Debat

Anna Mee går i rette med DI

DEBAT: Det er ikke blot en forsimpling, det er direkte forkert, når Steen Nielsen fra DI mener, at 6-byernes beskæftigelsesreform vil betyde færre samtaler med ledige, skriver Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R) i et debatsvar, som dog inviterer DI til forsoningsmøde.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af Anna Mee Allerslev (R)
Beskæftigelses- og integrationsborgmester i København

Danmarks seks største byer, 6-Byerne, har stillet regeringen et forslag til en ny beskæftigelsespolitik. En total forandret indsats, hvor tiden bruges på de ledige og ikke på kontrol og registrering, og som vil effektivisere jobindsatsen. 6-byernes forslag vil skaffe de ledige, der har brug for det, bedre service, og generelt få de ledige hurtigere i job.

Ved at blande et københavnsk a-kasseforsøg på beskæftigelsesområdet sammen med oplægget fra 6-byerne lykkes det arbejdsmarkedspolitisk chef i DI Steen Nielsen i sit debatindlæg den 16. juni at komme frem til den stik modsatte effekt af forslaget. Og det er altså helt forkert.

6-byernes forslag er et højt råb til den regering, der kommer til efter et valg om at reformere det nuværende system. Uanset om 6-by-borgmestrene er konservative, radikale eller socialdemokrater, står 6-byerne sammen om visionen om et mere fleksibelt beskæftigelsessystem. Dermed sender vi et klart signal til regeringen og Folketingets partier om, at vi i den grad har brug for en reform.

Kommunerne skal have større frihed til at planlægge indsatsen for de ledige efter individuelle og lokale forhold.

I Steen Nielsens indlæg står forslaget beskrevet som et forsøg på at afholde færre samtaler. Det er ikke blot en forsimpling, det er forkert.

Anna Mee Allerslev (R)
Beskæftigelses- og integrationsborgmester

Bureaukrati fylder mere end borgerkontakt
Der er noget helt galt i det nuværende system, når vores medarbejdere bruger mest tid på bureaukrati. Vi skal væk fra den stramme statsstyring, så kommunerne får lov at bruge kræfterne på borgerne i stedet for at hakke flueben af. Vi vil meget hellere måles på, hvor mange der kommer i job i stedet for overholdelse af mere eller mindre meningsløse tidsfrister.

6-byernes forslag går ultrakort på følgende:

 

  • Ikke mere samme stramt lovstyret indsats til alle - individuel behandling af de ledige

  • Refusion efter hvor gode kommunerne er til at få ledige i job - ikke efter formelle krav

  • Øget samarbejde med uddannelser, fagforeninger, a-kasser osv. - ikke mere dobbeltarbejde

  • Mindre kontrol, registrering og tidstyranni - brug tiden på den ledige

 

Ikke bare forsimpling, men forkert
I Steen Nielsens indlæg står forslaget beskrevet som et forsøg på at afholde færre samtaler. Det er ikke blot en forsimpling, det er forkert. Forslaget er heller ikke et forsøg på at spare penge, det er et forsøg på at effektivisere indsatsen - til gavn for de ledige og dansk økonomi.

Sagen er jo, at antallet af samtaler skal være individuelt. For der er stærke ledige, som selv er opsøgende, og som muligvis har brug for færre samtaler end hver tredje måned. Men der er mange ledige, som har brug for en mere håndholdt indsats, hvor kontakten med jobcentret er meget hyppigere. Det er især den indsats, vi gerne vil have kræfter til gennem vores forslag.

Og så er vores stærkeste argument, for at vores forslag vil give en bedre jobindsats vel i virkeligheden, at vi er klar til at tage de økonomiske konsekvenser. Altså vi vil have penge efter effektivitet, så vi bliver straffet for at være dårlige til at få ledige i job og belønnet for at være gode til det.

Ikke mere mudderkastning
Steen Nielsen blander i sin kritik Københavns forsøg med at lade a-kasser overtage det første halve års indsats over for den ledige. På den måde undgås dobbeltarbejde til irritation for både den ledige, kommuner og a-kasser. Men selv om 6-Byerne lægger op til øget samarbejde med a-kasserne, så ligger der intet om det københavnske a-kasseforsøg i udspillet fra 6-byerne.

Vi har i Københavns Kommune et glimrende samarbejde med rigtig mange af DI's medlemmer. Burde vi og DI ikke sætte os omkring et bord og begynde at tale os til rette om en bedre jobindsats i fremtiden i stedet for at mudderkaste i medierne. Jeg er gerne vært ved det første møde.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00