Dansk Byggeri: Tab ikke partsforhandlingerne på gulvet

Af Lars Storr-Hansen
Administrerende direktør i Dansk Byggeri

Regeringens ambitioner med trepartsdrøftelser omfatter forståeligt et ønske om, at arbejdsmarkedets parter binder sig til at tage del i den store flygtningeudfordring. 

Vi skal hjælpe med at få den store regning til kost og logi, som staten og kommunerne nu betaler, vekslet til jobs, så flygtninge og indvandrere hurtigt bliver selvforsørgende. 

Det er positivt, at den udfordring nu adresseres i to spor, nemlig et arbejdsmarkedsspor, der skal handle om en bedre integration på arbejdsmarkedet, og et offentligt topartsspor, som skal styrke integrationsindsatsen, så flygtninge i højere grad placeres, hvor der er god balance mellem beskæftigelsesmuligheder og adgang til bolig.

Det vil være trist, hvis staten og kommunerne og arbejdsmarkedets parter ikke tager situationen gravalvorligt og finder solide svar, der kan holde Danmark oven vande.

Lars Storr-Hansen
Administrerende direktør i Dansk Byggeri

Det vil i høj grad komme til at handle om penge. Kommunerne vil vanen tro ikke tale om løsninger, uden at der kommer flere penge på bordet. Og regeringen mener omvendt ikke, at løsninger skal koste staten en krone mere. Her satser man med rette på, at vi skal være mere end almindeligt kreative med at finde løsninger inden for de rammer, der allerede er givet. 

Byggeriet bliver centralt
For Dansk Byggeri knytter der sig også interesse for disse topartsdrøftelser. 

Ikke fordi vi er ude på at piske kommunerne, som vi dog stadig mener kan hente likvider gennem effektiviseringer og for eksempel mere udlicitering. Det sker ikke i tilfredsstillende omfang, og det gør kommunernes klagesang mere end almindeligt hul at høre på. 

Men her og nu er vi interesseret, fordi byggeriet i sidste ende kommer til at skaffe de mange nye mennesker i landet tag over hovedet, uanset om de skal bo i forladte bygninger i landområder, i nedrivningstruet, men godt og sundt alment byggeri, i helt nyt byggeri, eller om vi indlogerer dem i stor stil i de pavillonboliger, som danske virksomheder faktisk er verdensmestre i at producere.

Tomme boliger tæt på arbejdspladserne
Ser vi på Danmarkskortet, så tegner der sig nogle interessante mønstre. For det første er det en præmis, at arbejdspladserne i stor stil findes i de større byområder som København og Aarhus. 

Her er der bare ikke ret mange ledige boliger. Skal vi placere flygtninge og indvandrere i de store byer med mange arbejdspladser, skal det især være i nybyggeri, og det kan sagtens være de fleksible pavillonboliger, som Danmark allerede sender i en lind strøm til for eksempel Hamborg som boliger til de mange flygtninge i Tyskland. 

Men vi har også noget, som vi kalder produktionsDanmark, hvor vi især tænker på store dele af det centrale og vestjyske område. Her er der en meget høj beskæftigelsesgrad, og så er området tillige kendetegnet ved, at der faktisk er mange tomme boliger i området på grund af fraflytning. 

Dansk Byggeri har på landsplan opgjort, at vi har cirka 160.000 tomme boliger, hvoraf halvdelen bør rives ned, og halvdelen af de resterende 80.000 boliger kan faktisk hurtigt renoveres og gøre nytte som boliger til for eksempel flygtninge. 

Den mulighed skal vi være vågne på, og de brugbare boliger ligger tilmed ofte tæt på busruten eller så tæt på byen, at man kan cykle. 

Vi må tænke langsigtet
Når jeg peger på løsninger på flygtninges boligsituation, så er det, fordi at vi må indstille os på en meget stor udfordring på dette område. 

Flygtninge kommer nu i antal omkring 25.000 per år. Det kan blive færre, men sandsynligvis flere. De vil om få år være sikret familiesammenføringer, og derfor bliver regnestykket hurtigt, at vi reelt skal finde boliger, institutioner, service og meget andet til et befolkningsunderlag i størrelsesordenen som Aalborg eller måske som Aarhus.

Det er med andre ord utrolig vigtigt, at alle indstiller sig på at finde løsninger, hvis de mange forskellige regnestykker skal gå op. 

Derfor er de igangværende forhandlinger, topartsforhandlingerne og trepartsforhandlingerne, måske nogle af de vigtigste i årtier i Danmark i forhold til at sikre vores velfærd. 

Det vil være trist, hvis staten og kommunerne og arbejdsmarkedets parter ikke tager situationen gravalvorligt og finder solide svar, der kan holde Danmark oven vande.