Aktivering af arbejdsgivernes sociale ansvar

Thomas Bredgaard, Lektor, Ph.d., Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet (CARMA)







Der har i årtier været et skarpt politisk fokus på krav om aktivering af ledige, sygedagpengemodtagere og på det seneste også førtidspensionister og fleksjobvisiterede. Disse grupper skal motiveres og kvalificeres til en aktiv tilværelse på arbejdsmarkedet.

En væsentlig forudsætning er, at private og offentlige arbejdsgivere efterspørger denne type af arbejdskraft. Det er tvivlsomt i den nuværende situation med fortsat lavkonjunktur, offentlige besparelser og skærpet international konkurrence. Især hvad angår personer med problemer udover ledighed, f.eks. unge med psykiske lidelser, som ifølge regeringens udspil ikke fremover skal tildeles førtidspension. Det er derfor nødvendigt at finde nye veje til at aktivere arbejdsgiverne i arbejdsmarkeds- og socialpolitikken.

Fra social- og beskæftigelsespolitik til erhvervspolitik
Danmark er unikt ved at det i snart tyve år har haft en offentlig politik om socialt ansvar, som har fokuseret på at forebygge og fastholde personer i risiko for at blive udstødt fra arbejdspladserne samt integrere personer, som står uden for arbejdsmarkedet. Politikken blev lanceret af daværende Socialminister Karen Jespersen i januar 1994 med kampagnen "Det angår os alle".

Målet var gennem oplysning, udviklingsprojekter og partnerskaber at få virksomhederne til frivilligt at påtage sig et større social- og arbejdsmarkedspolitisk ansvar.

Op til årtusindskiftet
I slutningen af 1990erne blev politikken omdøbt til "Det rummelige arbejdsmarked", og arbejdsmarkedets parter kom til at spille en større rolle. Tilgangen til førtidspension skulle reduceres ved at oprette flere fleks- og skånejobs. Det er lykkes at oprette tusindvis af formelle fleksjob med offentligt tilskud (i alt 52.300 i 2010), men tilgangen til førtidspension er derimod nærmest uændret (omkring 235.000 personer).

Samtidig er der sket en ophobning af personer på ledighedsydelse, som venter på et fleksjob (14.600 i 2010). Uformelle skåne- og fleksjob uden offentligt tilskud, som kan oprettes på arbejdspladserne ved at fravige de normale bestemmelser om løn og arbejdstid i overenskomsterne, har derimod været på et uændret lavt niveau i snart tyve år.

I 2001 flyttede politikken over i det nyoprettede Beskæftigelsesministerium, hvor man var mere optaget af arbejdsmarkedsreformen "Flere i arbejde", udlicitering og kommunalisering af beskæftigelsesindsatsen. Det rummelige arbejdsmarked forsvandt dermed fra den beskæftigelsespolitiske dagsorden.

Virksomhederne stilles til ansvar
Begrebet det sociale ansvar blev imidlertid samlet op og videreudviklet i Økonomi- og Erhvervsministeriet. Her blev det til virksomhedernes samfundsansvar (Corporate Social Responsibility), som er i tråd med den brede og abstrakte internationale forståelse (klima- og miljøansvar, menneskerettigheder, leverandørstyring, børnearbejde osv.).

Politikken handler aktuelt om at markedsføre Danmark i udlandet for ansvarlige virksomheder og henvender sig især til globale eksportvirksomheder. Der er således ikke megen hjælp at hente for personer på offentlig forsørgelse, som kan og gerne vil bidrage med en aktiv tilværelse på arbejdsmarkedet. Der er god grund til at revitalisere politikken om social ansvarlighed indenfor det social- og arbejdsmarkedspolitiske område.

Hverken frivillighed eller tvang
Der er ingen tvivl om, at de fleste private og offentlige arbejdsgivere i forvejen påtager sig et stort frivilligt ansvar udover de forpligtelser, der er nedfældet i lovgivning og overenskomster. Det kan være ved at integrere eller fastholde personer i fleksjob, skånejob, virksomhedspraktik, løntilskud, jobrotation osv. Der er heller ingen tvivl om, at virksomhederne skal gøre mere i den aktuelle situation for at aflaste de offentlige finanser og de trængte jobcentre med at forebygge, fastholde og integrere.

Og der er ikke tvivl om, at tvang og kvoteordninger vil blive afvist og modarbejdet af arbejdsgiverorganisationerne og næppe føre til den tilsigtede rummelighed på arbejdspladserne. Hvad kan man så gøre, når frivillighed ikke er tilstrækkelig og tvang ikke er hensigtsmæssig. Her er nogle bud:

Uformelle skånejobs: Regeringen ønsker at målrette fleksjobordningen mod personer med meget begrænset arbejdsevne (op til 12 arbejdstimer) og aftrappe tilskuddet i takt med, at lønnen stiger (ophører ved lønindkomst på ca. 36.500 kr. om måneden for a-kassemedlemmer). Målet er at spare 1,8 mia. kr. på fleksjob i 2020.

I øjeblikket er de offentlige udgifter til fleksjob årligt omkring 10 mia. kr. Beregningerne, der ligger til grund for udspillet, er ikke offentliggjort, og vi ved ikke præcist, hvor mange personer som fremover ikke vil få tilkendt fleksjob. Hvis vi skal undgå, at de blot parkeres på offentlig forsørgelse, så vil der under alle omstændigheder være behov for at arbejdsmarkedets parter påtager sig et ansvar for at fastholde og integrere de personer, som ikke fremover kan tilkendes et fleksjob med offentligt tilskud. Dette kan ske gennem en relancering af de uformelle og aftalebaserede skånejobs i overenskomsternes sociale kapitler. Af regeringens udspil fremgår, at en person først kan ansættes i fleksjob på sin hidtidige arbejdsplads, når vedkommende har været ansat på arbejdspladsen i mindst 12 måneder under overenskomsterne sociale kapitler. Dette er en måde at tage arbejdsmarkedets parter på ordet, når de taler om socialt ansvar og forpligte dem til at konkretisere det på arbejdspladserne. Forpligtelser, som kan indgå i de kommende trepartsforhandlinger.

Sociale klausuler: Ved offentlige licitationer og udbud kan der stilles krav om, at leverandørerne forpligter sig til at påtage sig en nærmere bestemt social forpligtelse. Ordningen kendes allerede i forbindelse oprettelse af lærlinge- og elevpladser ved offentlige anlægsbyggerier og kan udvides til at omfatte personer i fleksjob (varig reduceret arbejdsevne).

Social-økonomiske virksomheder: Der er gode erfaringer i kommunerne med social-økonomiske virksomheder, der kan fungere som trædesten til arbejdsmarkedet selv for personer med massive sociale, psykiske eller fysiske problemer udover ledighed. Deltagerne bliver en del af et arbejdsfællesskab og bidrager til samfundet ved at producere varer og tjenesteydelser på ordinære vilkår. Der er ingen tvivl om, at der også her er et stort uudnyttet potentiale for at udvide omfanget.

Det afgørende er, at der skabes plads til og brug for de personer, som ellers har udsigt til en tilværelse på offentlig forsørgelse. Det kræver, at vi betræder nye stier og i højere grad end hidtil aktiverer virksomhedernes sociale ansvar. Alternativet er, at personer på offentlig forsørgelse blot møder en lukket dør og roteres mellem forskellige offentlige forsørgelsesordninger.