Debat

Akademikerne: Virksomheder bør ansætte efter kompentence før uddannelse

Manglen på højtkvalificeret arbejdskraft er et akut problem. En mere fleksibel rekrutteringspraksis og faglig substitution kan være en del af svaret, skriver Lisbeth Lintz.

Skal Danmark godt igennem den kommende tid, er det essentielt, at flere rekrutteringsforsøg lykkedes, skriver Lisbeth Lintz.
Skal Danmark godt igennem den kommende tid, er det essentielt, at flere rekrutteringsforsøg lykkedes, skriver Lisbeth Lintz.Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Lisbeth Lintz Christensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

På trods af en inflation, der buldrer derudaf og usikre økonomiske fremtidsudsigter, er virksomhedernes efterspørgsel på højtkvalificeret arbejdskraft historisk høj. Samtidig har antallet af forgæves rekrutteringer af akademisk arbejdskraft aldrig været højere. 

Alene i september måned 2022 var der næsten 10.000 forgæves rekrutteringer af akademisk arbejdskraft. Og ledighedstallet for akademikergruppen er lige nu rekordlavt på i alt 3,6 procent.   

Det er en udfordring, som mange virksomheder møder hver dag. Og selvom virksomhederne sætter alt ind for at rekruttere, er det ikke nok til at løse problemet. Det kræver nytænkning, og at virksomhederne finder en vej til at brede deres rekrutteringsgrundlag ud. 

Skal vi afbøde de værste konsekvenser af inflationen, og skal Danmark godt igennem den kommende tid, er det essentielt, at flere rekrutteringsforsøg lykkedes, så arbejdskraften kan komme ud og skabe værdi i virksomhederne. 

Det gode alternativ
Akademikerne har i mange år drevet “Akademikerkampagnen”, som netop sætter fokus på, hvordan virksomhederne gennem nye rekrutteringspraksisser opnår tilførsel af ny viden og udvikling. Dermed bliver der skabt vækst i det private erhvervsliv, og nyuddannede finder job på kendte såvel som nye jobmarkeder.

Virksomhederne går fra at fokusere på uddannelsesprofiler til at se på opgaveløsning og kompetencer hos jobsøgerne

Lisbeth Lintz
Formand for Akademikerne

Tilgangen kalder vi ”Det gode alternativ”, og er udviklet på baggrund af Akademikerkampagnens mere end 10 års erfaring med faglig substitution og ekspertviden på området. 

“Det gode alternativ” er et opgør med den kultur, hvor virksomheder – på jagt efter nye medarbejdere – på traditionel vis forsøger at parre specifikke jobåbninger med specifikke uddannelsesprofiler, men må give op, såfremt der ikke er et umiddelbart match. 

I ”Det gode alternativ” vil virksomheden i stedet starte rekrutteringsforløbet med at definere præcis, hvad arbejdsopgaven, som man søger en ny medarbejder til, består i. 

I processen gør virksomheden det klart, hvilke arbejdsopgaver, der er knyttet til stillingen, og som eventuelt kan løses af alternative profiler. Og hvilke specialiserede opgaver, der kan rykkes til andre specialiserede medarbejdere. 

Kompetence før uddannelse
Øvelsen gør, at virksomhederne går fra at fokusere på uddannelsesprofiler til i stedet at kigge på opgaveløsning og kompetencer hos jobsøgerne. 

Alternativet kan vise sig at blive den foretrukne kandidat

Lisbeth Lintz
Formand for Akademikerne

Virksomhederne søger altså bredere. Og der kommer gode, relevante match. Også nogen med uddannelser, man måske ikke først havde tænkt på. Mange virksomheder har stor værdi af at rekruttere en anden profil, end først tiltænkt – altså det gode alternativ – også fordi, det betyder, at helt nye ideer og kompetencer bliver tilført organisationen.

På den måde kan det gode alternativ vise sig at blive den foretrukne kandidat. 

Manglen på højtkvalificeret arbejdskraft er både akut og et problem, som man i erhvervslivet forventer vil vokse i fremtiden. Her er et arbejdsmarked med en mere fleksibel og stærkere rekrutteringspraksis en del af svaret. 

Jeg vil derfor opfordre til, at der blandt arbejdsgivere og aktører i beskæftigelsessystemet begynder at komme et større fokus på mulighederne for at imødekomme arbejdskraftmanglen gennem faglig substitution og metoderne, som beskrevet ovenfor. Og en udviklingen af arbejdsmarkedspolitikken på Christiansborg og kommunalt. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lisbeth Lintz Christensen

Formand, Akademikerne
cand.med. (Københavns Uni. 1994), speciallæge i geriatri, speciallæge i intern medicin

0:000:00