Beskæftigelsesdebat på vildspor

Af Karsten Mølgaard Jensen
Direktør i ASE

Hos ASE bliver vi næppe enige med jobcenterchef Kurt Nygård om kommunernes muligheder for at levere det, der skal til for at skabe en effektiv beskæftigelsesindsats. Ikke ud fra jobcentrenes evner, men ud fra nogle strukturelle begrænsninger, herunder f.eks. den geografiske forankring af indsatsen.

Til gengæld er jeg meget enig i, at debatten omkring beskæftigelsesindsatsen har haft en tendens til at køre af sporet.

Spørgsmålet, om hvorvidt beskæftigelsesindsatsen skal placeres i a-kasser, kommuner, staten eller et helt fjerde sted, er blevet besvaret på stort set alle tænkelige måder, mens analyser af de forskellige instansers succes er blevet fortolket med nogenlunde samme objektivitet, som havde man spurgt en Brøndbyfan, hvem der undgår at rykke ud af Superligaen i denne sæson.

I det oprørte hav af meninger, om hvor beskæftigelsesindsatsen skal placeres, er det væsentlige i fare for at drukne.

Karsten Mølgaard Jensen
Direktør i ASE

Københavns Kommune har været ude med en analyse, som viser, at de selv gør det bedre end a-kasserne. Andre har fortolket selvsamme analyse stik modsat, og kommunernes eget forskningsinstitut, KORA, slår fast, at private aktører er langsommere end kommunerne til at få folk i job. Men i det oprørte hav af meninger, om hvor beskæftigelsesindsatsen skal placeres, er det væsentlige i fare for at drukne.

Forandring - ikke omstrukturering
Hvis man ønsker en bedre beskæftigelsesindsats, er det ikke nok at flytte rundt på tingene. Indhold og præmisser skal ændres radikalt. Her mener jeg, at man særligt bør være opmærksom på tre elementer.

For det første skal vi væk fra at indrette beskæftigelsessystemet som en pølsefabrik, hvor alle er ens, og der stilles de samme krav til alle. ASE's erfaringer med frivillige tilvalg af forskellige typer jobhjælp, som rækker ud over det obligatoriske, er entydigt gode, men i dag er systemet ikke optimeret til individuelle ordninger.

For det andet, og disse ting hænger naturligvis sammen, skal aktørerne i indsatsen have opstillet succeskriterier defineret ud fra effekt frem for processer, og bliver der tale om refusionssystemer eller noget tilsvarende, bør de alene udmåles efter effekt. Det væsentlige bør ikke være, hvor mange samtaler, den ledige har været til, og hvor mange ansøgninger, den ledige har sendt, men om resultatet af aktiviteterne er varig beskæftigelse; med streg under varig.

For det tredje skal der sikres konkurrence aktørerne imellem ved at gøre det til borgerens eget valg, hvem der skal varetage deres interesser på arbejdsmarkedet i forbindelse med ledighed. Jeg bygger dette på de erfaringer, a-kasserne har gjort sig, med at konkurrere på pris og service.

Siden vi kom på frit marked i 2002, har vi tilsammen via de forbedringer, vi hver i sær har foretaget, effektiviseret systemet for mere end halvanden milliard kroner. Ud over pris er der blevet konkurreret ivrigt på kundeservice, hvilket har gjort det til en væsentligt bedre oplevelse for brugeren at være i dialog med sin a-kasse. Konkurrencen har i særlig grad omfattet den service og assistance, der tilbydes medlemmet, som er beskæftigelsessøgende.

Den ledige skal vælge
Medlemmernes dom over a-kassens evne til at hjælpe med at genetablere kontakten til arbejdsmarkedet er og skal være essentiel. Eksemplet viser, at det monopol, der tidligere herskede, gav "kalk i rørene" med forringet effektivitet og service til følge.

Det må vi og alle andre a-kasser tage på os, men vi kan lære af historien, som i mine øjne sætter streg under, at der er gevinster at hente både økonomisk og på slutproduktet ved at lade de enheder, der nu en gang skal varetage indsatsen, være i fri konkurrence. Samtidig giver det mulighed for borgeren til at vælge den instans, der passer bedst til dennes behov.

Der er talrige andre, væsentlige overvejelser at gøre sig i forbindelse med indretningen af beskæftigelsessystemet, og de nævnte elementer kan naturligvis debatteres. Men det er svært at modsige, at det er på den bane, diskussionen skal føres, snarere end om det nu er a-kasser, kommuner, staten eller andre private aktører, der skal varetage indsatsen.

Vi skal fokusere på den varige beskæftigelseseffekt, hvis vi skal få det optimale udbytte af de svimlende milliardbeløb, vi årligt anvender i beskæftigelsespolitikken. Det må ikke drukne i politisk taktik og farlig leg om magtplacering. Lad konkurrencen rense luften og vise klare resultater.