Dagens overblik: Kommentatorer tror på OK18-aftale efter udskudt konflikt

POLITISK OVERBLIK: Forligsmanden har udskudt konflikten med to uger. Uenighederne i overenskomstforhandlingerne er ikke tunge nok til at bære en konflikt, vurderer kommentatorer, som nu tror på en aftale. Her er dit overblik over morgenens politiske nyheder.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Kristine Korsgaard

”De ting, der ligger på bordet, kan ikke bære en konflikt”. ”Presset for at lande en aftale er nu så stort, at jeg tror, der lander en aftale.”

Det siger chefredaktør på Børsen Niels Lunde på TV 2 News her til morgen, hvor forligsmanden har valgt at udskyde konflikten med op til to uger.

Flere andre er enige med ham i den vurdering. Men lad os først få ridset op, hvad der er sket i overenskomstdramaet i nattens løb.

Læs også

Tag soveposer med til forhandlinger på fredag
Tirsdag aften ved midnat var egentlig forligsmandens deadline for enten at lande en aftale, gå en konflikt i møde eller at udskyde konflikten. Men forligsmand Mette Christensen valgte i stedet mellemvejen, hvor hun udskyder konflikten i op til to uger.

Omkring klokken 5 i morges blev Sophie Løhde, Michael Ziegler, Anders Bondo, Grete Christensen og de andre forhandlere sluppet ud af Forligsinstitutionen efter de første samlede forhandlinger på tværs af stat, regioner og kommuner – stadig uden aftale.

Lærerformand Anders Bondo Christensen tror dog ikke, der skal forhandles i de næste fjorten dage. Forligsmanden vil fortsætte de intensive forhandlinger og har bedt parterne om at tage sovepose og tandbørste med, når de mødes igen på fredag klokken 10, fortæller han til TV 2.

Frokostpausen er næsten løst
Parterne har tavshedspligt om forhandlingerne i Forligsinstitutionen, men FOA’s formand, Dennis Kristensen, kunne alligevel ikke holde helt tæt, da han kom ud onsdag morgen.

Han siger, at parterne er meget tæt på en aftale om frokostpausen, som har været den ene af tre knaster. Så er der spørgsmålet om løn og en aftale om lærernes arbejdstid, og her er Dennis Kristensen også forsigtig optimist.

”Jeg tror, der er noget bevægelse på vej fra arbejdsgiverne,” siger han til TV 2.

Ifølge TV 2 ifølge Berlingske kom de tre arbejdsgiverorganisationer kort efter midnat med det, der blev betegnet som et sidste tilbud til lønmodtagerne med en lønforhøjelse på 8 procent over tre år. Det oprindelige tilbud lå på 7,9 procent, men lønmodtagerne har tidligere forlangt 8,2 procent.

Derudover holdt arbejdsgiverne fast i lærernes årsnorm, mens man var klar til at skrive retten til betalt frokostpause ind i overenskomsten, hvis man fik modydelser. Lønmodtagerne sagde nej til tilbuddet, og nu forhandles der så videre fredag.

Kommentatorer: Konflikt giver ingen mening
Eksperter og politiske kommentatorer ser udskydelsen af konflikten som et positivt tegn.

Det siger blandt andet arbejdsmarkedsforsker Nana Wesley Hansen til DR og Bent Greve på TV 2. 

Politisk kommentator Noa Redington siger på News, at han tror på en aftale, fordi de tre knaster i forhandlingerne ikke er tunge nok til at begrunde en konflikt.

”Der er ikke noget principielt på spil,” siger han. ”Omkostningerne vil være alt for store, i forhold til hvad de kan vinde på det.”

Også Niels Lunde mener, at ”det giver ingen mening” at gå i storkonflikt for en strid om en frokostpause, som stort set er løst, og spørgsmålet om løn og arbejdstid.

Ekspert: Mulighed for kompromis med lærerne
Arbejdsmarkedsekspert Bent Greve kalder sig på TV 2 onsdag morgen ”optimist” i forhold til en OK18-aftale. Han tror på, at man er ved at nå hinanden på frokostpause og løn, og at der også er mulige kompromiser om lærernes arbejdstid.

Greve peger på, at to ud af tre kommuner allerede i dag har lokale aftaler med lærerne. Så en løsning kunne være at skrive ind i overenskomsten, at alle kommuner skal indgå sådan en aftale, og at man skal tage hensyn til, at lærerne skal kunne planlægge deres privatliv.

Altinget forklarer her, hvorfor lærernes arbejdstid er så afgørende i forhandlingerne.

Hovedstaden betaler efter droppet reform om udligning
Der er også sket enkelte andre ting end dramaet om OK18.

Tirsdag kollapsede regeringens forsøg på at lande en aftale om en udligningsreform, så man kan fordele penge mellem rige og fattige kommuner på en ny måde.

Men Altinget og flere andre medier kan i dag fortælle, at der alligevel bliver flyttet hundredevis af millioner mellem kommunerne allerede fra nytår, selvom politikerne ikke rører en finger.

Læs hvorfor her, og se på danmarkskortene, hvor meget din egen kommune skal give eller få af ekstra kroner til budgettet.

"Med det her må vanviddet have nået sit slutpunkt," siger Gentoftes borgmester, Hans Toft (K), som er en af dem, der skal betale mere end 100 millioner kroner fra 2019.

Det sker i dag
Flere danske ministre har internationale møder.

Tidligere præsident i USA Bill Clinton besøger Lars Løkke Rasmussen (V) i København klokken 10.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) mødes med de andre nordiske udenrigsministre i Stockholm.

Finansminister Kristian Jensen er i Washington for at deltage i IMF’s og Verdensbankens forårsmøder senere på ugen. Og energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) drager til New Delhi i Indien, hvor han skal stå i spidsen for en dansk erhvervsdelegation

Der er også møde i salen med ministrenes spørgetid. Og minister for fiskeri og ligestilling Karen Ellemann (V) skal i samråd om ulovligt trawlfiskeri i Øresund.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Bondo Christensen

Fhv. formand, Danmarks Lærerforening
lærer (Skårup Seminarium 1982), journalist (Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, 2023)

Dennis Kristensen

Fhv. forbundsformand, FOA
portør (Amtssygehuset i Herlev 1976)

Sophie Løhde

Indenrigs- og sundhedsminister, MF (V)
HA (kom.) (CBS 2007)

0:000:00