elementer højt i en fælles genopretningsplan

DEBAT: I år fejrer vi 1. maj midt i en stor krise. Brug coronakrisen til at investere i et grønnere og mere fremtidssikret Danmark, skriver Akademikernes formand, Lars Qvistgaard.

Selvom fokus den sidste tid har flyttet sig fra klimakrise til coronakrise, er behovet for en grøn omstilling stadig akut, skriver Akademikernes formand, Lars Qvistgaard.
Selvom fokus den sidste tid har flyttet sig fra klimakrise til coronakrise, er behovet for en grøn omstilling stadig akut, skriver Akademikernes formand, Lars Qvistgaard.Foto: Ulrik Jantzen/Pressefoto/Akademikerne
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lars Qvistgaard
Formand, Akademikerne

Den kommende tid vil være afgørende for, hvordan vi kommer gennem krisen. Der skal træffes kloge, politiske valg, da de vil have stor betydning for vores samfund i mange år fremover. 

I år fejrer vi 1. maj midt i en af de største kriser i nyere tid. Det giver anledning til at genbesøge nogle af de værdier, der gennem tiden har kendetegnet det danske arbejdsmarked, nemlig evnen til i fællesskab at finde kloge og fremsynede løsninger, der styrker vores samfund og fællesskab.

Derfor foreslår vi, at vi sætter gang i både det private og offentlige forbrug, og at vi bruger coronakrisen til at investere i et grønnere og mere fremtidssikret Danmark.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Følgende fem elementer må derfor prioriteres højt i en fælles genopretningsplan.

Grøn genstart
Selvom fokus den sidste tid har flyttet sig fra klimakrise til coronakrise, er behovet for en grøn omstilling stadig akut.

Hvis vi fortsat skal have et arbejdsmarked, som er kendetegnet ved fleksibilitet og tryghed, har vi brug for et sikkerhedsnet, der er fintmasket nok til at være attraktivt for alle faggrupper.

Lars Qvistgaard
Formand, Akademikerne

Løsningen på de to kriser må ikke ses som hinandens modsætninger. Tværtimod. Grønne investeringer kan være med til at sætte gang i hjulene og få økonomien tilbage på sporet.

Derfor foreslår vi investeringer i grønne renoveringer, grøn forskning og grønt iværksætteri. På den måde kan behovet for krisehåndtering her og nu blive nøglen til at styrke den grønne omstilling på længere sigt.

Danmark som digital frontløber
Det samme gælder digitaliseringen. Coronakrisen har skabt en stor efterspørgsel efter digitale løsninger, der kan hjælpe os med at opretholde så meget af vores hverdag som muligt.

Ved at udnytte det momentum kan Danmark blive et digitalt foregangsland, der udvikler brugervenlige digitale løsninger, som uden at gå på kompromis med hverken sundhed eller datasikkerhed tillader os at mødes digitalt, når det ikke er muligt at mødes ansigt til ansigt.

Sæt gang i forbruget
Vi skal sætte gang i økonomien ved at sørge for, at danskerne får flere penge mellem hænderne. Derfor foreslår vi at suspendere arbejdsmarkedsbidraget og hæve overførselsindkomsterne.

På den måde kan vi sætte gang i danskernes forbrug og sende en tiltrængt hjælpende hånd til alle de små virksomheder, restauranter, butikker eller kulturtilbud, der lige nu lider under nedlukningen.

Nyuddannede er en del af genopretningen
En vigtig lektie, som jeg håber, at vi alle tager med fra coronakrisen, er, at ledighed kan ramme alle. Arbejdsløshed er et samfundsproblem, og vi bliver nødt til at behandle det som et samfundsproblem.

En af de grupper, der er særligt udsat for ledighed i krisetider, er de nyuddannede. Vi er nødt til at handle for at undgå, at vi ender med en coronageneration af unge ledige, der ikke fik foden indenfor på arbejdsmarkedet.

Derfor skal vi have igangsat en indsats, der giver virksomhederne incitament til at ansætte nyuddannede, så de nyuddannede kan få lov til at spille en positiv rolle i genopretningen.

Læs også

Et stærkt sikkerhedsnet for alle
Krisen har gjort det klart, at danskerne er beskæftiget på mange forskellige måder.

Et stigende antal er freelancere og driver egen virksomhed, og mange kombinerer indtægt fra egen virksomhed med lønarbejde.

Hvis vi fortsat skal have et arbejdsmarked, som er kendetegnet ved fleksibilitet og tryghed, har vi brug for et sikkerhedsnet, der er fintmasket nok til at være attraktivt for alle faggrupper, også dem, der ikke er klassiske lønmodtagere.

Derfor har vi en stor opgave i at styrke dagpengesystemet. Forudsætningen for, at vi kan lykkes med, at alle bidrager til at løse store kriser i fællesskab, er, at alle oplever at kunne få hjælp, når uheldet er ude. Vi løfter i fællesskab, og vi holder hånden under dem, der har brug for det.

God 1. maj.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Qvistgaard

Direktør, Præsteforeningen, fhv. formand, Akademikerne
cand.jur. (Københavns Uni. 1995), MPG (2015)

0:000:00