Cepos: Industrien har nedlagt hvert andet ufaglært job

NEDLAGT: Industrien har nedlagt over halvdelen af de ufaglærte stillinger siden 2000, skriver den liberale tænketank Cepos i et nyt notat.
Rasmus Nielsen

Tænketanken Cepos har i et nyt notat set på beskæftigelsesudviklingen i Danmark siden 2000 fordelt på uddannelse. Analysen viser, at mens antallet af beskæftigede med en videregående uddannelse er steget med ca. 31 pct., er ca. 24 pct. af de ufaglærte stillinger nedlagt fra 2000 til 2012.

Særligt inden for industrien er der blevet nedlagt ufaglærte stillinger, idet 52 pct. af de ufaglærte stillinger er blevet nedlagt, forklarer Cepos.

"Mens beskæftigelsen af personer med en videregående uddannelse er steget støt siden 2000, er ca. 24 pct. af de ufaglærte stillinger (ca. 218.000 personer) blevet nedlagt. En del af forklaringen ligger i, at udbuddet af ufaglært arbejdskraft er faldet. Men det er ikke hele forklaringen. En del af forklaringen er også, at efterspørgslen efter ufaglært arbejdskraft er faldet," siger specialkonsulent Martin Kyed, Cepos, i en pressemeddelelse.

"Den udvikling er særlig markant i industrien, hvor vi har set et fald i beskæftigelsen på 32 pct. i perioden 2000-2012, som især har betydet nedlæggelse af de ufaglærte stillinger. Hele 52 pct. af de ufaglærte stillinger i industrien er nedlagt siden 2000, svarende til ca. 90.000 beskæftigede. De ufaglærte har således stået for ca. 63 pct. af beskæftigelsestabet i industrien, selvom de kun udgjorde 39 pct. af de beskæftigede i industrien i 2000. Den procentuelle nedgang for ufaglærte har dermed været mere end 2½ gange så høj som for de øvrige beskæftigede i industrien," fortsætter Martin Kyed.

 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00